Historiker: Danskerne har glemt Norge

Som moderne dansker tænker man måske ikke så meget over, at Norge engang var en del af Danmark.

Ifølge historiker Rasmus Glenthøj, der har skrevet sin ph.d.-afhandling om adskillelsen af Danmark og Norge i 1814, skyldes det, at statsfællesskabet med Norge ikke er særlig grundigt behandlet i dansk historieskrivning.

»Danmark fylder meget i norsk historieskrivning, men Norge fylder meget lidt i dansk historieskrivning, selvom adskillelsen af de to lande i 1814 indiskutabelt er det største territorielle og befolkningsmæssige tab i Danmarkshistorien,« fortæller han.

Kun skrevet få hundrede bøger

Sammenligner man med 2. Verdenskrig og 1864, som der er skrevet i omegnen af henholdsvis 15.000 og 3.000 danske bøger om, er det påfaldende, at der efter Rasmus Glenthøjs bedste vurdering ikke er skrevet mere end nogle få hundrede bøger om årene omkring 1814.

Især når man tager i betragtning, hvor turbulent perioden var; med langvarige krige der involverede Europas mægtigste stormagter, England og Frankrig, statsbankerot, konfiskering af hele flåden og et København der både nedbrændte og blev sønderbombet.

Så hvorfor er perioden ikke bedre behandlet? Måske fordi den rent historisk er blevet overskygget af tabet af Slesvig-Holsten i 1864. Men måske også fordi den var pinlig for landets mest magtfulde person.

Norge blev personligt traume for kongen

I 1814 var Danmark stadig en enevældig stat, og regenten hed Frederik 6. Han var en stolt og egensindig hersker, der havde meget høje tanker om kongens værdighed og troede på enevælde som den bedste styreform.

Men tabet af Norge gjorde Frederik 6. voldsomt upopulær, og København var på randen af revolution. Samtidig indførte det nyligt uafhængige Norge en demokratisk forfatning kort efter adskillelsen, hvilke affødte krav om demokratiske reformer i Danmark.

Frederik 6. så begge dele som en trussel mod den danske styreform og hans personlige magtposition. Derfor var det vigtigt for ham hurtigt at slette sporene af sin udenrigspolitiske fiasko.

»Tabet var et personligt traume for kong Frederik 6. Han gjorde alt, hvad han overhovedet kunne, for, at Norge blev glemt, så danskerne fik ikke lov til at bearbejde tabet,« fortæller Rasmus Glenthøj og eksemplificerer:

»Han indførte blandt andet censur, forbød norske aviser og fik sine embedsmænd til at publicere pamfletter om, at adskillelsen var en velsignelse for Danmark, fordi Norge var en økonomisk byrde, som man nu slap for. Og det var en lodret løgn.«

Demokratiske tanker var en farlig virus

Frederik 6. gjorde derfor alt, hvad han kunne for at holde liberale norske strømninger ude af Danmark. En overgang stoppede han postgangen over Skagerrak, og da den blev genoptaget, fik han forsendelserne overvåget.

I Odsherred og Jylland satte kongen sågar politispioner til at overvåge, om norske idéer havde infiltreret det danske samfund. Foreninger med norske medlemmer blev overvåget, fordi kongen så det som en revolutionær rugekasse.

»Norge var blevet farligt, fordi det fik en fri forfatning: De liberale idéer var en virus, der ikke måtte inficere den danske statskrop. Det, de liberale ønskede i Danmark, havde de fået i Norge. Så for kongen gjaldt det om, at Norge skulle glemmes, og alle kontakter så vidt muligt brydes,« fortæller Rasmus Glenthøj.

Fra enevælde til demokrati

Rasmus Glenthøj har undersøgt et væld af både norske og danske skriftlige kilder fra perioden i forbindelse med sin ph.d.-afhandling. De viser blandt andet, at Danmark – trods det rigide enevælde – var påvirket af de demokratiske strømninger i Europa.

For eksempel blev der allerede i 1814 skrevet en afhandling med et udkast til en demokratisk dansk forfatning.

Der skulle dog gå 35 år, før Danmark – et af Europas mest enevældige monarkier - blev en demokratisk stat. Og da Grundloven blev indført i 1849, var den norske grundlov en af hovedinspirationskilderne.

»Norge var danskernes helt store liberale forbillede, og Danmarks forfatning og hele den liberale strømning og tankegang i 1830'erne og 40'erne var stærkt inspireret af Norge,« fortæller Rasmus Glenthøj.

1814 overskygget af 1864

I de to slesvigske krige (1848-51 og 1864) var Danmark igen i udenrigspolitisk krise. Denne gang mistede vi Slesvig-Holsten, og dette tab har sat langt mere synlige spor i dansk kulturhistorie og politik.

Mange af de institutioner og kulturinstanser, der har formet det moderne Danmark, opstod i kølvandet på 1864, og det selvdestruktive post-krigstraume og nationale mindreværd, krigen medførte, har formet en stor del af den danske mentalitet og selvforståelse.

Fra 1864 og helt frem til 1990’erne har Danmark eksempelvis ført en passiv udenrigspolitik og ikke deltaget aktivt i nogen krige overhovedet. Danmark var blevet en ’småstat’, der tilpassede sig stormagter som USA og Tyskland i stedet for at agere selvstændigt.

Men hvorfor fylder tabet af hertugdømmerne så meget mere i dansk kultur, politik og historieskrivning end tabet af Norge, som både var større geografisk og befolkningsmæssigt, og havde hørt sammen med Danmark i længere tid?

Historikernes tunnelsyn præger 1814

»Da historieskrivningen blev professionaliseret sidst i 1800-tallet, var det 1864, der fyldte i landskabet. Og efterfølgende har historikerne projiceret den rent danske nationalstat, der først blev en realitet efter 1864, tilbage i historien,« forklarer historiker Rasmus Glenthøj.

»Derfor forstod historikerne ikke, hvilken sammensat stat Danmark var centrum i tidligere, og tabet af Norge blev bagatelliseret. Men i virkeligheden var det i 1814, og ikke i 1864, at ’småstaten’ Danmark blev født,« fortsætter forskeren og eksemplificerer:

»Den danske udenrigsminister erklærede efter 1814, at landets udenrigspolitik var, at man ikke havde nogen. Man var passiv og forholdt sig til, hvad stormagterne gjorde, for ikke fornærme nogen - især ikke Rusland. I en periode var Danmark nærmest en russisk klientstat.«

Rasmus Glenthøjs ph.d.-afhandling om adskillelsen af Danmark og Norge udkommer i bogform 1. maj på Syddansk Universitetsforlag under titlen ’Skilsmissen - Dansk og norsk identitet før og efter 1814’.