I skolen kan man ikke stjæle fra børnenes fantasi
CLASSIC: Historiebaseret undervisning kan være en god måde at motivere skoleelever på. Men læreren kan ikke uden videre stjæle fra børnenes fantasi. Eleverne ved nemlig udmærket godt, at de er i skole.

Nyt forsøg prøver at afdække, om historiefortælling kan bruges til at undervise børn. (Foto: Mai Murmann)

Børn elsker historier. Og de er villige til at glemme både tid og sted for at være med i dem.

Så bliver træpinde til prægtige gangere, legehuse til slotte og raske drenge og piger til riddere og prinsesser.

Eventyret er sprællevende i deres hoveder, og de deltager livligt i hinandens fantasier, spinder dem sammen og bygger dem større.

Netop den indlevelse har man forsøgt at bruge i historiebaseret undervisning, for at skabe engagement og mål for elevernes læring.

Men man kan ikke bare overføre den eventyrlige kontrakt fra legen til klasselokalet.

Her er eleverne nemlig meget bevidste om skolens rammer, og det kan ophæve deres vilje til at lade sig rive med af eventyret og leve sig ind i det.

Historien skifter karakter i klasselokalet

Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet har testet et eventyrbaseret forløb på syv københavnske skoler.

I undersøgelsen skulle eleverne lære om sanserne ved at befri en flok dyr, som har mistet deres ører, næser og øjne til en hidsig kejser.

Hensigten var at undersøge, om eleverne ville leve sig ind i historien og derigennem få nogle mål, der gav dem lyst til at lære om sanserne. Eventyr passer nemlig rigtig godt til den måde, vores hjerner lærer på.

Fakta

Med denne artikel vandt Mai Murmann ErhvervsPhD Foreningens formidlingspris 2011. Prisen på 16.000 kr. blev uddelt ved ATVs årsmøde 5. maj.

De eksisterede længe før skriftsproget, og derfor består de af en række strukturer, som er nemme at huske.

Derfor kan historier hjælpe med at forstå sammenhænge og skabe mening.

Derudover har de ry for at kunne skabe stærke følelser og indlevelse, og netop dét var tænkt ind i historien om kejseren og dyrene som en stor drivkraft for elevernes motivation og fantasi.

Men undersøgelsen viste, at eventyret ikke virkede helt efter hensigten. For inde i elevernes hoveder skifter historien nemlig karakter, når den fortælles i en undervisningssituation.

Eventyret som læringsramme

Det viste sig, at eleverne generelt er glade for at bruge historier som læringsredskab, fordi undervisningen bliver sjovere og mere meningsfuld, når de skal forholde sig til de aktører og problematikker, som historien opstiller.

Dyrene og kejseren i det eventyrbaserede forløb gav dem noget konkret at forholde sig til.

Men samtidig købte eleverne ikke historien fuldstændigt. Den stærke fantasioplevelse udeblev simpelthen i skoletimerne.

Det kom til udtryk ved, at eleverne var meget bevidste om, at det er læreren, som styrer historien, og stillede mange kritiske spørgsmål, når historien var i konflikt med virkeligheden.

Selv når læreren stillede opgaver gennem historien, refererede eleverne ikke til historien, men løste opgaven som en helt almindelig skoleopgave.

Undervisningen er til forhandling

Fakta

ErhvervsPhD-foreningen afholder igen i år en formidlingskonkurrence for p.h.d.-studerende. Deadline er 1. april 2012. Læs mere på www.erhvervsphdforeningen.dk.

Historien opfattes formentlig anderledes i undervisningen, fordi eleverne godt ved, at de går i skole for at lære.

I samme øjeblik eleverne træder ind i klasselokalet, har de en forventning til, hvad der nu skal ske.

Det kan man kalde for den pædagogiske kontrakt mellem lærer og elever, som er en uskreven aftale om, hvad der skal ske i klasserummet.

Det er den kontrakt, der gør, at eleverne ved, at de skal lave mad i hjemkundskab og dyrke sport i idrætstimerne.

I undersøgelsen kunne man se, at eleverne trods den velkendte historie-form, primært var opmærksomme på læreren og undervisningen, og derfor ikke levede sig helhjertede ind i historiens univers.

For dem eksisterede historien hovedsageligt som en ramme for læringen, og de overgav sig ikke til på den samme måde, som når de læser en bog eller leger.

En historie vil derfor ikke virke på samme måde i et klasselokale som på en legeplads eller i et fritidshjem, hvor der gælder andre kontrakter.

Læreren som gatekeeper

Resultaterne tyder på, at det er vigtigt, at læreren er opmærksom på, hvilken rolle historien skal spille i undervisningen. Hvis historien blot skal understøtte undervisningen og virke som en ramme for timen og som en knagerække for hukommelsen, behøver den ikke yderligere introduktion.

Men hvis man som lærer ønsker at bruge historien til at skabe følelser og engagement, skal det forhandles ind i en ny kontrakt, hvor eleverne ved, at det er væsentligt at bruge fantasien og lege med hele tiden.

Mai Murmann, 30 år, Erhvervs-ph.d-studerende på Experimentarium og Institut for Naturfagenes Institut på Københavns universitet.

Forsker i brugen af historiestrukturer ved undervisningen i museumsudstillinger.

Cand. Scient i Biologi og formidling fra Syddansk Universitet med speciale i Videnskabsjournalistik.

Har tidligere arbejdet i Odense Zoo som guide og rundviser, lavet skolemateriale og reportager for skoleelever til SDU's projekter på Galathea ekspeditionen (www.gale-thea.sdu.dk), lavet speciale og tilrettelagt programmer på DR2's program "Viden Om" og arbejdet i Experimentariums nyhedsafdeling som videnskabsjournalist.