Retoriker: Trumps FN-tale var til kernevælgerne, ikke statslederne

En politisk analyse af Donald Trumps tale i FN – dem har der været mange af – vil især se på, hvad han siger om sin politik:

• Hvilke emner lægger han vægt på?
• Hvad siger han ikke noget om, dvs., hvilke emner nedprioriterer eller udelader han?

Blandt andet har det været bemærket om den seneste tale, at skønt den i høj grad handler om de trusler, som verdenssamfundet står over for, indeholder den ikke et ord om for eksempel klima eller miljø.

Man har også med rette peget på, at selvom Trump gennemhegler regimerne i Nordkorea, Iran, Syrien, Cuba og Venezuela, siger han intet om for eksempel Saudi–Arabien, et andet undertrykkende regime – og USA’s allierede.

Talens virkninger og formål i fokus

En retorisk analyse vil især se på, hvad en taler gør med sin tale – og i den.

• Hvilke formål kan han have haft?
• Hvilke virkninger kan talen have?
• Hvilke træk i talen – både i dens indhold og dens formelle og sproglige træk – kan tænkes at fremme talens formål? Eller måske modvirke dem?

Med andre ord, hvilket overlap er der mon mellem de formål, talen synes indrettet på – og de virkninger, som man kan forestille sig, at den faktisk har?

Og hvad kan man i øvrigt sige om den måde, hvorpå taleren har valgt at fremme sine formål?

Trumps tale var ikke til statslederne

Et overordnet indtryk er, at Trumps seneste tale synes at være henvendt til et andet publikum end det faktiske (statslederne i FN–salen).

Meget af talen synes i stedet helt åbenlyst at være adresseret den vælgerbase, der gjorde Trump til præsident.

Næsten fra første ord fokuserer talen på værdibegreber og følelser, som Trumps kernevælgere deler. Og i påfaldende grad fremfører talen påstande om, hvor godt det går i USA, altså nu, under Trumps regering.

Trump kan ikke holde narcissismen tilbage

Et andet slående træk ved Trumps seneste tale er, at hans tilbøjelighed til at fremhæve sin egen person kommer ud mellem sidebenene. Dette træk kan næppe være strategisk velmotiveret, i samme grad som det at Trump hylder sine vælgeres værdier.

Læser man for eksempel sociologen Arlie Hochshilds bog Strangers in Their Own Land, som empatisk portrætterer Trump–kernevælgere i sydstaten Louisiana, er det tydeligt, at de er drevet af ideer om patriotisme, arbejdsomhed, selvhjulpenhed, moral, religion, familieværdier, men ikke at de hylder narcissisme eller selvcentreret brovten, som den Trump igen og igen hengiver sig til, også i den seneste tale.

Lige efter, at Trump er blevet introduceret af USA’s FN–ambassadør, Nikki Haley, men inden han begynder oplæsningen af sin tale (fra to skærme, som ser gennemsigtige ud fra publikums side), siger Trump improviseret:

»Jeg så faktisk et stort potentiale på den anden side af gaden, for at være helt ærlig, og det er kun, fordi FN var der, at dét viste sig at være sådan et succesprojekt.«

‘Dét’ hentyder til hans eget boligkompleks, ‘Trump World Tower’, der ligger over for FN–komplekset på Manhattans East Side.

»Jeg så et forretningspotentiale i, at FN lå her, og dét blev en stor succes!«

Men hvorfor skal alverdens statsledere vide dét?

USA har gjort det godt… siden valgdagen

Indledningsvis i den seneste tale byder Trump nu velkommen til New York til alle de fremmødte ledere (vi skal ikke glemme, hvem der er vært her).

»Det er en dyb ære at stå her i min hjemby som repræsentant for det amerikanske folk.«

»Jeg, mig, min« igen.

Der går derefter ikke mange linjer, før vælgerbasen skal høre om, hvor godt Trump har gjort det i den tid, han har ledet landet. Hvordan han kommer ind på det, er bemærkelsesværdigt:

Hans første afsnit bringer en tak til alle de ledere i salen, som har tilbudt hjælp i anledning af de ødelæggende orkaner, som har ramt USA.

Der forlyder intet om, hvorvidt USA har taget imod denne hjælp, eller om den har nyttet noget, for »det amerikanske folk er stærkt og ukueligt og vil komme ud af disse prøvelser mere beslutsomt end nogensinde før.«

Dette skaber en overgang til at fortælle, at USA heldigvis har gjort det godt – NB: »siden valgdagen den 8. november.«

At valgdagen skal nævnes her, sætter dels Trump selv i fokus, dels skaber det en underforståelse om, at USA’s gode udvikling har noget med valgdagen, altså med valget af Trump, at gøre – ja, den er vel årsagen til det.

Hvilken relevans har USA’s reformer i en tale til FN?

Nu har vi glemt orkanerne og glider ind i en opremsning af, hvor fremragende det er gået i USA – siden valget af Trump forstås – på alle parametre.

Aktiemarkedet nævnes først, det står »højere end nogen sinde før« – »en rekord,« tilføjer Trump pædagogisk.

»Arbejdsløsheden er på det laveste niveau i 16 år,« og på grund af ‘vores’ reformer »har vi flere folk i arbejde i USA end nogensinde før. Virksomheder flytter tilbage og skaber jobvækst, hvis lige vort land ikke har set i meget lang tid. Og det er lige blevet bekendtgjort, at vi vil bruge næsten 700 milliarder på vores militær og forsvar. Vores militær vil snart være det stærkeste, det nogensinde har været.«

Hvad skal de fremmede statsledere vide det for?

Bemærk hvor tynd forbindelsen er fra den halvanden linje, der handler om orkanernes hærgen, via USA’s ukuelighed til Trump–regeringens (påståede) resultater.

På grænsen mellem sandhed og løgn

Et andet aspekt ved denne passage er, at alle påstandene er faktuelt angribelige eller vildledende.

Den respekterede, faktatjekkende netportal FactCheck.org har i en artikel gennemgået alle Trumps udsagn (de er alle fremsat før og har været analyseret før). Det gennemgående er, at Trump siger noget, som måske ikke er usandt i sig selv, men som kan få tilhørere til at tro, noget usandt.

At »arbejdsløsheden er på det laveste niveau i 16 år« kan – især fordi valgdatoen er sat som skæringsdag – give det indtryk, at Trumps regering har skabt en ny udvikling. Men arbejdsløsheden var støt på vej ned, i lang tid før han blev valgt.

At der er flere i arbejde i USA end nogensinde før, er rigtigt nok i absolutte tal, men det skyldes også, at befolkningen vokser; procentuelt i forhold til befolkningstallet var beskæftigelsen højere i mange år (frem til finanskrisen).

Og hvad angår de 700 milliarder til øget militær og forsvar, er dette ikke vedtaget i Kongressen endnu (og igen: Hvad skal de fremmede statsledere høre om dem for?). Og så videre.

At lyve uden at lyve

Alle Trumps selvrosende faktuelle påstande bygger således på, at han vælger bestemte måder at regne og udtrykke sig på, som udelader visse oplysninger, og som let vil få tilhørerne til at tro noget forkert.

Politikere, også i Danmark, har længe opdyrket teknikker til at skabe usande opfattelser hos borgerne, uden at de selv behøver lyve direkte. Ministre sætter også rutinemæssigt deres embedsmænd til at udtrykke sig sådan.

Jeg har selv analyseret, hvordan præsident George W. Bush med den art sproglige manøvrer understøttede den grundløse opfattelse, at Saddam Hussein var medskyldig i 9/11 – uden at Bush nogen sinde direkte påstod det (læs mere om disse teknikker i denne artikel: Inception: How the Unsaid May Become Public Knowledge).

Jeg har også for nylig i en artikel på Kommunikationsforum.dk set på, hvordan Esben Lunde Larsen som minister balancerer på den samme kant.

Trump gør den også som klassisk amerikansk præsident

Der følger nu en lang passage, hvor Trump redegør for sin udenrigspolitiske filosofi – med ordene ‘sovereign’ (suveræn), ‘sovereignty’ (suverænitet) m.v. i centrum. Disse ord forekommer 21 gange i talen, dvs. gennemsnitligt hvert andet minut.

»Verden har brug for en koalition af stærke og uafhængige nationer, der sætter deres suverænitet i højsædet for at fremme sikkerhed, velstand og fred for sig selv og for verden,« lyder det fra Trump.

Dette bør være FN’s vision. Det var ud fra en sådan vision, at USA iværksatte Marshall–hjælpen til Europa efter 2. verdenskrig, siger han.

Når man ser på dette udenrigspolitiske credo (erklæring) i Trumps tale, er det egentlig ikke så langt fra, hvad tidligere præsidenter har sagt og ment.

USA har i årtier haft verdens stærkeste militær og været parat til at bruge det. Stærke, suveræne nationer, der varetager deres interesser, er grundlaget for internationalt samarbejde – mente Clinton, Bush og Obama ikke dét?

Hele denne passage af talen er i en højtidelig, gennemarbejdet stil, spækket med stilistiske virkemidler som de tre-leddede lister, for eksempel »sovereign, prosperous, and secure« (suveræn, velstående, sikker).

Samt brugen af skarpe modsætningspar som for eksempel »We want harmony and friendship, not conflict and strife.« (Vi vil have harmoni og venskab, ikke konflikter og ufred).

Altsammen sproglige virkemidler, der, ifølge englænderen Max Atkinsons forskning fra 1980’erne, er egnede til at fremkalde bifald.

Fra statsmand til værtshusbravade

Fra denne traditionelle, pompøse statsmandsstil er kontrasten stor og brat, da vi kommer til den meget citerede passage, hvor Trump taler om »fuldstændig at ødelægge Nordkorea,« og hvor han skifter over i den grænseoverskridende, værtshusagtige stil, der blandt andet består i at omtale sine modstandere og fjender med øgenavne:

»Raketmanden (altså, Nordkoreas Kim Jong–Un) er ude på en selvmordsmission for sig selv og sit regime.«

Næste møgfald gælder Iran, og her popper værtshus–bravaden op igen:

Atomaftalen med Iran »var en af de værste og mest ensidige transaktioner, USA nogensinde er gået ind i, og jeg tror ikke, vi har hørt det sidste om den – tro mig.«

Igen: Kan Trump have troet, at han med denne retorik kunne opnå entusiastisk tilslutning hos de forsamlede statsledere – derunder lederne af de lande, han håner og dæmoniserer?

Har han troet det, er han og hans taleskrivere ringe retorikere.

Det er næppe tilfældet.

Snarere har de nok haft kernevælgerne i Louisiana m.v. i tanken. Og de har sikkert hørt og værdsat budskabet.