Kæmpestudie afliver sejlivet vikinge-myte
Vikingerne på Grønland levede med barske klimaforværringer i op mod 200 år, viser en ny ph.d.-afhandling. Dermed afliver studiet fortællingen om, at det var klimaforandringerne, der tog livet af de hårdhudede nordboere.

Alle bønder er forberedt på, at der kan komme ét år med dårligt vejr. Det er skidt for høsten, men ikke desto mindre en præmis.

To år med dårligt vejr; så begynder det at stramme til. Tre år? Så skal du se bonden få grå hår i hovedet.

I midten af 1200-tallet mødte de grønlandske vikinger, nordboerne, ikke mindre end 10 år med enormt kolde vintre og somre. Nordboerne, som havde slået sig ned som bønder, måtte i sådanne år sige farvel til store dele af deres kvæg.

De grønlandske vikinger var oven i købet afskåret fra selv at hente varer hjem fra Europa, fordi de ikke havde nok tømmer på øen til at bygge handelsskibe. De var derfor fuldstændig overladt til sig selv i dårlige tider, når skandinaviske handelsmænd ikke lige slog vejen forbi.

Men det slog ikke nordboerne ud; tværtimod levede de med barske og – skulle det vise sig – tiltagende klimaforværringer i op mod 200 år, idet de 10 år blot var starten på det, vi senere har lært at kende som 'Den Lille Istid' (se faktaboks). Det afslører en stor ph.d.-afhandling:

»De historier, vi hidtil har haft, om at klimaet blev dårligere, og så forsvandt nordboerne – de holder simpelthen ikke. De klarede sig faktisk i lang tid og var langt bedre til at tilpasse sig, end vi hidtil har vidst,« lyder det fra ph.d. ved Nationalmuseet Christian Koch Madsen, som står bag det nye studie.

Kollega: Studiet er »en landvinding« for arkæologerne

Det har altid været et stort mysterium, hvorfor de grønlandske vikinger forsvandt så pludseligt fra det kolde land mod nord. Videnskab.dk har bl.a. tidligere skrevet om, hvordan det kolde klima muligvis blev for meget for selv de hårdhudede nordboere.

Men det er altså ikke den fulde forklaring, viser den nye ph.d.-afhandling. Med studiets resultater er vi blevet meget klogere på, hvad der egentlig skete med de grønlandske vikinger, lyder det fra professor i arkæologi Andrew Dugmore fra University of Edingburgh.

»Studiet giver os en erkendelse af, at nordboerne var virkelig gode til at bruge landskabet omkring sig, og at de var dygtige til at tilpasse sig, modsat hvad den gængse myte ellers lyder. Hele afhandlingen er en landvinding for os arkæologer og et fremragende stykke arbejde,« lyder det fra Andrew Dugmore.

Den engelske professor har ikke selv været inde over den nye ph.d.-afhandling, men han forsker i geovidenskab og store socio-økologiske skift i forhistoriske samfund, og han understreger, at han er ekstremt imponeret over Christian Koch Madsens arbejde. Du kan læse i større detalje, hvilke data Christian Koch Madsens arbejde bygger på, i boksen under artiklen.

Nordboerne var først og fremmest landmænd

Inden vi fortsætter med resultatet af det nye studie, må vi lige et hurtigt smut tilbage i historien for at opridse mysteriet omkring vikingernes forsvinden fra Grønland.

I de islandske sagaer går historien sådan, at Erik den Røde i år 985 drog ud med en delegation på 25 skibe fra Island til det frodige, grønne land mod nord, som han selv havde opdaget tre år tidligere. Her var udsigt til rigdomme i form af de eftertragtede hvalrostænder, som stod i høj kurs i hele Europa. Det var dog en ufremkommelig rute, og kun 14 skibe nåede efter sigende frem.

Fakta

Studiets resultater – kort fortalt:

- Nordboernes tilpasning til de lokale forhold var udtalt og effektiv, dvs. de var udrustet til at overleve klima- og miljømæssige forandringer.

- ’Den Lille Istid’ ser ud til i Sydvest-grønland at være startet allerede omkring år 1250, og ser tilmed ud til at have haft en voldsomt brat begyndelse, formentlig kickstartet af et vulkanudbrud i Indonesien. (Den Lille Istid kulminerede omkring år 1650, hvor store dele af Nordeuropa var ramt af hungersnød.)

- Klimaforværringen førte til, at meget af bebyggelsen i den ydre fjord blev forladt allerede i det 13. århundrede (dvs. i løbet af 1200-tallet) – men til gengæld formåede andre kerneområder at overleve og måske endda trives. Det gjorde de ved en centralisering af magt og ressourcer, ikke mindst de menneskelige – omkring enkelte stormandsgårde.

- Befolkningstallet var lavt, aldrig mere end højst 2.500 i hele Grønland på højdepunktet (tidligere teorier har gået på, at dette tal var oppe på 6.000). Derfor var arbejdskraft den vigtigste, og måske mest mangelfulde, ressource.

- Den samfundsmæssige centralisering gav nordboerne en vis modstandskraft, men havde den utilsigtede slagside, at de fattige bønder og lejere gradvist fik ringere og ringere kår og derfor sværere og sværere ved at tilpasse sig klimaforandringerne. Da storbønderne var helt afhængige af bøndernes skatter og arbejdskraft, endte centraliseringen med at underminere selve storbøndernes position og overlevelsesevne.

Erik den Røde lagde sit høvdingesæde i Sydgrønland, den del som fik navnet ’Østerbygden’, mens andre skibe fortsatte længere mod nord til fjorden ved Nuuk. Denne del af øen gik under navnet ’Vesterbygden’.

Ud over hvalrosser fangede nordboerne også sæler, som med årene blev en vigtigere og vigtigere næringskilde. Men først og fremmest var nordboerne landmænd og holdt kvæg, får, geder, svin og heste, og  i det nye studie viser Christian Koch Madsen også, at nordboerne udnyttede landskabet omkring sig flittigt og i en hidtil ukendt udstrækning.

Men pludselig ophørte al aktivitet i bygderne. Omkring år 1350-1400 forsvandt de sidste mennesker fra Vesterbygden, og omkring 100 år senere skete det samme i Østerbygden.

Ruiner i Vatnahverfi er som noget nyt blevet kortlagt med præcisions-GPS, hvilket har muliggjort de detaljerede analyser. (Foto: K. Smiarowski 2009)

Myten om de 'konservative' vikinger er forkert

Så hvorfor forsvandt de grønlandske vikinger pludselig? Til at starte med kan Christian Koch Madsen i sin afhandling fortælle, at forsvindingen formentlig ikke var så pludselig, som man tidligere har troet. De 10 års exceptionelt kolde vintre og somre var kun begyndelsen på flere hundrede års istid, og dem klarede nordboerne altså at leve med i meget lang tid.

Desuden er tidligere estimater af, hvor mange nordboere, der i første omgang overhovedet har boet på Grønland i løbet af de 500 år, de var der, skudt alt for højt. Med omfattende undersøgelser af landskabet har Christian Koch Madsen fundet ud af, at der højst boede 2.500 mennesker i hele Grønland og altså spredt ud over et kæmpe landskab.

Tidligere vurderinger har lydt på op til 6.000 og er ramt forkert, fordi arkæologerne fejlagtigt har troet, at småbebyggelser rundt omkring i landskabet – de såkaldte 'sætere' – var egentlige gårde.

Nordboerne havde en imponerende udnyttelse af landskabet

Først og fremmest har Christian Koch Madsen i sin afhandling kunnet konstatere, at myten om de konservative vikinger, der ikke vidste, hvad ordet ’tilpasning’ betød, er forkert. Sæterne var eksempelvis i virkeligheden nøglen til en imponerende og sæsonbetonet landskabsudnyttelse.

»De udnytter simpelthen hele landskabet. I stedet for at have én mark, hvor man går og høster intensivt, så bruger de hele landskabet, og det er ret unikt. De udnytter yderfjordene og bruger større arealer end andre steder. De rejser langt, og de specialiserer sig ud fra landskabets muligheder – så de steder, der er domineret af krat, begynder de eksempelvis at holde får og geder. De er enormt dygtige til at lave de her lokale tilpasninger,« fortæller Christian Koch Madsen og fortsætter:

»Og da de hårde klimaforandringer begynder at sætte ind, kan vi se, at de yderste gårde lige så stille bliver forladt. Det tyder på, at der sker en centralisering af såvel magt som ressourcer, hvilket er et tydeligt modtræk til klimaforværringerne – selvom der nok er tale om et meget ufrivilligt et af slagsen.«

Selvom områder med kratskov var uegnede til egentlig landbrug, byggede nordboerne huse med jævne mellemrum og udnyttede om sommeren vegtationen til græsning og indsamling af foder. (Foto: C.K. Madsen 2014)

Større forskel på rig og fattig, stor og lille

Da klimaet begyndte at vise tænder i midten af 1200-tallet, begyndte samfundet at trække sig sammen – det gav mening, fordi nordboerne hidtil havde spredt deres kræfter ud over kæmpe områder på øen, som nu blev tiltagende gold og mindre og mindre egnet til kvæghold.

Fakta

I galleriet øverst i artiklen kan du se en række billeder fra arbejdet i Vatnahverfi - og blandt andet få en bedre forståelse af, hvordan nordboerne udnyttede hele landskabet i Grønland effektivt og med stor forståelse af de sæsonbetonede muligheder.

Mest udsatte var de små husstande, som lå yderligt og måtte sige farvel til deres ’reserve’-husdyr – dvs. alle de dyr, de ikke havde plads til inden døre, og som skulle have ageret økonomisk overskud – år efter år.

»De små husmænd (eller småbønder) langt ude er mest udsatte, og sammentrækningen af samfundet begynder faktisk allerede at finde sted omkring år 1250,« fortæller Christian Koch Madsen.

»Med centraliseringen får du også en større forskel på de store og rige og de små og fattige. Samfundet er opbygget som en naturaløkonomi, så man betaler i form af produkter og arbejdskraft, og når der ikke er så mange produkter fra landbruget, er det i stedet de små bønders arbejdskraft, storbønderne trækker på. Men det går så ud over de små bønder, for de får samtidig mindre til sig selv. På den måde får man faktisk indbygget en skrøbelighed i samfundet.«

Nordboerne blev fangere, handlen kollapsede, og inuitterne kom til

I takt med at klimaet blev hårdere og gjorde landbrug sværere, skiftede nordboerne til en mere marin føde. Tidligere analyser af de sene nordboere har vist, at de levede af op til 80 procent sæl. De blev fangere, i stedet for bønder.

Måske blev efterspørgslen på stødtænder fra hvalros også mindre, som årene gik – og færre skandinaviske købmænd sejlede den besværlige Grønlands-vej, som blev mere og mere ufremkommelig, som Den Lille Istid skred frem. Elfenben blev det nye sort, og hvalrostænder faldt voldsomt i værdi.

Der er også god grund til at antage, at nogle af de unge nordboere så deres snit til at hoppe med ombord på et sjældent handelsskib, som skulle tilbage til for eksempel Island eller Norge.

Om det i sidste ende var centraliseringen af et overraskende lille, og svindende, antal mennesker, der brød sammen under sig selv, om det var handelskollapset med Europa, eller om det måske i virkeligheden var mødet med inuitterne (se faktaboks), der blev nordboernes endeligt – det ved vi stadig ikke. Ifølge Christian Koch Madsen var det formentlig »et sammenfald af en masse uheldige omstændigheder.«

»Jeg har føjet yderligere til mystikken«

Men vi ved nu, at nordboerne levede med klimaforandringer i meget længere tid, end vi hidtil har troet. Vi ved, at de tilpassede sig og omstrukturerede samfundet, da omstændighederne for deres levevis ændrede sig. Og vi ved, at der stadig er massevis af spørgsmål, der mangler at blive besvaret.

»Vi er ikke kommet tættere på at kunne sige, hvorfor de forsvandt. Måske har jeg faktisk blot føjet til mystikken - for hvis de var så gode til at tilpasse sig, bliver deres forsvinden endnu mere uforklarlig.«

»Men med disse resultater i hånden kan vi i hvert fald fjerne noget af fokus på klimamekanismen, som vi tidligere har tillagt for stor vægt – for det ser ikke ud til at være det altafgørende,« slutter Christian Koch Madsen.

I videoen her fortæller Christian Koch Madsen og hans vejleder på projektet, Jette Arneborg, om studierne på Grønland:

Video: Nationalmuseet

Sådan er studiet blevet til

Hidtil har ingen kunnet kommet med afgørende beviser for, hvorfor Østerbygden og Vesterbygden blev forladt. Derfor igangsatte Nationalmuseet i 2005 en storstilet undersøgelse af et kæmpe område – 'Vatnahverfi' – i Grønland for at undersøge »regionale bosættelses-, økonomiske, kulturelle mønstre«.

Det førte til et enormt datamateriale, som omfattede intet mindre end 1.308 ruiner og 1.560 kvadrat-kilometer – og et ph.d.-stipendium, der i 2010 endte mellem hænderne på Christian Koch Madsen.

»Vi har haft en helt ny indgangsvinkel til at undersøge bosættelser – for første gang har vi taget en hel region og sagt, nu tager vi hele det her område og undersøger udviklingen fra den ene ende til den anden. Vi har faktisk undersøgt en hel halvø,« fortæller den nyslåede ph.d. og fortsætter:

»Nu har vi så detaljerede data, at jeg kan fortælle, hvad der er foregået helt ned på den enkelte gård.«

For at nå frem til sine konklusioner har Christian Koch Madsen blandt andet undersøgt:

  • Ruiner af gårde og sætere.
     
  • Historiske moderne forhold i Island og Norge som parallelstudie til at fortælle om, hvor mange mennesker der kunne have boet på Grønland.
     
  • Inuitternes reintroduktion af fåreavl og kvæghold som parallelstudie til at fortælle om, hvordan klima påvirker kvæg og antal af dyr.

Forskeren har desuden trukket på tidligere, omfattende forskningsdata, blandt andet:

  • Klimadata, pollendatasæt og vegetationsanalyser.
     
  • Demografiske undersøgelser af området.
     
  • Arkæologiske udgravninger og analyser.
     
  • Isotop-undersøgelser af knogler for at bestemme nordboernes kost.