Ligusterhækken blev grundlagt i jernalderen

Ligusterhækken om dit eller din nabos hus er meget mere end en tilfældig busk med grønne blade. Den er et symbol på den private ejendomsret og markerer grænsen mellem dit og mit.

Idéen om at indhegne og afgrænse med lige linjer er faktisk oldgammel.

Nogle af de første arkæologiske beviser på landskabsafgrænsninger er fundet i England i tiden omkring 1500 f.Kr., men 500 år senere opstår idéen også i det øvrige Nordvesteuropa.

»Man gik fra et overvejende åbent landskab med store overdrev med spredte træer og buske til at have et landskab som var domineret af lineære grænser. Man begyndte at indhegne sine marker og byggede pludselig volde og grøfter omkring sine huse og landsbyer,« siger ph.d.-stipendiat i arkæologi Mette Løvschal og fortsætter:

»Det skakbrætlignende landskab, som man kan se fra flyveren i dag, sådan har det ikke altid set ud.«

Mette Løvschal arbejder på Forhistorisk Arkæologi, Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet, hvor hun ud fra arkæologiske fund og antropologiske og kognitionsvidenskabelige teorier forsøger at løse gåden om, hvornår, hvordan og hvorfor vi pludselig fandt på at indhegne det, der var vores.

Grænser spredte sig over Europa

De første menneskeskabte afgrænsninger af marker er fundet i det sydlige England ca. 1.500 år f.Kr.

Omkring år 1000 f.Kr. spredte tendensen til at indhegne marker sig til det øvrige Nordeuropa, hvilket vil sige til Belgien, Holland og Nordfrankrig over Nordtyskland, Danmark og Skåne og helt over til Baltikum.

I jernalderen, ca. 500 f.Kr., begyndte folk også at indhegne deres huse og samle sig i små landsbyer, som blev beskyttet mod fjender af fælleshegn og volde.

»I løbet af de næste par hundrede år fik man en massiv opblomstring af hegn. Folk havde pludselig alle mulige slags hegn. For eksempel hegn af store pæle og palisader, volde og voldgrave, store grøftsystemer og hulbælter. Man eksperimenterede med alle de her måder at afgrænse på,« siger Mette Løvschal.

Hegn begynder at markere magt og ejendomsret

Arkæologerne kan desuden se, at hegnene ca. 300 f.Kr. ikke kun var funktionelle værn, som holdte fjender og dyr væk fra hjemmet. Hegnene blev også magtsymboler.

»Ved de indhegnede gårde ses det, at nogle gårde får et markant større og stærkere hegn end de andre. For eksempel ved Hodde (150 f.Kr.) markerer en af gårdene sig ved at være højst placeret i terrænet, men også ved at være den gård, der har den længste staldende, den fineste keramik og det største hegn af palisadelignende dimensioner, som repareres og omlægges over mere end 150 år,« fortæller Mette Løvschal.

Alle gårde bliver indhegnede

»Man byggede store palisader og forsvarsanlæg op i en generation for at rive dem ned i den næste. Det viser, at magtforholdene var ret flygtige,« siger forskeren.

Fundene af hegn fra 300-tallet og frem til omkring år 0 viser ikke kun, at der var tale om skiftende og ustabile magtforhold. De afgrænsede parceller fik også betydning for vores forståelse af ejendomsret.

Mens hegnene før havde markeret, at man tiltog sig brugsretten til et areal, så udviklede afgrænsninger sig fra omkring år nul til at markere, at man ejede den indhegnede jord eller det indhegnede hus.

Det vil sige, at mens man før markerede, at man brugte jordstykket eller blot holdt dyrene inde på det pågældende jordstykke, så viste indhegningen nu, at man ejede selve jorden, uanset om man brugte den eller ej.

»Hegnene fik en således ny betydning og en standardiseret form og størrelse. Der var ikke længere kun tale om spredte hegnsforekomster og indhegninger af kvæg. Hegnene antog nu parcelform og havde ikke længere som hovedformål at holde dyr væk,« fortæller forskeren og uddyber:

»Mens nogle få gårde før var indhegnede, så begyndte alle gårde nu at være indhegnede. Det viser, at hvis man skulle have retten til sin bolig, så skulle man også markere det med et hegn.«

En voldsom tid fik nordeuropæere til at rykke sammen

Årsagen til, at hegnene overhovedet dukkede op, er sandsynligvis, at vesteuropæere havde god grund til at forskanse sig. Tiden omkring år 500 f.Kr. og frem til år 0 var nemlig præget af konflikter og plyndringer.

»Befolkningstætheden blev sandsynligvis øget, klimaet forværredes, og derfor kom der et øget pres på ressourcerne i de keltiske samfund,« forklarer Mette Løvschal.

Før år 1500 f.Kr. flyttede man blot til et nyt sted, når lokalområdet var tømt for mad. Men nu var der ikke så mange steder at flytte hen.

»Man får en livsstil, hvor man bliver boende det samme sted og gødsker og dyrker jorden, derfor er man mere bundet til bestemte steder,« siger arkæologen.

Jernalderfolket investerede altså deres tid og kræfter i at få det bedste ud af den jord, de allerede havde bemægtiget sig. Derfor var det også rentabelt at bygge et hegn eller en vold, som kunne beskytte mod røvere og vilde dyr og adskille det fra naboens matrikel.

Grænser kan spores tilbage til gravhøje

Ideen om hegn og volde blev altså gennemgribende heroppe i Norden. Forklaringen ligger muligvis langt tilbage i vores oldtid.

»Det er essentielt for mange samfund at markere landskabet. Men det særlige ved os i Nordvesteuropa er, at vi har tradition for at lave linjer i landskabet,« siger forskeren.

Gravhøje, stenrækker og kogegruber blev fra den yngre stenalder (ca. 4000 til 2000 f.Kr.) placeret på lige linjer. En kogegrube er en nedgravning i jorden, som har indeholdt ildsteder. De ligger på linjer som kan være op til adskillige hundrede meter lange, og linjerne befinder sig ofte i tilknytning til veje eller vandløb.

Oldtidens nordeuropæere har brugt kogegrubelinjerne til store sammenkomster, men linjerne blev også brugt i det daglige til orientere sig om, hvor noget lå i landskabet i forhold til noget andet.

»Vi ved, at man i andre nomadesamfund har en anderledes og mere punktvis måde at orientere sig på. For eksempel ved hjælp af stendynger eller hellige træer,« fortæller arkæologen.

Teorier om nutidens samfund fortæller om fortiden

Forskerens projekt udgør en af spydspidserne af en ny tendens, hvor man via nye metoder forsøger at finde nogle nye indgange til at få mere viden ud af de arkæologiske fund.

Mette Løvschals undersøgelsesgrundlag omfatter således klassiske arkæologiske udgravningsplaner, luftfotos og scanninger af jordoverflader fra hele Nordvesteuropa.

Men teoretisk gør hun brug af kognitionsteori og antropologiske undersøgelser af forskellige kulturer og samfunds forhold til afgrænsninger, hvilket ligger noget uden for den måde arkæologi normalt bedrives på.

»Jeg kigger på, hvordan mennesker og samfund bruger grænser i dag og forsøger at overføre det til dengang. Men det er naturligvis noget, man skal være varsom med,« siger forskeren og forklarer, at selvom antropologien kan forklare mangt og meget, så kan man sjældent kan trække en fuldstændig lige linje fra nutidens kulturer til fortidens oldtidsfolk.

Diskretionslinjen stammer fra oldtiden

»Grænser og hegn er noget, vi tager for givet i dag. Alle ved, at man skal stoppe ved diskretionslinjen i banken, og at der er en hæk mellem dig og naboen, som indbefatter nogle fælles regler, der bør overholdes på begge sider. Og denne slags grænser er på mange måder helt uløseligt forbundet med vores identitet, som f.eks. giver sig til syne i strider omkring kommune- og landegrænser. Det, jeg blandt andet vil vise med min forskning, er, at det ikke altid har været sådan,« siger Mette Løvschal.

Mere viden om, hvorfor og hvordan afgrænsninger opstod, vil kunne gøre os klogere på os selv.

»Vi kan bruge vores samfund i dag til at få mere viden om fortiden, men fortiden kan også fortælle os noget om, hvorfor vi tænker, som vi gør i dag,« siger arkæologen.

Mette Løvschal regner med at blive færdig med sit ph.d.-projekt i efteråret 2014.