Svenskere er mere indvandrerfjendske end danskere
Fremmedfjendskheden er større i Sverige end i Danmark. Hvis en svensk politiker positionerer sig på indvandrerskepsis, kan det sikre magten, vurderer danske forskere, der har undersøgt forskellene mellem Danmark og Sverige.
Glansbilledet af de venlige svenskere, som har svært ved at følge den indvandrerskeptiske politiske debat i Danmark, krakelerer lidt med resultatet af ny dansk forskning. Svenskere er i virkeligheden mere skeptiske end danskere, lyder det. (Foto: Colourbox)

Hvis Sveriges statsminister Fredrik Reinfeldt beslutter at drage indvandrerspørgsmålet ind i den næste svenske valgkamp, kan han sikre magten lang tid fremover. Det vurderer dansk forsker, efter han og en kollega har kortlagt udviklingen i indvandrerskepsis i Danmark og Sverige.

»En magtbegærlig svensk politiker kan sætte sig på magten længe, hvis han åbner for debatten. Køberne blandt vælgerne er der. I Sverige har blandt andre Reinfeldt truffet det valg, som også Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussen gjorde, at han ikke vil politisere indvandrerdebatten, mens Anders Fogh Rasmussen valgte at politisere området og fik stor succes med det.«

»Vores konklusion er ret entydigt, at der er mulighed for at polarisere den svenske befolkning,« siger Carsten Jensen fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Svenskerne lægger låg på deres skepsis

Carsten Jensen har sammen med Jens Peter Frølund Thomsen undersøgt udviklingen i befolkningens indvandrerholdning og den politiske debat i Danmark og Sverige i perioden 1990-2008.

Op gennem 00’erne har der været en heftig debat på tværs af Sundet om, om danskere er mere fremmedfjendske end svenskere, eller om svenskere blot fortier indvandrerskepsisen. Carsten Jensens undersøgelse tyder på det sidste.

»Vores tal viser, at svenskere faktisk er mere indvandrerskeptiske, end danskere er,« siger Carsten Jensen.

Anders Fogh rykkede Venstre mod højre

De konklusioner er dog blot en sidepointe til undersøgelsens egentlige spørgsmål. Carsten Jensen og Jens Peter Frølund Thomsen ville undersøge, hvad der sker med vælgernes holdninger, når partierne slås om et emne som f.eks. integration.

Bliver vælgergrupperne mere polariserede, hvis partier positionerer sig på holdninger, der er i opposition til andre partiers holdninger, som det ifølge forskerne er sket på indvandrerområdet i Danmark? Resultaterne af forskningen i bl.a. en lang række vælgerundersøgelser er netop blevet offentliggjort i onlineversionen af tidsskriftet Party Politics.

Forskerne konkluderer, at den politiske debat om emnet var tæt på ikke-eksisterende i både Danmark og Sverige frem til begyndelsen af 00’erne.

»I Sverige vil man ikke politisere indvandrerspørgsmålet, og det ville man heller ikke i Danmark, indtil Anders Fogh Rasmussen valgte at placere integration centralt i debatten og rykke Venstre til højre,« siger Carsten Jensen.

Indvandrerskepsis knytter sig til borgerlighed

Op til 2001 valget fik Dansk Folkeparti stor tilslutning, og samtidig med at Det Radikale Venstre ikke ville pege på Fogh Rasmussen, var det nødvendigt for Venstre og Konservative at støtte sig til Dansk Folkeparti, hvis de ville sikre regeringsmagten.

Fakta

Forskerne har kigget på tal fra The Comparative Manifesto Project, der samler og oversætter partiers valgprogrammer i en række demokratiske lande. Det viser, hvor stor en rolle integration har spillet i partiernes valgprogrammer siden 1990.

I Sverige har indvandrerspørgsmålet konsekvent ligget meget lavt, på nær to valgkampe, hvor det er steget lidt, bl.a. da Dansk Folkeparti-pendanten Sveriges Demokraterne stillede op. Omvendt fylder indvandrerspørgsmålet mere og mere i Danmark fra 1994 valget.

Tallene har forskerne sammenholdt med årlige og valgårlige nationale undersøgelser fra Sverige og Danmark.

Den udvikling er ikke sket i Sverige, og derfor kunne forskerne undersøge, hvordan det påvirker vælgernes holdninger til et emne, at deres politiske parti ændrer holdning på området.

»Hvis man spurgte en borgerlig i 80’erne, hvad det vil sige at være borgerlig, ville han ikke nævne noget om indvandrere og integration. Men hvis man spørger i dag, vil en indvandrer-påholdenhed blive nævnt som noget af det første,« siger Carsten Jensen.

Det vil sige, at vælgerne følger partierne relativt blindt. Hvis et parti ændrer holdning på et område, så følger vælgerne med.

»De dele af vælgerskaren, der fundamentalt er borgerlige eller socialistiske, følger i høj grad deres parti. Når Venstre ændrer holdning på indvandrerspørgsmålet, skifter Venstres vælgere også holdning. Vælgerne indordner sig under deres parti,« siger Carsten Jensen.

Svenske socialdemokrater er de mest skeptiske

Hvis man ser på udviklingen i indvandrerholdning i Sverige og Danmark, så identificerer forskerne et skift i holdningen hos borgerlige vælgere, samtidigt med at Venstre rykker mod højre på spørgsmålet. I Sverige er der ikke sket nogen udvikling, og derfor er der heller ikke sket en udvikling i befolkningens holdning til spørgsmålet.

»I Sverige er niveauet for fremmedfjendskhed helt uændret over tid, og  de socialdemokratiske vælgere er mere skeptiske end de borgerlige,« siger Carsten Jensen.

I vælgerundersøgelserne har svenskere og danskere besvaret et væld af spørgsmål, bl.a.  'Skal Sverige/Danmark tage imod flere flygtninge?'. På den måde har forskerne f.eks. identificeret, at vælgergrpperne ved 2007-valget nærmer sig hinanden. Det tolker forskerne i retning af, at Socialdemokraterne og SF er rykket en anelse til højre i forhold til tidligere valg. 

Vælgere følger trofast deres parti

Forskeren Rune Slothuus fra Aarhus Universitet har tidligere vist, hvordan vælgere næsten blindt følger de partier, de støtter.

Slothuus bad vælgere om at tage stilling til nogle lovpakker, som han sagde, at henholdsvis regeringen og oppositionen havde fremlagt. Resultatet var, at uanset om forslagene i virkeligheden kom fra Venstre eller Socialdemokratiet, så syntes vælgerne godt om det, når de fik at vide, at det kom fra 'deres' parti.

Carsten Jensen tolker resultaterne i retning af, at politikerne ikke behøver at være så bange for at foretage f.eks. ændringer i velfærdsstaten, fordi det tyder på, at vælgerne følger politikerne relativt blindt.

Selvom den konklusion læner sig op af international forskning, så kan det dog trække i den modsatte retning, at indvandrerspørgsmålet ikke er direkte dikterende for befolkningens tilværelse, som f.eks. sundhedsvæsnet er det, og at vælgerne derfor måske er nemmere at rykke.