Annonceinfo

Nationalmuseet udgraver voldgrav ved dansk koloni-fort i Indien

Arkæologer har netop udgravet voldgraven omkring det danske 'Fort Dansborg' i Trankebar. Udgravningen har afsløret et væld af ting, der viser, at danskerne rettede ind efter den indiske kultur.

Februar 2008. Den arkæologiske udgravning (felterne på pladsen) er ved at være afsluttet. (Alle fotos: Nils Engberg)

 

Normalt har ordet 'kolonimagt' en kedelig klang. Ordet rummer en masse forfærdelige historier om, hvordan magtfulde nationer igennem tiderne har undertrykt og udnyttet urbefolkninger og suget alle rigdomme ud af dem.

Men historien om opbygningen af den danske koloni i den indiske by Trankebar i 1620 er en undtagelse. Således fortæller alle historiske skrifter, at forholdet mellem danskerne og inderne var ligeværdigt, fordi begge parter fik noget ud af det.

Inderne tog imod danskerne med åbne arme. Og danskerne kvitterede ved hurtigt at forlade det trygge 'Fort Dansborg' og i stedet finde sig til rette blandt de lokale. På den måde opstod der en enestående dansk-indisk kultur.

Fakta

VIDSTE DU

Indien var for Danmarks vedkommende et ubeskrevet blad før 1620, men der herskede alle mulige forestillinger om rigdom og velfærd, og det danskerne stødte på i Indien var da også et højt udviklet land med en veludviklet samfundsstruktur.

For at komme et spadestik dybere i forståelsen af det unikke kulturmøde, har et hold arkæologer fra Nationalmuseet nu gennemført udgravninger i voldgraven omkring 'Fort Dansborg', der blev bygget i Trankebar umiddelbart efter at Danmark blev kolonimagt.

Voldgrav var losseplads

I begyndelsen af 2008 udgravede danske arkæologer under ledelse af museumsinspektør Nils Engberg et afgrænset område ved fortets voldgrav, og frem af jorden vældede der f.eks. potter, pander, tallerkener, drikkeglas, pibehoveder samt en masse byggematerialer.

De mange ting vidnede om, at voldgraven har endt sine dage som en losseplads for byens befolkning. Affaldet giver et fantastisk indblik i indbyggernes dagligdag i kolonien.

Nu har Nils Engberg været i Trankebar igen, hvor han igennem nogle uger har forsøgt at skabe sig et overblik over de mange fund og studere dem i nærmere detalje.

Alt arbejde i forbindelse med udgravningen foregik med håndkraft. I Indien er det kvindearbejde at fjerne jorden.

Blandt fundene er der store mængder kinesisk porcelæn, der fortæller om den livlige handel mellem Trankebar og Kina. Dertil kommer en del hollandske kridtpiber, vinflasker og engelsk stentøj, der er ført med fra Europa. Danske ting var der til gengæld ikke mange af.

»Det, der overrasker mig, er at der er så uendeligt lidt dansk i materialet. Der er nogle stentøjsskår, som på nuværende tidspunkt kun kan siges at være europæisk, men det er mere sandsynligt, at de er engelske end danske,« siger museumsinspektør Nils Engberg, og fortæller, at langt størstedelen af fundene, mere end 80 procent, er indiske.

»Det stemmer godt overens med de skriftlige kilder, for det bekræfter historien om, at de soldater, der boede på Fort Dansborg meget hurtigt fandt ud af, at det var rarere at bo i byen, hvorefter de har bosat sig blandt inderne, har giftet sig ind i familierne og i det hele taget har fået smag for det indiske liv,« pointerer han.

Noget for noget

Det danske koloni-eventyr startede, da admiral Ove Gjedde ankom til Trankebar i efteråret 1620 for at bane vejen for en dansk handelsstation i området. Derfor besøgte Ove Gjedde den lokale konge nayak Ragunatha i kongedømmets hovedstad Tanjavur. Kongen tog godt imod Ove Gjedde og udlejede et landområde til ham, hvorfra der i forvejen blev handlet Samtidigt gav kongen tilladelse til, at danskerne kunne bygge et fort ved Trankebars kyst, der kunne beskytte handlen mod andre kolonimagter.

I voldgraven fandt arkæologerne mange potteskår af indisk såvel som kinesisk keramik. Til gengæld fandt de ikke et eneste lille skår fra Danmark.

Kongen slog ikke ud med armene for Ove Gjeddes blå øjnes skyld, men for at hjælpe sit eget folk. På det tidspunkt havde Portugal monopol på handlen i Tanjavur, hvilket kongen var utilfreds med, for handelsmonopolet var årsagen til, at inderne fik alt for lave priser for deres varer.

Ved at tilbyde danskeren en kontrakt på Tanjavurs handel med Europa, kunne han bryde det portugisiske monopol, og dermed presse priserne i vejret.

»Forholdet mellem inderne og danskerne har været gensidigt, fordi danskerne har lejet sig til den rettighed at kunne handle,« siger Nils Engberg.

Byggearbejdet var en stor bedrift

Kort tid efter vendte Ove Gjedde tilbage til Trankebar og gik straks i gang med at planlægge opbygningen af fortet.

Hollandske pibebehoveder vidner om, at danskerne handlede med hollandske skibe i området.

Han gav sig selv i kast med at tegne bygningen, og så snart den var færdig fra hans hånd, gik indiske håndværkere under ledelse af danske ingeniører i gang med at opbygge fortet i mursten efter en tusindårig murertradition.

Til sidst gravede man voldgraven rundt om fortet, så man fremover kun havde adgang til fortet over en bro (se boks). Arbejdet har været intensivt og effektivt, for en dagbog fra en dansk soldat viser, at fortet stod færdigt bare tre år senere.

»Fortets omkreds er ca. 100 meter gange 100 meter, så det er ret imponerende, at det kunne bygges så hurtigt,« pointerer Nils Engberg.

Danskerne tog fortet i brug i 1623, og deres opgave var at handle med de danske skibe, der sejlede til Indien. Men paradoksalt nok kom der i lange perioder slet ingen danske skibe til området, fordi Danmark lå i krig med bl.a. Sverige. Danskernes kontakt til deres hjemland var derfor i lange perioder afskåret.

citatDet, der overrasker mig, er at der er så uendeligt lidt dansk i materialet
- Nils Engberg

»Et eller andet skulle danskerne dog leve af, og derfor handlede danskerne med skibe fra andre lande i området. Kom der eksempelvis et hollandsk skib forbi, så handlede han med dem. Det kan forklare, hvorfor vi finder hollandske kridtpiber og engelske kar i voldgraven,« fortæller han.

Danskerne flytter ud

Der gik ikke mange år, før de menige soldater begyndte at forlade fortet og bosætte sig blandt folket. Det satte en lavine i gang, for da soldaterne ikke længere var der, fik officererne lyst til at følge trop, og de flyttede ud i byen og byggede huse efter europæisk karakter - en stil, der stadig præger danskerkvarteret i Trankebar den dag i dag.

Tilbage på slottet var kun guvernøren, der boede på fortet frem til 1775. På det tidspunkt var det meget forfaldent. En tilstandsrapport viste, at vandet fra voldgraven trængte op i fortets murværk og ødelagde det, og i et forsøg på at redde bygningsværket, besluttede man derfor at fylde voldgraven halvt op med affald. I 1790 tog man så skridtet fuldt ud og fyldte voldgraven helt op, så Paradepladsen foran fik den størrelse, som den har i dag.

De store problemer med fortet fik også guvernøren til at flytte ud, og han købte et hus, der ligger på den anden side af Paradepladsen i forhold til fortet. I dag er bygningen en ruin, men Nationalmuseet er sammen med indiske arkitekter og myndigheder netop begyndt at sætte det i stand.

Uden for kastesystemet
På dette kort ses Fort Dansborg med bro, voldgrav samt de hjørnebastioner, som siden er nedrevet. Kortet har premierløjtnant Gregers Daa Trellund tegnet i 1733 efter forlæg fra 1691.

Når de danske soldater og ansatte i Østasiatisk Handelskompagni flyttede ud i byen og bosatte sig var det var det bl.a. fordi de fik kærester, koner og familie i byen. Og størstedelen af dem fandt sig til rette blandt den indisk-portugisiske befolkning.

Efterkommerne af de portugisiske kolonisters samliv med indiske kvinder var ikke en del af det etablerede kastesystem, men danskerne har åbenbart følt et slægtskab med disse halvt europæiske "indfødte". Det var i hvert fald blandt dem, at de fandt deres udkårne og stiftede familie, fortæller Nils Engberg og slutter:

»Selv om Danmark var en kolonimagt, så var danskerne ikke dominerende, men indordnede sig under de indiske forhold, på godt og ondt.«

Ud over at belyse dagligdagen i kolonitiden havde udgravningen også et andet vigtigt formål: at finde spor efter den bro, der har ført fortets beboere og gæster tørskoede over voldgraven.

Udgravning afslører rester af fortets bro Den inderste del af broen over voldgraven med spor af bikubeformet brolægning og stensat gravning til vindebroens kontravægt.

Derfor valgte arkæologerne at placere deres udgravningsfelter ud foran fortets nuværende port, hvor der var størst chance for at finde resterne af en bro. Da broen samtidigt har været det mest oplagte sted at fylde affald på voldgraven, ville arkæologerne slå to fluer med et smæk, for udgravningen vil derfor finde sted lige dér, hvor affaldsmængden var størst.

Udgravningen afslørede, at store dele af broen var velbevaret. Nærmest porten var et 5,3 meter langt brohoved med let skrånende, pudsede sider. Derefter har der været et åbent stykke til en vindebro. Fundamenterne til tre murede piller viser, at broen har haft tre vandgennemløb.

»Da de gamle rester af broen dukkede op, blev det et kæmpe tilløbsstykke. Byens indbyggere strømmede til, og der blev lavet flere fjernsynsudsendelser. Det var jeg meget positivt overrasket over. Inderne har en lang kulturhistorie med storslåede templer, som man skulle tro var mere interessant for dem. Men de synes, at historien om den danske koloni også er en del af deres historie,« siger Nils Engberg.

Danskerne lavede også

Danskerne lavede også sørøveri lige som i Somalia, men den slags skrives ud af historien.

Seneste fra Kultur & Samfund

Annonceinfo

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Spørg Videnskaben

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Mest sete video

Annonceinfo

Seneste kommentarer

Seneste blogindlæg