Mystisk arkæologisk fund i Sydgrønland

Sydgrønland, sidst i 1400-tallet.

En kvinde sidder mutters alene i en lillebitte hytte. Vinden hyler og hviner omkring den lille stenhytte, som står aldeles udsat på toppen af en bakke. Kun få hundrede meter fra isen, hvor den kolde blæst vælter ind fra.

Den utætte rønne kan ikke engang kaldes et hus, for den var aldrig bygget til beboelse; væggene er forstærkede med fliser, og hun har selv bygget briksen til at sove på og ildstedet i hjørnet, som hun nu sidder og krummer sig sammen over, mens hun forsøger at få gang i flammerne ved at slå en ildsten mod ildstål.

Det er så koldt, som hun aldrig har oplevet det før. Østerbygden plejede at være fyldt med mennesker, der levede af at hyrde husdyr i fjeldene og jage sæler i fjorden, men efterhånden blev vejret værre og værre, og nu er der ingen andre end hende tilbage. Nabolaget, Vesterbygden, har været tom i al den tid, hun kan huske, men hendes forældre plejede at fortælle om dengang, også den var et virvar af liv.

Nu er de alle væk, og der er kun hende. Hende og hendes magi. Hun er vølve.

Sådan tænker en arkæolog

Historien herover er næsten det pure opspind; men også kun næsten. Den er nemlig en af de forklaringer, som arkæologen Christian Koch Madsen pt har i spil for at forstå et meget mærkværdigt arkæologisk fund, som for nylig blev gjort i Sydgrønland, helt op af gletcheren Sermeq Kangilleq i det nordøstlige Tasikuluulik.

Det er en typisk arbejdsgang for en arkæolog: Fundet bliver gjort, og tolkningen går i gang. Han analyserer på baggrund af alt, hvad han kan komme til. Selve fundmaterialet, lige fra husets form til de enkelte genstande, øvrige fund i området, den omkringliggende natur, historisk kildemateriale og så videre, og så videre.

Vi følger i artiklen her Christian Koch Madsen, fra han finder de første mærkelige sten, til han begynder at gå på jagt i historien efter forklaringer på sit fund. Målet er at blive klogere på arkæologers arbejdsmetoder, fra de gør et fund, til der foreligger en færdig videnskabelig artikel.

På nuværende tidspunkt findes der endnu ikke dateringer på fundet, så vi kan ikke lave færdige konklusioner – men vi kan ræsonnere og argumentere, som en ægte arkæolog ville gøre det.

Til at starte med kan du se en video fra udgravningen – den giver dig et overblik over, hvordan den lille hytte lå, dengang den var i brug:

Regnede ikke med at finde noget

Nordboerne, de grønlandske vikinger, kaldte området for ‘Vatnahverfi’ (‘Sø Distriktet’). Vatnahverfi var en del af det område, der gik under navnet Østerbygden, dengang nordboerne frem til cirka år 1450 boede der. Du kan læse mere om nordboernes helt særlige historie i faktaboksen til højre.

I forbindelse med, at Grønlands Energiforsyning (Nukissiorfiit) skulle anlægge en dæmning til et vandkraftværk sidst i 2014 blev Christian Koch Madsen sendt ud i området. Han skulle rekognoscere stedet for at sikre sig, at ingen vigtige kulturskatte blev ødelagt i anlægsprocessen.

Da han gik rundt derude midt i ingenting, anede han pludselig nogle sten, som ikke skulle være der.

»Vi regnede ikke med at finde noget overhovedet. Vi har været deroppe og gå rundt før og tænkt: ’Arh, der er ikke nogen, der laver noget her, her er jo ikke noget at komme efter’. Men – det var der så,« fortæller Christian Koch Madsen, som arbejder i en delt stilling mellem Grønlands Nationalmuseum og Nationalmuseet i København.

Svært at forstå, hvorfor man vil bo så tæt på isen

Stenene viste sig at være øverste del af en lille bådformet hytte, hvis lige aldrig er set før. Hytten har ligget meget udsat, og hvis ikke det var for briksen og ildstedet, ville det ikke være oplagt at tænke, at der var tale om en bolig, fortæller Christian Koch Madsen.

»Når man først ser det, giver det ikke rigtig nogen mening. Huset er indvendigt ikke andet end halvanden meter i bredden og to meter i længden. Det ligger helt eksponeret, ude på spidsen af en lav bakkekam, hvor man er mest udsat for vind og vejr. Og så ligger det altså helt ekstremt tæt på isen – man kan faktisk nærmest ikke bygge tættere på end det,« siger han og fortsætter:

»Det er også svært at forstå, hvorfor man skulle gøre det. Der kan blive varmt om sommeren, hvor der formentlig også har været noget græs og mulighed for at have får og geder. Men om vinteren kan det blive det ekstremt koldt. Det er ikke et sted, hvor du lever og bor året rundt.«

Nærmere undersøgelser afslørede dog, at hytten har udviklet sig i forskellige faser – briksen og ildstedet er først kommet til senere. Det tyder for en arkæolog på, at hytten i første omgang er bygget med et andet formål end beboelse for øje, og at dens beboer – for der har næppe været plads til mere end en – først har overtaget hytten og gjort den til sin egen på et senere tidspunkt.

Hyttens udspring får pludselig forklaring

Pludselig giver hyttens oprindelige udspring lidt bedre mening. Den kan nemlig meget vel have været del af en såkaldt ‘sæter’, som er en form for specialiseret produktionssted, som nordboerne havde i mange varianter og over alt i landskabet, men i dette tilfælde nok blev brugt i forbindelse med dyrehold om sommeren, fortæller Christian Koch Madsen.

I sit ph.d.-projekt i 2014 afslørede han, at nordboerne, som boede i Grønland frem til omkring år 1450, var utroligt gode til udnytte omgivelserne. Én gård kunne have husdyr græssende på vidtgående arealer, som strakte sig langt væk fra gården, og så var det smart at have faciliteter tæt på dyrene, hvor man for eksempel kunne malke, tørre kød eller skind eller samle foder.

Med tiden mistede sæterne i tiltagende grad deres funktion, fordi nordboerne i højere og højere grad overgik til at jage sæler i stedet for at dyrke landbrug, i takt med at klimaet forværredes.

Hytten var aldrig lavet til at bo i

Tidligere troede man, at mange sætere bare var meget små gårde, men Christian Koch Madsen fandt ud af, at det ikke var tilfældet.

De kunne være fælles mellemstationer, som en eller flere gårde brugte, når de hyrdede deres husdyr, eller de kunne tilhøre én enkelt gård, som de tjente ved at give adgang til forskellige ressourcer i landskabet i løbet af årsrytmen. Der boede ikke permanent mennesker i sæterne.

»I virkeligheden giver det mening, at denne hytte oprindeligt har været en sæter, særligt med den eksponerede beliggenhed. Hvis man skulle bo der mere permanent, ville man have lagt den ned for foden af bakken, så den havde den ligget i læ. Den er tværtimod bevidst lagt ude på spidsen, hvor man er allermest udsat, og hvor man normalt ville tørre noget – for eksempel skind – ved hjælp af den tørre vind fra isen,« fortæller arkæologen.

Kulden kryber tættere og tættere på

Vi vender lige tilbage til kvinden i sæteren for en kort stund. Hun har endelig fået gang i ilden. Vinden piber og hyler konstant. Hun rejser sig, går hen imod briksen og stikker hånden ned i kammeret bag den. Hun roder rundt i de genstande, hun har placeret der i en lille trækiste.

Umiddelbart er der tale om en tilfældig samling af ting uden logisk anvendelse eller sammenhæng. Heriblandt to færdige og et par forarbejdede spillebrikker, hvalrostænder, lidt rensdyrtak, en enkelt fåretand, en sælknogle, et kohorn og et fårehorn, en kam, lidt fedtsten, spidsen af en jernkniv og et stykke af en kobberspand, ildslagningssten af to forskellige materialer.

I andres øjne er flere af genstandene værdiløse – fedtsten, som for eksempel bruges til madlavning, smider folk generelt bare væk, når de har udtjent deres formål. Men for hende har de værdi. Hun bruger dem til at spå og til at lade sin sjæl vandre.

Hun håber at kunne bruge sine særlige evner mod isen og kulden, der kryber tættere og tættere på, for hver dag der går.

Fedtsten og rensdyrtak var uden værdi

I første omgang var det en temmelig forvirret arkæolog, der kunne afsløre den ene underlige genstand efter den anden i jorden i forbindelse med udgravningen af hytten. Ingen havde forventet, at der skulle være noget overhovedet inde i hytten – og samlingen af ting gjorde ikke overraskelsen stort mindre.

»Det er ikke normalt at have de her genstande i en sæter, hvor man normalt malker, samler foder eller laver dagligdags håndværk – det her er bare noget helt andet. Vi kender lignende hytter fra Norge og Island, hvor de står rundt omkring, men så vidt jeg ved aldrig med sådan en samling genstande,« siger Christian Koch Madsen.

Hvalrostænder var en værdifuld handelsvare, i den periode Sydgrønland var beboet af nordboere, og tænderne var der gemt en del af bag briksen. Men mange af de øvrige genstande var fuldstændig uden værdi.

»Fedtsten er noget, vi finder i tusindvis andre steder, man smider det bare væk efter brug. Ildsten finder vi også ret tit, og kammen i sig selv er heller ikke rigtig noget værd. Så ligger der lige lidt fra et rensdyr og et kohorn, en fåretand og en sæltand, og man tænker: ‘Hvorfor?’ Det er bare for mærkeligt,« siger Christian Koch Madsen og fortsætter:

»Du får et billede på nethinden af sådan en halvtosse, der trækker sig væk og sidder alene oppe på bjerget med sin underlige samling af ting.«

På jagt i de islandske sagaer

For at forsøge at forklare det mærkværdige fund, kunne Christian Koch Madsen ikke undgå at skæve til de islandske sagaer.

Her møder man ‘vølverne’, som i nordisk mytologi er en slags kultleder eller spåkone, som både besidder spådomsevner og kundskaber i ‘sejd’. Sejd er en rituel ekstase-teknik, der lader sjælen fare til andre verdener for at søge informationer. Vølven kan både sejde for sig selv og for andre og kan for eksempel gøre et våben uovervindeligt eller en fjende hvileløs.

Vølvens spådom er det første digt i tekstsamlingen Ældre Edda. Digtet er en kosmologisk myte, der fortæller om både verdens skabelse, undergang og genskabelse. Fortælleren er en vølve, og tilhøreren er Odin.

Fælles for vølverne er de særligt udvalgte genstande, som de bruger til at udøve deres magi.

»Det eneste, jeg kan finde i den eksisterende viden, der bare lugter lidt derhenad, er i sagaerne. Her har man et enkelt sted beskrevet en vølve fra Grønland, som har en mærkelig kombination af genstande med sig. Det er en slags troldkvinde, som har de her mærkelige ting, der skiller hende ud fra andre folk.«

Hvis denne forklaring holder stik, er genstandene altså ikke så tilfældige, som de først fremstår. De er udvalgt – om end ud fra nogle kriterier og på en måde, som vi ikke forstår i dag.

Problemer ved vølve-forklaringen

Der er dog en masse forbehold at tage, før man lader sig begejstre alt for meget af tanken om en kvinde, der har siddet helt isoleret, helt ude ved isen, helt alene med sin magi, fortæller Christian Koch Madsen.

Først og fremmest mangler de endelige dateringer som sagt stadig.

Kammen i beholdningen kan godt nok placeres til efter 1200-tallet, men derudover er der ikke noget, der fortæller, hvornår hytten eller dens beboer har levet. Hyttens buede langvægge peger på vikingetid (ca. år 800-1050), fortæller Christian Koch Madsen, men omvendt er dens bådform så unik, at den ikke i sig selv er nok til at konkludere ud fra.

»Det er sjovt, hvis vi får en 1450-datering, for så bliver det virkelig et snapshot fra en presset tid. Jeg kan næsten se for mig en person, der har siddet der på briksen og til det allersidste har prøvet at lave ild,« siger han og fortsætter:

»Istiden er kommet. Alle de andre er væk, lortet er faldet sammen, og her sidder vi. Hvad gør vi? Vi prøver med noget magi. Gemmer nogle ting. Sammensætningen og placeringen af denne samling fund viser, at de var nøje og bevidst udvalgt. Et såkaldt depotfund, det første fundet i de norrøne bygder i Grønland.«

Fagfæller skal støtte op om tolkningen

Derudover har man aldrig før fundet fysiske tegn på vølvere i Grønland. De findes – indtil videre – kun i de islandske sagaer om Grønland, som er kendt for at overdrive og indebære store dele af digtede elementer. I hvert fald ved enhver arkæolog, at man ikke kan bruge dem som præcis, historisk referenceramme.

Desuden stemmer genstandene ikke fuldstændig overens med de beskrivelser, man finder i sagaerne. Det er for eksempel velkendt, at vølven bruger en stav til at udføre sin magi. Der ér måske en kultisk, religiøs, mening med genstandene, men det er ikke sikkert, at den mening har noget at gøre med en vølve.

Sidst, men ikke mindst, er fundet endnu ikke udgivet som videnskabelig artikel og har derfor ikke været igennem kritiske fagfællers bedømmelse. Det er næste trin i processen, når dateringerne foreligger. Måske mener alle Christian Koch Madsens kollegaer, at han tager fejl, når han præsenterer sin endelige tolkning af fundet, hvad end den bliver med vølver eller en anden forklaring i centrum.

Så må han tilbage til tegnebrættet og genoverveje sine analyser og konklusioner. Under alle omstændigheder vil en tolkning af et fund dog aldrig kunne endeligt bevises eller modbevises, så der vil altid være noget overladt til fantasien, understreger arkæologen.

Dateringer på fundet til sommer

Christian Koch Madsen forventer, at der vil komme dateringer på fundet i løbet af et par måneder.

Videnskab.dk følger selvfølgelig op på den mystiske historie.

I mellemtiden kan du nyde de flotte billeder, som er taget i forbindelse med udgravningerne, og som ligger i galleriet øverst i artiklen. Du kan også fordybe dig i Christian Koch Madsens ph.d., som Videnskab.dk skrev om, da den udkom, i artiklen ‘Kæmpestudie afliver sejlivet vikinge-myte‘.

Rekognosceringen og udgravningen var finansieret af Grønlands Energiforsyning, Nukissiorfiit.

Her ses den færdigudgravede stenhytte med isen i baggrunden, som det ser ud i dag. Da hytten var i brug, var isen formentlig meget tættere på – omkring 4-500 meter, estimerer Christian Koch Madsen. (Foto: C.K. Madsen)

Et overbliksbillede fra det naturskønne område. (Foto: C.K. Madsen)

Selvom vejret umiddelbart ser dejligt ud, kan det faktisk være problematisk med for meget sol i forbindelse med en arkæologisk udgravning. Solen kaster skygger på de billeder, man tager for at dokumentere alle faser i udgravningen, og støv besværliggør også processen. (Foto: C.K. Madsen)

For at dokumentere udgravningen bruger arkæologerne droner til at fotografere området oppefra. Nogle gange afslører der sig strukturer og sammenhænge, som ikke kan ses fra jorden. (Foto: C.K. Madsen)

Dronefoto taget lige over hytten. (Foto: C.K. Madsen)

Her ses hyttens ildsted. (Foto: C.K. Madsen)

Her ses samlingen af genstande, som ganske overraskende dukkede op midt i udgravningen. Genstandene ligger i samme jordlag og er tydeligvis lagt ned på samme tid. (Foto: C.K. Madsen)

Blandt depotfundet var to ildsten, som man – ikke overraskende – brugte til at lave ild. (Foto: C.K. Madsen)

En dambrik fra fundet. (Foto: C.K. Madsen)

1 / 9