Annonceinfo

På sporet af The Orange Feeling

Kampdruk og festivitas er ofte synonym med vold og det, der er værre. Men på Roskilde Festival er stemningen nærmest modsat.

Kærligheden flyder mellem mennesker på Roskilde Festival - også her i 2012. (Foto: Jeppe Wojcik)

Festivalen kalder det The Orange Feeling. Følelsen af samhørighed, frihed og fællesskab. Alle, der har været på Roskilde Festival, kender The Orange Feeling.

Når musikken først spiller, solen skinner og øllet flyder, så hersker der fuldkommen fred og fordragelighed på Roskilde Festival. Man ser ingen slåskampe, voldtægter hører til de yderste sjældenheder, og dødsfaldene, som i går, hvor en 20-årig svensker døde efter en narkotikaforgiftning, er tragiske enkelt-ulykker - med undtagelse af tragedien i 2000. Som festivaldeltager har man en følelse af, at de andre festivalgæster passer på én og omvendt.

Det er ikke kun sådan, billedet ser ud, når man er en solbrændt Roskilde-veteran med blomster i håret og en tårnhøj promille.

Også politiet kalder Roskilde Festival meget rolig. I år er der blevet anmeldt en del tyverier, men politiet har endnu ikke modtaget anmeldelser af vold, trusler, voldtægt eller grovere episoder. Sådan ser billedet ud hvert år.

Men hvad er det der sker, når man stuver omkring 100.000 mennesker med en gennemsnitsalder på 23 år sammen på halvanden kvadratkilometer og tilsætter øl og frie rammer?

Roskilde Festival er et brud med hverdagen

Kristine Munkgård Pedersen er ekstern lektor på Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier på RUC. I 2010 blev hun færdig med sin en ph.d. om hvordan Roskilde Festival organiserer sit publikum.

Hun mener, at Roskilde Festival giver festivaldeltagerne en unik chance for at bryde ud af vante mønstre og udleve en anden udgave af sig selv.

»Man er mere lidenskabelig, kærlig, vild eller venlig. Det er der måske ikke plads og overskud til i hverdagens trummerum. Roskilde Festival indbyder til, at man finder den side af sig selv,« siger Kristine Munkgård Pedersen.

Musikken spiller en central rolle i den proces, fordi musikerne formidler en tilstand af nærvær, sanselighed og følsomhed, som publikum kan spejle sig i og være en del af, forklarer hun.

Desuden er Roskilde Festival god til at skabe inddragende byrumsdesign, der stimulerer processen med at komme hinanden nærmere. Det kunne være en bænk, der er udformet, så du skal sidde ansigt til ansigt med en fremmed.

Derudover er der alle aktiviteterne som nøgenløbet og Camp of the Year, som er kammeratlige konkurrencer, som kan være et fælleskabsgenererende element.

»Det afstedkommer at flere skejer ud og bryder de vante rammer. Så man stimulerer publikum til at være meget medydende og en deltagende del af festivalen,« siger Kristine Munkgård Pedersen.

Roskilde er et ritual
Kådhed. (Foto: Jeppe Wojcik)

På den ene side er Roskilde Festival en skærende kontrast til hverdagen, og en måde at lukke gas ud af ballonen på, som Kristine Munkgård Pedersen formulerer det. På den anden side er Roskilde Festival et ritual.

»Det andet niveau er en slags rituel gennemspilning af nogle af de værdier, som vi værdsætter, og som vi har fra tressernes oppositionelle ungdomskultur. Der er ikke en direkte sammenhæng, men nogle af Roskilde Festivalens fællesskabelige rødder stammer derfra,« siger hun.

Kristine Munkgård Pedersen bruger begrebet liminalitet fra antropologiens verden for at forklare Roskilde Festivals lighed med et ritual.

Når man er i centrum for ritual - i et afrikansk samfund kunne det være, hvis du for eksempel skal omskæres - så befinder man sig i en zone, der er afsondret fra normalen. Det kaldes liminalfasen. Det er både tids- og stedsafsondret fra det normale samfund, og det har en helt tydelig start og slutning. Det samme har Roskilde Festival, forklarer Kristine Munkgård Pedersen.

»I liminalfasen kan de personer, der frivilligt eller ufrivilligt gennemgår et ritual iklæde sig andre former. Man er frataget sine egne normale genkendelig statustegn,« siger hun. Det er det, der sker, når man tager på Roskilde.

Man lægger alle særtræk og statussymboler fra sig. Man snakker ikke om indkomst eller civilstatus. Man klæder sig ligesom hinanden, selvom der er mange forskellige uniformer lige fra nøgen til krokodillekostume.

Fakta

Befolkningstætheden på Roskilde Festival er højere end noget andet sted i verden i den uge festivalen står på - selvom festivalgæsterne kun bor i et lag.

»Når man er i denne tilstand sammen med andre, føler man let fællesskab,« siger hun.

Jeg er Roskilde

På festivalpladsen oplever man alle steder det alt og alle-favnende fælleskab. De rækker vand til de koncertgængere, der ikke selv kan få fat på noget ved hegnet. Hvis man går kold i solen, sørger venlige sjæle for, at man ikke ligger der ubeskyttet. Folk passer generelt rigtig meget på hinanden.

Kristine Munkgård Pedersen forklarer, at det der er lykkedes rigtig godt for Roskilde Festival, er at det er blevet et fælles projekt, hvor publikum har ejerskab til festivalen.

»Man tager sammen ud i en grusgrav for at være Roskilde. Når jeg tager af sted, så er jeg Roskilde. Det er alle de andre også. Hvis jeg går i byen i Jomfru Ane gade, så er det ikke et projekt, jeg deler med alle de andre røvhuller,« siger hun.

Det kan være en del af forklaringen på, at 100.000 stive mennesker på en pløjemark ikke splitter det hele og hinanden ad. Fordi Roskilde Festival er deres.

 

Seneste fra Kultur & Samfund

Annonceinfo

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Spørg Videnskaben

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Mest sete video

Annonceinfo

Seneste kommentarer