Helt nede i mørket, blandt dynd og døde fisk, bor den pacifiske slimål.
Udover at den hverken har fået det mest flatterende navn eller har et specielt yndigt ydre, så er den også en ådselæder med helt særlig præferencer, når det kommer til føde.
Den ca. 50 centimeter lange slimål fortærer sin mad ved at svømme ind i et kadaver, og derefter æder den sig langsomt vej ud gennem det døde dyr.
Det sker efter, den har syltet hele sit måltid ind i en tyk slim, som den udskiller gennem porerne. Så er der nemlig ikke andre dyr, der kan få adgang til ådslet.
Sjældent måltid
Når slimålen skal spise, slår den en knude på sig selv, som den presser op mod den kæbeløse mund. På den måde kan den tage en ordentlig luns af det kadaver, den har udset sig.
En slimål kan spise flere gange sin egen vægt af rådden fisk, og det er en vigtig evne, siger fiskeekspert og biolog, Henrik Carl fra Naturhistorisk Museum.
»Fordi slimålen lever af ådsler, der ikke altid er til at få fat i, er det nødvendigt, at den nærmest æder for det næste halve år,« siger han.
Skindet suger til sig
Derfor har slimålen udviklet en særlig evne til at få mest muligt ud af sine sjældne måltider. Forskere fra University of Canterbury i New Zealand har netop opdaget endnu en usædvanlig spisemetode hos slimålen.
Når den ikke kan have mere mad i maven, optager den i stedet næring gennem skindet.
Undersøgelsen, der for nylig blev offentliggjort i Proceedings of the Royal Society B., viste, at mens slimålens skind kan fortære mad, bliver væsker uden ernæringsmæssig værdi holdt ude.
Og det er rigtig smart, siger Henrik Carl fra Naturhistorisk Museum.
»Ådsler er ikke så hyppige, så det giver god mening, at slimålen optager så meget næring som muligt. Samtidig er det et smart trick, fordi slimålen jo er omgivet af sin mad, når den ligger inde i ådslet. Der er ikke mange andre fisk, der ville kunne få udbytte af samme funktion,« siger han.
Skiller skidt fra næring
For at se, hvor gennemtrængelig slimålens skind er, tog forskerne et stykke af skindet og spændte det ud i en flaske, der indeholdt en saltvandsopløsning på den ene side og en opløsning, der ligner slimålens egen kropsvæske, på den anden side.
Herefter tilsatte forskerne radioaktive aminosyrer, sukker og madfarve til saltvandsopløsningen.
Efter et par timer begyndte skindet at blive radioaktivt, efterhånden som det absorberede aminosyrerne. Men madfarven blev ikke optaget i skindet.
Forskerne mener, at det betyder, at skindet kun optager stoffer af ernæringsmæssig værdi.
Slimålen minder om os
Det er første gang, at spisevaner hos hvirvel- og kæbeløse dyr er blevet observeret, og ifølge forskerne kan opdagelsen være med til at kaste lys over, hvordan menneskets fordøjelsessystem er opstået. Slimålens særlige evner i skindet minder nemlig om den måde, vores tarme optager næring på.
»Det er en spændende opdagelse. Og det bliver især spændende at se, hvor meget, der går igen i de andre arter,« siger Henrik Carl.
