Vikingeskibe så måske anderledes ud, end vi tror

Når vi ser en rekonstruktion af et vikingeskib på et museum, så er det ikke sikkert, at vi ser et nøjagtigt billede af fortiden. Gamle billeder på runesten og mønter viser skibe med lave og brede sejl, men alligevel har de fleste rekonstruktioner højere og mere kvadratiske sejl.

Det fortalte museumsinspektør på Roskilde Museum og arkæolog Ole Kastholm ved en konference om vikingetiden på SAXO-instituttet i København for nylig.

Vi bør kigge på vikingernes billeder

Ole Kastholm mener, at vi burde kigge mere på billedmaterialet fra eksempelvis vikingetidens runesten, billedsten og mønter, når vi rekonstruerer vikingeskibe.

»På alt det billedmateriale, vi har fra samtiden, er skibene gengivet med meget bredere sejl. Det har man udeladt under rekonstruktionen, og hvis man udelader kildemateriale, så giver det jo et forkert indblik,« siger Ole Kastholm.

Han studsede selv over, hvordan det kunne være, at de rekonstruerede vikingeskibe ikke lignede dem på vikingernes egne afbildninger, og derfor gik han i gang med at undersøge sagen.

Efter at have analyseret skibsbilleder på blandt andet de gotlandske billedsten fra Sverige, mønter og graffiti fra vikingetiden kunne han konstatere, at de afbildede sejl ikke havde samme form som dem på rekonstruktionerne.

Kan billederne overhovedet bruges?

Rekonstruktør på Vikingeskibsmuseet i Roskilde, Vibeke Bischoff, der har været med til at rekonstruere adskillige vikingeskibe, fortæller, at billedmaterialet er blevet taget i betragtning, men hun mener ikke, at de gamle billeder er realistiske nok til at sige noget om proportionerne på skibene.

»Vi har brugt billedmaterialet, for eksempel til at tolke tovværkets fastgørelse i sejlet og masten, men ikke til at sige noget om proportionerne. På de gamle afbildninger på billedsten og mønter er mastens højde, sejlet og menneskene ombord helt overproportionerede, så man kan derfor ikke bruge dem til at sige noget om, hvor brede sejlene har været på vikingeskibene,« siger hun.

Hun mener ikke, at billederne har haft til formål at ligne, men til formål at fortælle en historie.

»Når man ser et vikingeskib komme ind mod land, ser man først det store sejl. Hvis jeg skulle afbillede sådan et stort skib, så ville jeg også overdrive det element, og så i øvrigt tegne det fra siden, så man kunne se, hvor langt det var, og hvor mange mennesker der var ombord,« siger Vibeke Bischoff.

Billederne fra vikingetiden strækker sig over en 400 år lang periode, og Ole Kastholm har derfor svært ved at tro på, at samtlige billeder har gengivet noget forkert eller har haft til formål at fortælle den samme historie.

»Jeg er ikke i tvivl om, at billederne ikke er tekniske, men når de alle sammen viser det samme brede sejl på så forskellige medier som mønter, sten og graffiti igennem flere hundrede år, så skulle det virkelig undre mig, hvis det udelukkende skyldes en grafisk tradition,« siger Ole Kastholm.

Vibeke Bischoff nævner dog, at der også findes et tapet vævet i begyndelsen af 1100-tallet, kaldet Bayeux-tapetet, som viser skibe fra vikingetiden, der ikke har lige så brede sejl, som dem man ser på billedstenene.

Vi skal tolke uanset hvad

Rekonstruktør Vibeke Bischoff er enig i, at det er tankevækkende, at så mange billeder gengiver de brede sejl.

»Det er da besynderligt, men det er også mærkeligt, at masterne er så høje på billederne. Faktum er, at vi aldrig har fundet sejl fra vikingetiden, så derfor kan vi ikke vide, hvordan de så ud, og så er vi nødt til at tolke,« siger Vibeke Bischoff.

Da der aldrig er fundet sejl fra vikingetiden, er man nødt til at tage udgangspunkt i andre kilder som skibsfund, billeder og skrifter, der har overlevet.

Vibeke Bischoff fortæller, at flere bevarede skibe fra vikingetiden har spor fra sejl og rig bevaret, og de viser ikke nogle tegn på de meget brede sejl, som man ser på billedstenene.

Skrogene fra de gamle vikingeskibe har mange af de samme træk som de norske råsejlsbåde fra 1800-tallet, og man har derfor lavet sejl efter samme princip, men med en lidt anderledes udformning. De norske skibe har haft trapez-formede sejl, hvilket man på Vikingeskibsmuseet ikke mener, vikingeskibene har haft.

»Jeg mener, at når man ser vores skibe, så kan man godt regne med, at det var sådan et vikingeskib så ud,« siger Vibeke Bischoff.

Hun fremhæver at alt tilgængeligt materiale er indgået i arbejdet på Vikingeskibsmuseet, men at de bevarede skibe altså vejer tungere end de øvrige kilder.

Vi tror på rekonstruktionen

En rekonstruktion af et vikingeskib er et imponerende syn. Det virker stærkt på os, at vi i dag kan prøve, hvordan vikingerne har sejlet for 1.000 år siden. Derfor er det også en følsom opgave at rekonstruere et vikingeskib, mener Ole Thirup Kastholm, der er arkæolog med speciale i forhistorisk sejlføring.

»Der ligger stor magt i en rekonstruktion. Man er med til at bestemme, hvordan andre ser på vikingetiden. Rekonstruktioner virker på os, fordi de jo rent fysisk er der,« siger han.

Han mener, at det er en stor udfordring at fortælle iagttageren, at en rekonstruktion er et forslag og ikke en faktisk kopi.

»Skibet er i formidlingsmæssig sammenhæng en overbevisende rekonstruktion, fordi det fungerer. Skibet er komplekst. Det skal kunne sejle, og sejle godt, for besætningens liv kan være afhængig af det. Og når rekonstruktionen så virker, så bliver menneskene omkring på en eller anden måde påvirkede af det,« mener han.

Derfor mener han også, at det er vigtigt at være nuanceret, når man forholder sig til kildemateriale.

Det er Vibeke Bischoff enig i, og hun forsikrer også, at alt tilgængeligt materiale indgår i Vikingeskibsmuseets arbejde med at rekonstruere vikingeskibenes sejl og rig på en så troværdig måde som muligt.

Svaret ligger måske begravet i Aggersund

Hvordan sejlene egentlig så ud er stadig en gåde. Man har aldrig fundet et vikingeskib, hvor sejlet har været intakt, men i Aggersund i Nordjylland fandt man i 1996 et vikingeskib begravet under jorden, som muligvis kan besvare spørgsmålet. Skibet vender nemlig på hovedet, og derfor mener man, at de øverste dele af skibet måske er bevarede.

På de øvrige fund af skibsvrag har man blot bunden af skibenes skrog, men det er de øverste bordgange, altså de øvre dele af skibet, der kan sige noget om, hvordan sejlet har set ud.

Marinarkæolog Jan Hammer Larsen, der er ansat ved Nordjyllands Kystmuseum, tror, at skibets øverste dele muligvis er bevarede.

»Det er meget usandsynligt, at masten er intakt, da skibet ligger på hovedet. Så skulle den være knækket af, eller skibet skulle ligge på siden. De øverste bordgange, tror jeg dog, er nogenlunde intakte,« siger han.

Og netop de øverste bordgange mener både Vibeke Bischoff og Ole Kastholm kan indeholde spor på sejlets størrelse.

»Sejlet har været fastgjort flere steder på et vikingeskib. Der er et hjørne foran og et hjørne agter, det vil sige bagved, som har været fastgjort til en enten en klampe eller er løbet gennem et hul. Begge dele har sandsynligvis sat spor. Har man de to spor, så kan man også sige noget om, hvor bredt sejlet har været,« siger Vibeke Bischoff.

Skibet bliver dog ikke udgravet lige foreløbig, da det ifølge marinarkæolog Jan Hammer Larsen vil koste mange penge.

»En udgravning vil isoleret set nok koste fire-fem millioner, dertil kommer så efterbehandling, dokumentation, konservering og udstilling, så vi er oppe i rigtig mange penge,« siger Jan Hammer Larsen.