KORT NYT FRA UDLANDET:
Vi har det med at tænke på bakterier som fjender, men vores kroppe huser faktisk billioner af bakterier, og de fleste er uskadelige eller ligefrem nyttige for os.
Nu har forskere fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) i USA vist, at to af bakterierne – med lidt hjælp fra genteknologi – kan være nogle rigtig gode venner. De to genmodificerede bakterier kan nemlig afsløre, om vi har kræft eller diabetes, skriver Science.
Man har længe vidst, at nogle bakterier opsøger svulster i kroppen, fordi tumorer er fulde af næring og ofte ret forsvarsløse over for bakterier.
Det udnyttede MIT-forskerne ved at fodre mus med bakterie-stammen Escherichia coli Nissle 1917, der satte sig i svulster i leveren. Forskerne modificerede E. coli-bakteriernes gener, så de producerede et enzym kaldet LacZ, når de fandt en svulst. Desuden gav de musene en indsprøjtning med et stof, der lyser op, når det kommer i kontakt med LacZ.
Det selvlysende stof blev udskilt med urinen, og i hos de mus, der havde leverkræft, skiftede urinen farve fra gul til rød.
Mens konventionelle scannings-teknikker har svært ved at opdage tumorer, der er mindre end en kvadratcentimeter, kunne bakterierne afsløre svulster, der var helt ned til en kvadratmilimeter store, rapporterer forskerne i tidsskriftet Science Translational Medicine.
I en anden artikel i samme tidsskrift viser forskere fra University of Montpellier i Frankrig, at en lignende metode kan bruges til at opdage tegn på diabetes i menneskers urin. En forskel på de to metoder er dog, at de franske forskere tilføjede deres stamme af E. coli-bakterier direkte til menneskernes urinprøver, hvor de fik urinen til at skifte farve, hvis der var et forhøjet niveau af sukkerstoffet glukose.
Læs også:
Fire bakterier i dine tarme kan afsløre, om du bliver fed
Utrolig behandling: Farlige bakterier dræber kræftceller
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
js
































