I dag uddeles den internationale udgave af tv-prisen Emmy.
Danmarks Radios succesfulde tv-serier har de seneste år hentet fem Emmy-priser, og serier som Forbrydelsen og Borgen har for tiden stor international opmærksomhed.
Den bemærkelsesværdige succes er blandt andet et resultat af, at tv-stationen har flyttet magten fra instruktørerne til manuskriptforfatterne.
Det mener lektor Eva Novrup Redvall fra Københavns Universitet, som i sin kommende bog 'Writing and Producing Television Drama in Denmark: From The Kingdom to The Killing' præsenterer resultatet af en omfattende forskning af Danmarks Radios drama-afdeling.
»I den danske filmverden har instruktøren traditionelt været i centrum. Man har betragtet instruktøren som kunstneren, og manuskriptforfatteren som en person, der skulle hjælpe instruktøren med at få ideerne ned på papir, så filmen kunne laves,« siger Eva Novrup Redvall til Videnskab.dk.
Men Danmarks Radio har i stedet sat manuskriptforfattere som Stig Thorsboe (Taxa/krøniken), Peter Thorsboe (Rejseholdet/Ørnen/Livvagterne), Søren Sveistrup (Nikolaj og Julie/Forbrydelsen) og Adam Price (Borgen) i centrum:
»De er gjort til den gennemgående figur igennem hele forløbet med at lave de lange tv-serier. Til gengæld bliver forskellige instruktører nu hentet ind senere i processen for hver især at instruere et par afsnit af serien.«
Ikke bare filmatiserede bestsellere
De nordiske tv-serier har i det hele tiden fået meget international opmærksomhed, men ifølge Eva Novrup Redvall er der stor forskel på de nordiske landes fremgangsmåde:
»I Norge og Sverige har man haft succes med at lave serier bygget på kriminalromaner og andre bestsellere, som ikke er skrevet til tv-mediet. Det har vi set med for eksempel filmatiseringen af historierne om Beck eller Wallander.«
Men i Danmarks Radio har man i stedet valgt at satse penge på manuskriptforfatternes ideer, skrevet specifikt til Danmarks Radio:
»Man har givet tid og penge til, at de har kunnet udvikle originale ideer sammen med andre forfattere, og at de har kunnet præsentere ufærdige ideer for Danmarks Radio, som de så har fået ro til at arbejde videre med. Det betyder, at man har fået nogle forfattere, som har været meget dedikerede til de tv-serier, de har skrevet.«
Manuskriptforfatteren er blevet stjernen
\ Fakta
Danske EMMY-vindere Drama-serier 2009 Livvagterne. Hovedforfattere: Mai Brostrøm & Peter Thorsboe. Danmarks Radio i samarbejde med ZDF/NRK/SVT 2005 Ørnen. Hovedforfattere: Mai Brostrøm & Peter Thorsboe. Danmarks Radio i samarbejde med NRK/RUV/ZDF 2003 Nikolaj and Julie. Hovedforfatter: Søren Sveistrup. Danmarks Radio. 2002 Rejseholdet. Hovedforfatter: Peter Thorsboe. Danmarks Radio. Mini-serie 2005 Unge Andersen. Forfattere: Rumle Hammerich og Ulf Stark. Danmarks Radio og Nordisk Film
Samtidig har det ifølge Eva Novrup Redvall betydet, at vi har fået nogle serier, som meget tydeligt er nogle stærke forfatteres værk:
»Det er sjældent, at folk er bevidste om, hvem der har skrevet en biograffilm eller vælger en film frem for en anden, fordi den er skrevet af en bestemt manuskriptforfatter. Selvom en filmforfatter som Anders Thomas Jensen har fået anerkendelse i offentligheden og også er kendt internationalt blandt andet på grund af sit succesrige samarbejde med Susanne Bier.«
»Men i de danske serier er manuskriptforfatterne i højere grad blevet stjernerne, som også er kendt uden for branchekredse på en måde, som man indtil nu ikke har set i samme grad i for eksempel Norge og Sverige.«
Men Eva Novrup Redvall mener, at tv-seriernes succes også har givet manuskriptforfatterne højere status i filmbranchen.
Danmarks Radios udtalte fokus på manuskriptforfatterne, hvor man med begrebet 'one vision' blandt andet har sat ord på, at forfatterne skal holde i et projekts vision fra start til slut, har ifølge Eva Novrup Redvall også øget deres status:
»Mange af de manuskriptforfattere, jeg har interviewet, mener, at Danmarks Radios tydelige kommunikation af, at tv-seriernes er forfatternes værk, har været utroligt vigtig for at gøre det tydeligt over for instruktørerne, at rollefordelingen mellem forfatter og instruktør er anderledes i tv-verdenen end i filmverdenen,« siger Eva Novrup Redvall.
Fra Panduro til Price
Det har dog ikke altid været sådan i Danmarks Radio.
Tidligere var stationens drama-produktion domineret af mange mini-serier og serier, skrevet af romanforfattere som Leif Panduro, men i slutningen af 1990'erne besluttede man at satse på de lange dramaserier:
»Siden da har Danmarks Radio ret konsekvent lavet serier på 10 afsnit af en time, der sendes søndag aften klokken 20, og det har man haft stor succes med,« siger Eva Novrup Redvall.
Formålet var blandt andet, at serierne skulle være i publikums bevidsthed uge efter uge:
»Det giver en mulighed for, at serierne kan sætte en dagsorden og være noget, folk snakker om gennem længere tid, fordi de netop kører uge efter uge. En mini-serie er hurtigere ude af folks bevidsthed og har sværere ved at have samme gennemslagskraft.«
Fox Studios i 1990'erne inspirerede

(Foto: DR Presse/Tine Harden)
Men hvorfor ændrede Danmarks Radio pludselig deres måde at lave tv-serier på?
Det er netop det centrale spørgsmål i Eva Novrup Redvalls nye bog:
»Der sker noget centralt i midten af 1990'erne. Her ansættes først Ole Bornedal og siden Rumle Hammerich som dramachef i Danmarks Radio. De har begge en baggrund som filminstruktører, og de udfordrer i høj grad den måde, man indtil da havde lavet tv-serier på.«
Drama-afdelingen tager til lande som Sverige og England for at lære, hvordan de laver tv-serier, men det er ikke her, de finder den vigtigste inspiration:
»Det virker som om, at særligt én tur til USA fik stor betydning. Her besøgte man blandt andet Fox Studios, der på det tidspunkt havde stor succes med serier som NYPD Blue, og i mit materiale ser folk det gennemgående som et vendepunkt. I de år begyndte de amerikanske kabelkanaler at lave nogle stærke kvalitetsserier, og Danmarks Radio arbejdede bevidst med at blive klogere på, hvordan de lavede deres serier derovre.«
Drama-afdelingens medarbejdere vender blandt andet tilbage med ideen om, at manuskriptforfatteren skal spille en meget større og mere gennemgående rolle i serierne. Samtidig skal forskellige forfattere i højere grad arbejde sammen, så en hovedforfatter løbende skriver serien sammen med flere episodeforfattere.
De amerikanske tanker oversættes altså til de danske public service-forhold, og det første eksempel kan ses i tv-serien Taxa fra 1997.
Mere end biljagter giver stærke scener
En af de måder, man oversætte de amerikanske tv-idealer til dansk public service, har været gennem den såkaldte 'dobbelte historiefortælling', som Danmarks Radio også lægger åbenlyst vægt på:
»Danmarks Radio er jo sat i verden for at lave public service-tv, og derfor mener man, at historierne ikke bare skal underholde, men også skal indeholde nogle ting, som man synes, danskerne skal snakke om. Man har derfor sat ord på, at projekter også skal have et etisk eller samfundsmæssigt aspekt, så det ikke bare er endnu en kriminalsag med en flot biljagt,« siger Eva Novrup Redvall.
»Det er ikke unikt for DR at prøve at insistere på, at fortællinger skal have flere lag, men jeg kender ikke til andre steder, hvor man så klart har sat ord på tankerne om det, som i Danmarks Radio. Når jeg har siddet med til møder, har jeg kunnet høre, hvordan for eksempel et begreb som den 'dobbelte historie' bliver brugt af både forfattere, producere og de chefer, der får ideerne præsenteret. Det betyder, at manuskriptforfatterne ved, at de skal kunne argumentere for, at deres serie har flere lag, og det har betydning for, hvordan serierne kommer til at se ud.«
Det har ifølge Eva Novrup Redvall været medvirkende til fremkomsten af en række stærke serier:
\ Fakta
Læs mere om produktionen af Danmarks Radios serier... Eva Novrup Redvalls bog Writing and Producing Television Drama in Denmark From The Kingdom to The Killing udkommer 7. december på det anerkendt internationale forlag Palgrave Macmillan. Læs mere om bogen...
»Forbrydelsen handler ikke bare om at opklare en forbrydelse, men også om de vidtrækkende konsekvenser, som forbrydelsen og dens opklaring har for en masse mennesker i forskellige samfundslag. Borgen handler ikke kun om politik, men også om forholdet mellem politik, medier og politikernes privatliv.«
Tv for den snakkende klasse
Men spørgsmålet er om udlandet også sætter pris på de danske public service-idealer:
»Det virker jo netop, som om man i udlandet synes, det er interessant med den form for skildring af det danske velfærdssamfund: forholdet mellem arbejde og privatliv, og at man bliver lukket ind i de danske liv med alt fra danske designmøbler til danske kønsrolle-mønstre.«
Men man skal ifølge Eva Novrup Redvall være opmærksom på, at det udenlandske publikum er meget anderledes end det danske:
»Det er interessant, at når serierne rejser til udlandet, så bevæger de sig fra at være brede mainstream-serier sendt søndag aften i bedste sendetid til at være niche-produkter, som for eksempel bliver sendt på den smalle engelske kanal BBC4, som appellerer til det man kalder 'den snakkende klasse'. Det betyder, at der bliver skrevet mange lange avisartikler om serierne, men seertallet er ikke astronomisk.«
Instruktører skifter rolle
I takt med manuskriptforfatterens indtog på scenen har instruktøren altså også ændret rolle, og det er der ifølge Eva Novrup Redvall forskellige reaktioner på:
»Det har nok været hårdt for nogle instruktører, at manuskriptforfatteren har overtaget rampelyset i tv-serierne. Nu kommer instruktørerne mere ind og forløser andres tanker, og det er jo en anden rolle, end den rolle som kunstneren med visionen, som de traditionelt har haft i filmbranchen.
Men for nogle instruktører er det også en befrielse:
»Instruktørerne er jo vant til at have alles øjne rettet mod sig, når de laver spillefilm, men i tv indtager de en anden rolle, og det er mit indtryk, at mange instruktører synes, det kan være rart at bevæge sig mellem de to produktionsformer.«
Samtidig har udskiftningen af instruktører givet flere forskellige mulighed for at få erfaring med tv-mediet:
»Mange instruktører med international succes, som Ole Christian Madsen, Niels Arden Oplev og Per Fly, tillægger det en stor betydning, at de i sin tid fik lov at arbejde med Danmarks Radios serier og på den måde fik mulighed for at være en masse på optagelse og få nyttige erfaringer med at lede store hold, som de senere har nydt godt af i deres spillefilm,« siger Eva Novrup Redvall.
\ Kilder
- Eva Novrup Redvalls profil (KU)
- Eva Novrup Redvall: Writing and Producing Television Drama in Denmark From The Kingdom to The Killing. Palgrave Macmillan 2013:
- Eva Novrup Redvall: "‘Dogmas’ for television drama: The ideas of ‘one vision’, ‘double storytelling’, ‘crossover’ and ‘producer’s choice’ in drama series from the Danish public service broadcaster DR". The Journal of Popular Television 2013































