Der skete noget utroligt spændende den 16. januar 1769 i Tierra del Fuego nær spidsen af Sydamerika.

Efter at skibet HMS Endeavour havde kastet anker, gik den berømte opdagelsesrejsende kaptajn Cook og hans besætning i land for at lede efter drikkevand.  

De blev snart mødt af et oprindeligt folk, kaldet Haush-folket. To af Cooks mænd gik forsigtigt frem. Det samme gjorde to fra Haush-folket, som først holdt nogle kæppe frem foran sig og derefter smed dem væk.

Cook og hans besætning fortolkede denne handling som et fredeligt signal - og de havde ret. Inden længe blev der udvekslet gaver, og nogle af Haush-folket kom endda ombord på skibet, hvor de spiste bøf og drak rom.

Det historiske møde mellem Cooks besætning og Haush-folket illustrerer, hvordan mennesker, som ikke har noget sprog tilfælles, og som kommer fra helt forskellige verdener, alligevel kan kommunikere med hinanden.

Og det er netop dét, som er så utroligt spændende.

Feriefagter og 90’ernes favorit-leg    

Du har sikkert oplevet noget lignende på en rejse i udlandet, når du løber ind i sprogbarrieren og bliver nødt til at pege og bruge forskellige fagter for at gøre dig forståelig.

Det var det samme, Cooks besætning og Haush-folket gjorde.

Eftersom de ikke kunne forstå hinandens ord og sætninger blev de i stedet nødt til at bruge forskellige fagter og grimasser for at gøre sig forståelige for hinanden. Og det virkede ganske udmærket.

Haush-folket hjalp endda Cook og hans mænd med at finde drikkevand til deres videre rejse. Så på en måde spillede europæerne og Haush-folket en slags tværsproglig og tværkulturel version af 80’er-90’er-hittet ’Gæt og Grimasser’.   

Sprog er som ’Gæt og Grimasser’

Det er en af hovedpointerne i min nye bog, ’The Language Game’ (’Sprogspillet’), som jeg har skrevet sammen med Nick Chater fra University of Warwick i England. Her foreslår vi, at mødet mellem europæerne og Haush-folket kan fortælle os en hel del om, hvordan vi mere generelt set kommunikerer med hinanden.

For vores sprogbrug er på mange måder ligesom et spil Gæt og Grimasser.

Spillet Gæt og Grimasser er nemlig et godt eksempel på, hvor vigtigt det er at improvisere, når man kommunikerer med hinanden.

På den ene side skal den, der gestikulerer, hele tiden aflæse sine medspillere for at se, om de kan forstå idéen bag de improviserede fagter.

På den anden side er det lige så vigtigt at dem, der skal gætte, også er kreative i deres fortolkninger, fordi de forskellige fagter og grimasser kun fungerer som en slags ledetråde.

Improvisation oven på improvisation oven på improvisation …

For at forstå disse ledetråde har vi brug for den viden, vi har om grimasse-spilleren og om eventuelle tidligere spil, vi har spillet sammen. Det kombinerer vi så med alt det, vi i øvrigt ved om vores omverden.

Gæt og Grimasser handler altså om improvisation begge veje – det kræver et godt samarbejde for at kunne aflæse og hjælpe hinanden.

Det samme gælder, når vi snakker sammen: Vores ord er kun ledetråde til det, som vi vil sige.

Vi har brug for vores viden om hinanden, hvad vi tidligere har snakket om, det nuværende samtaleemne og verdenen generelt set for at kunne forstå ledetrådene. Og for at opbygge en gensidig forståelse af det, vi snakker om, har vi derfor brug for en hel del kendskab til fælles kulturelle normer, skikke, konventioner – og general almenviden om, hvordan verden hænger sammen.

Uden den viden er det svært at aflæse hinanden og finde ud af, hvad ordene er ledetråde til.

En god samtale handler derfor om, at man sammen opbygger en fælles forståelse, improvisation oven på improvisation – ligesom når man spiller Gæt og Grimasser.

Improviseret sprogevolution 

Uden et fælles sprog er det klart, at Cooks besætning og Haush-folket ikke kunne tale med hinanden.

Men hvis de havde haft længere tid sammen, så ville de nok relativt hurtigt have skabt et nyt sprog, som de kunne bruge til at kommunikere med hinanden.

Det er nemlig sket igen og igen gennem menneskehedens historie. Når folk bliver bragt sammen uden et fælles sprog, så tager det ikke lang tid før et simpelt sprog opstår, der gør det nemmere at arbejde sammen.

Det så man for eksempel med det nicaraguanske tegnsprog, som hurtigt udviklede sig, da døve børn fra rundt omkring i Nicaragua blev bragt sammen på en skole i Managua.

Det var egentligt meningen, at børnene skulle lære at mundaflæse, men det kom de ikke langt med. I stedet begyndte de at skabe deres eget tegnsprog ved at sammensætte forskellige tegn, som de hver især havde brugt hjemme til at kommunikere med deres forældre.

Da forskellige familier ofte brugte forskellige tegn til at henføre til de samme ting, var der i begyndelsen mange forskellige tegn knyttet til en bestemt mening. Men efter nogen tid begyndte børnene at forsimple og systematisere tegnene, så de brugte de samme tegn for de samme ting. På denne måde opstod der gradvist et nyt tegnsprog.

Er grammatik også spontan?

Men hvad så med grammatikken? Kan den måske også opstå lige så spontant?

Det viser sig, at hvis man tager de udviklingsprocesser, som er på spil i det nicaraguanske tegnsprog og gentager dem over en længere periode, så kan man langsomt se forskellige grammatiske mønstre dukke frem.

Dette kaldes for ’grammatikalisering’ og er en proces, hvor ord mister noget af deres konkrete mening og i stedet påtager sig en mere grammatisk rolle.

Et eksempel på det fænomen har vi i den danske endelse: ’-lig’. Det betød oprindeligt ’skikkelse’ på oldvestnordisk, og vi bruger det stadigvæk til at snakke om døde legemer.

Men med tiden er ’-lig’ også kommet til at have en mere abstrakt betydning som en grammatisk endelse. I dag bruger vi ’-lig’ til at sige, at noget:

• Kan ændre sig (for eksempel ’bevægelig’ og ’ønskelig’)
• Opleves på en bestemt måde (for eksempel ’fornøjelig’ og ’klædelig’),
• Indebærer eller minder om noget bestemt (for eksempel ’farlig’ og ’blålig’)
• Betegner en regelmæssig gentagelse (for eksempel ’daglig’ og ’årlig’)

Når denne slags grammatikalisering gentager sig igen og igen gennem århundreder og årtusinder, så opstår de mange mønstre, som vi kender som grammatik.

Menneskehedens vigtigste opfindelse er sproget

Både vores sprog og sprogets regler – grammatikken – er altså et resultat af spontane improvisationer. Denne evne til at skabe sproglige innovationer kan også forklare, hvorfor vi mennesker har så store hjerner i forhold til vores kropsstørrelse.

Og det er noget, videnskaben har prøvet at forstå i mange år.

Vi foreslår en ny forklaring: Vores store hjerne er resultatet af en sneboldeffekt, som startede med, at nogle tidlige mennesker begyndte at samarbejde i den slags Gæt og Grimasser-spil, som vi så i historien om Cook og Haush-folket.

Evnen til at forstå flere og flere forskellige ledetråde i disse kommunikationsmæssige Gæt og Grimasser-spil gjorde det muligt at leve sammen i et mere komplekst socialt samvær.

Det førte til et evolutionært pres for større hjerner for bedre at kunne klare sig i den mere komplicerede sociale sammenhæng. Og det muliggjorde så en endnu mere sofistikeret brug af Gæt og Grimasser, som derefter ledte til endnu større hjerner, og så videre.

Evnen til at bruge sprog via Gæt og Grimasser ændrede kort sagt alt for menneskeheden.

Sproget gør det muligt for os at videregive viden til vores efterkommere, så de ikke behøver at lære alting forfra. På den måde kan vi opbygge mere og mere viden på tværs af generationer.

Med sproget kan vi også etablere det netværk af aftaler og regler, som gør det muligt for os at leve fredeligt sammen i store grupper.

Men den er også tilfældig  

Uden sproget ville det altså ikke være muligt at have vores moderne samfund med love, finans, handel, videnskab, teknologi og meget andet.

Vi behøver kun at kigge på de andre menneskeaber for at se, hvor begrænset vores verden ville være uden sprog.

På trods af sprogets helt utrolige betydning for vores velfærd har der aldrig været nogen overordnet plan bag det kommunikationssystem, der kom til at vende op og ned på menneskehedens evolutionære skæbne.

I stedet er vores vigtigste opfindelse blot det tilfældige, kumulative resultat af utallige generationers forsøg på at gøre sig forståelige over for hinanden.