Gærsvampe af arten Saccharomyces cerevisiae.

Forskere fra Harvard University har fundet ud af, at ølgærsvampen er genetisk kodet til at ofre sig for fællesskabet, skriver universitetet i en pressemeddelelse.

En sådan social opførsel har intet med moral at gøre. Det, forskerne har afdækket, er et eksempel på genetisk indkodning af selvopofrende opførsel, også kaldet altruisme.

Samling i centrumDen selvopofrende opførsel fremkommer når gærsvampen er truet. En type trussel kunne komme fra andre mikrober, en anden fra alkohol.

I modsætning til øldrikkeren kan ølgærsvampen nemlig ikke klare 'de stærke dråber'. Den forsøger at beskytte sig selv mod giften ved at klumpe sig sammen.

Ølgærsvampene i midten af klumpen er beskyttet, men slægtningene, som er havnet yderst, sætter livet til. Ølbryggere kender godt til disse klumper af gærsvampe, der danner grums i bunden af bryggekarret.

Egoistiske generHvordan kan organismer have gener, som beder dem om at ofre sig for fællesskabet? Sådanne gener burde jo være dødsdømte, fordi de ikke bliver spredt.

Socio-biologien giver svaret. Den er en ganske ung videnskab, startet af den britiske evolutionsbiolog William Hamilton i 1960erne. Socio-biologien forsøger at kortlægge hvordan social opførsel kan give fordele i evolutionens 'survival of the fittest'.

Selv om det kan være bittert at indse det, handler ikke evolutionen om at udvikle os, individerne. Den handler om at udvikle vores arvemateriale. Denne indsigt blev populariseret for et bredere publikum for første gang i bogen 'Det Selviske gen' (The Selfish Gene) af Richard Dawkins.

Den enkelte levende skabning kan altså i nogle tilfælde ofres, så længe genet eller arvematerialet drager fordel af dette, ved at blive spredt bedre. Individerne er selvopofrende, men genet er 'egoistisk'.

Hvem skal sætte livet til, og hvem skal reddes? Det er ligegyldigt, bare genet for grønt skæg klarer sig.

Grøntskæg-effektenEvolutionsbiologerne kalder princippet for 'grøntskæg-effekten'. Forestil dig, at du har mange små dværge med grønt skæg. De har et specielt gen - eller arvemateriale - som giver dem dette grønne skæg.

Det er dermed let for en dværg at genkende en anden dværg med det samme, grønne skæg. Dette betyder at også generne for det grønne skæg har fundet en måde at genkende hinanden på.

For grøntskæg-genet er det hamrende ligegyldigt om dværgen Gnavpot, Dumpe eller Lystig overlever. Det som er vigtig, er at flest mulig dværge klarer sig. Dette kan for eksempel ske ved at generne giver dværgene - eller gærsvampene - besked om at klumpe sig sammen.

For gærsvampene starter sammenklumpningen ved at de udskiller et klæbrigt protein. Genet som koder for dette protein, er gærsvampenes 'grønne skæg'.

Nyttigt også for medicinsk behandlingForskere har endnu ikke påvist mange af disse 'grøntskæg'-gener i naturen. Derfor er opdagelsen, som forskerne fra Harvard University har gjort, interessant for evolutionsbiologer.

Forskningen kan også være nyttig for medicinsk behandling. Mange AIDS-syge eller patienter, som har gennemgået transplantationer og kræftbehandling, dør af infektioner forårsaget af gærsvampe.

Disse gærsvampe klumper sig også sammen for at forsvare sig mod den medicin, som skal bekæmpe dem. Ved at kunne standse denne sammenklumpning, vil det blive lettere for lægerne at behandle patienter med sådanne gærsvampsinfektioner.

Forskningen publiceres i en artikel i tidsskriftet 'Cell'.

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov