Et menneske kan overleve en time på sletten uden vand. Så mon ikke at fortidsmennesket har holdt sig tæt til floden?

jeg tænkte på - selvfølgelig er det vigtigt for en masse havdyr og fisk at søge føde på "utraditionelle" tidspunkter eller at blive hurtigere svømmere, bedre til at camuflere sig.

Personligt tror jeg aldrig at man "kommer væk fra" "survival of the fittest" - da det jo også taler om enkeltindividets chancer for at klare sig indenfor populationen specielt for dyr som har potentialet til at blive "gamle"

Hej Kim

Havdyr kan sagtens have tilpasninger for at slippe væk fra fjender, se blandt andet blæksprutter der dykker meget dybt og /eller er nat-aktive.

Faktisk er man på vej væk fra "survival of the fittest" og går mere imod begrebet: "reproductive succes" som faktisk indkluderer det at overleve "bedst" men fokuserer på antal afkom og kvalitet af denne.

mvh
Casper-Emil

"Det samme gælder også den anden vej. Hvis rovdyrene bliver bedre til at fange byttedyrene, er byttedyrene nødt til at finde på måder, hvorpå de kan undgå rovdyrene. Hvis de ikke formår det, uddør de."

Nah - en anden fornuftig tilpasning kunne f. eks. være at få mere afkom. Masser af havdyr har eksempelvis ingen mulighed for at undgå deres fjender, men !

Survival of the fittest er vel essensen af Darwin og det er i den forbindelse "fitness-landskabet" skal forstås - ikke noget med fjolser på løbebånd og lignende :-)

Udvikle et dårligt ord på dansk, dels fordi de antyder noget planlagt og dels fordi det antyder noget fremadskridende.
I virkeligheden så tilpasser vi os miljøet ud fra den værktøjskasser vi har fået med hjemmefra.
Det er en løbende og langsom process, og der findes ikke missing link kun afstand i tid. Der findes heller ikke levende fossiler i bioglogien hænger form og funktion samme, så at formen bibeholdes betyder ikke manglende tilpasning.

Jeg synes Thomas Mailunds forklaringer er både gode og let forståelige. Men jeg savner nogle parametre. Evolution er, som det også antydes i interviewet, en dialektisk proces, hvor både art og omgivelse er på spil. Omgivelserne stiller rigtigt nok udfordringerne. Men svaret på udfordringerne kommer fra et sted. Jeg synes det aspekt underspilles. Når ligevægten afbrydes, er der fare på færde, men også oceaner af muligheder, for den der kan rykke når lejlighed byder sig. Menneskearternes umiddelbare forfædre havde nogle variationsmuligheder i DNA’et, der gjorde en hurtig og ganske enestående evolutionen mulig. De kunne rykke. Andre arter udviklede sig faktisk fint i skoven og chimpanserne talte millioner, inden vores destruktivitet satte ind for godt hundrede år siden.

Der er noget underligt sen-barnligt ved mennesket, sammenlignet med vores nærmeste slægtninge. Vores læring holder sig i gang i betydeligt længere tid, end chimpansebørns. Det er som om chimps lukker for udviklingen længe før vi. Disse neotene træk ved mennesket er gennemgående i både udseende og adfærd. Hovedformen med den høje pande er fx infantil hos chimps og gorillaer, men ikke hos os. Den legende udforskning af omgivelser sammen med kammerater, forfining af sociale strukturer gennem spil og idræt, seksuelle idealer, der vægter ungdomstæk frem for erfaringstræk osv. Der er flere ting der peger på, at en ændring i den måde vi modnes på, har været en drivkraft i de forandringer, der førte til det, vi i dag opfatter som de særligt menneskelige, når vi sammenligner os med de arter, vi delte vej med længst gennem evolutionshistorien. Mennesket er af genetiske grunde en art, der kan tilpasse sig en utrolig variation af levesteder og levemåder og har derfor i både store og små forhold enten tilpasset sig eller bare dannet lokal variation uden egentlig evolutionær ”mening”. Vores gener har en plasticitet, der fx giver plads til ret store ydre variationer i størrelse, farver og former, uden at det har nogen betydning for vores evne til at forplante os med hinanden. Intet tyder på, at der er artsdannelse på spil i menneskeheden som sådan. Vi er meget tæt på hinanden, uanset geografisk variation, og vores afkom kan vokse op i ethvert andet menneskeligt samfund med fuld integration, dersom de adopteres.

Om det så primært er sletten, de tilpassede sig, er vel også en diskussion værd. Skal vi se på, hvilke evolutionære hovedtilpasninger der er sket, så peger de ikke nødvendigvis i retning af at være fremtvunget af sletten.
Opret gang taler godt nok lidt for slettens betydning. Jagt, der indebærer at kunne se op over højt græs, løbe og slynge kasteskyts, er helt oplagt tilpasninger, der giver mening i det miljø. Det ville dog også være forenligt med tilpasninger til et liv langs floder eller søbredder hvor det, at vade ud i lavt vand, anvende fiskeredskaber og svømme, kunne drive den samme kropstilpasninger frem. At den oprette gang har været en kæmpefordel, er indiskutabel. Ellers var den ikke blevet til noget. De negative konsekvenser med hensyn til måden at ”bære” de indre organer, med tryk ned i bækkepartiet, en konstant fejlbelastet rygsøjle og de helt klodsede bivirkninger for graviditet og fødsel indikerer, at fordelene har været store. Omkostningerne er nemlig voldsomme.

Manglende pels er betemt ikke en oplagt tilpasning til slettens bagende sol. Ingen andre dagaktive dyr har, mig bekendt, afviklet deres pels som led i tilpasningen til livet i det åbne. Det taler mere for skyggefulde strækninger langs (og i) floder og søer, hvor den pels, der var udviklet i de mange år som aber, ikke er til megen nytte. Kun makakkerne i Japan gider det med vand, de andre er bestemt helst fri – ikke mindst menneskeaberne. Tilpasningen kan dog også være en sekundær bivirkning, hvis nøgenhed har været en markør for den pædomorfi, der kan have været tidlige kriterier/idealer for, hvem der blev foretrukket som partnere. Så var det med andre ord ikke fordi de nøgne aber undgik at få dyngvåd pels og blive snaksket ind i mudder, men fordi det signalerede lang ”barndom” på det mentale (men ikke reproduktive) område. Egentlig pelsagtig hårvækst (ud over hoved, armhuler og omkring kønsorganer) anses i de færreste kulturer for at være et udpræget ungdomstræk (om nogen?) og optræder så godt som udelukkende kun hos mænd over deres første ungdom.

Brugen af ild, den avancerede tildannelse af redskaber, tilberedning af maden og endeligt sproget, og den deraf følgende mulighed for kollektiv hukommelse, kan vel være udviklet i mange naturtyper og er i virkeligheden uafhængigt af dem.

Et andet svar på, hvorfor mennesket udviklede sig som det gjorde, kunne derfor også lyde: fordi de kunne, da lejlighed bød sig. Også uden, at der er noget galt med Thomas’ gode forklaring.

mvh
wlf

Det er noget Vi altid har gjort, Vi kan ikke andet, end at følge Livet's rytme, på samme måde som med døgnrytmen.
'Livet's rytme' er garant for at Vi kan forny livs-oplevelsen i det uendelige, i al evighed, og det er det Vi kalder evolutionen eller udviklingen, der i virkeligheden er en evig rytmisk indvikling og udvikling, på højere og højere planer/udviklingszoner.
Men bag det hele er Ur-begæret, Livet's begær efter at opleve, Livet, Sig Selv.

Måske en lidt uheldig fordanskning af begrebet, men fitness er nu et veletableret i bioglogien.
http://en.wikipedia.org/wiki/Fitness_(biology)

Åbenlys trold Knud -_-

For mig som matematisk(økonom) giver udtrykket rigtig god mening, tænk på at visualisere en funktion af flere variable. Faktisk kender jeg netop udtrykket fra evolutions baserede transport algoritmer(tænk programmer der minimere transport).

Tænk på den lodrette(y) akse som et individs(eller en algoritmes) effektivitet, dernæst tænk på dybden og bredden(z og x) som faktorer der forklare effektiviteten, fx. størrelsen på hajen og dens hjernestørrelse.

Evolutionen variere nu hajens karakteristika(størrelsen og hjernestørrelse) sådan at den optimere den lodrette akse. Men i praksis er der jo rigtig mange forskellige knapper at skrue på! derfor er det mere et n dimensionalt rum, men landskabsbilledet er lettere at visualisere, men har stadig mere end et input.

ex. på en funktion af to variable
http://1.bp.blogspot.com/_UuDt8fZYCTg/THKYUJFUCGI/AAAAAAAAAVI/LZMQpvahfM...

Under alle omstændigheder syntes jeg det er snæversynet at kalde det får et "åndssvagt hjemmestrikket og komplet meningsløst begreb", blot fordi du ikke kan forstå ordvalget kan det jo stadig give mening for personer der er uddannede inden for emnet og derfor har andre/rigtige "briller" på.

Fitness-landskab ordet er sært og konstrueret – det ligger ikke godt i munden – der er ingen logisk sammenhæng mellem fitness og landskab – hvis det har været i omløb i så mange år og ikke er en blevet en del af vores ”standard-ordforråd” understreger det jo blot at det er for sært til at falde naturligt ind – fitness-landskab – det mangler rytme det halter og det irriterer.

Adaptive landskaber - se det er et ord med pondus - et begreb der vækker respekt - et begreb der giver mening og de rette billeder på nethinden - Adaptive-associationer skabt af tilpasningen og forfinet af udviklingen.

- fitness-landskab lyder som det kommer fra en af de blogge der er skrevet af en Østerbro spelt-fi... der udlever sin midtsvejs-og identitetskrise i medierne.

Kim, jeg ved ikke om jeg kan hjælpe med at danne en intuition omkring hvad vi forstår med et fitness-landskab hvis metaforen om bakker og dale ikke virker... Udtrykket er nu ikke så hjemmestrikket endda. I hvert fald ikke hjemmestrikket her for nyligt. Det har været brugt siden 1930'erne og blev introduceret af Sewall Wright, en af genetikkens fædre.

http://en.wikipedia.org/wiki/Fitness_landscape

Knud, at det er dem der tør prøve noget nyt der driver den teknologiske udvikling er nok rigtig nok, men ikke det rigtige billede i denne sammenhæng. Hvis arten har tilpasset sig sit miljø optimalt, så vil alle forsøg på noget nyt praktisk talt betyde at man prøver noget sub-optimalt. For normen er jo netop, per definition i dette eksempel, optimal. At gøre noget sub-optimalt i evolutionsspillet har fatale følger, og man bliver slået ud af spillet, ikke blot tilbage til start.

At tilpasse sig de omgivelser man befinder sig i - optimalt eller ej - kan da ikke være lig med udviling;- det er stagnation.
Det er jo derfor man stadig møder neandertalere og lignende, selv om jeg da har bemærket, at det påstås, at denne menneskeform er uddød. Det nulevende menneskes største svaghed er netop dets overbevisning om sin særligt veludviklede form. Mine iagttagelser gennem 70 år er ikke "videnskabelige", men udtryk for en god iagttagelsesevne og en aldeles manglende religiøsitet.
De får, der vover sig udenfor indhegningen (altså ikke tilpasser sig), er dem, der skaber udvikling, - de èr udviklingen.

fitness-landskab? Jeg kan ikke rigtigt få et brugbart billede frem - jeg kan godt se tanken med landskabet og de omtalte bakker i udviklingen - men at kalde det for et fitness-landskab er et sted mellem idiotisk og uforståeligt

- fitness-landskab?? Helt ærligt sikke et åndssvagt hjemmestrikket og komplet meningsløst begreb. Beklager det er ikke for at være uhøflig men det er sgu for tåbeligt.