I klasseværelset sidder lille Bastian og lytter opmærksomt til historielæreren. Han kan godt lide historie. Læreren fortæller altid levende om Jellingstene, Absalon og Systemskiftet i 1901.
Men hvad Bastian ikke ved, er, at læreren er i færd med at give ham en ’national’ tankegang. Ikke fordi læreren synes, at Bastian skal være national. Men fordi den tidligere, borgerlige regering ville det sådan. Den brugte bevidst Folkeskolen til at påvirke danskernes verdensbillede i en national retning.
Det konkluderer Claus Haas, lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet i en artikel i det anerkendte tidsskrift Slagmark. I sin forskning har han analyseret Folkeskolens nyeste historie-faghæfte, ’Historie 09’. En vejledning i historieundervisning, der virkelig vil ændre måden, vi danskere forholder os til vores fortid på.
»Det overrasker sikkert mange, at et nyt faghæfte for historieundervisningen ikke bare er en uskyldig revision af hvilke perioder og personer, der skal undervises i,« siger Claus Haas.
»Noget så uskyldigt som dagligdagens historieundervisning er faktisk en del af et større historiepolitisk spil. Et spil, hvor den tidligere regering forsøgte at re-nationalisere befolkningens identitet.«
Claus Haas har gransket faghæftet og holdt det sammen med udtalelser fra blandt andre tidligere undervisningsminister Bertel Haarder (V) og folketingsmedlemmet Søren Krarup (DF).
Tilsammen giver det et billede af, hvad der er formålet med lærervejledningen ’Historie 09’. Nemlig, at befolkningen skal ’rystes sammen’ som nation ved hjælp af undervisning i nationale emner.
»Bertel Haarder og Søren Krarup kommenterede ’Historie 09’ i medierne, lige efter hæftet var blevet offentliggjort. Selvom deres synspunkter varier lidt, har de den samme forståelse af det nationale: Man kan kun forstå de nationale værdier, hvis man bliver forankret i ’det danske folkefællesskab’,« siger Claus Haas.
Bertel Haarder og Søren Krarup mener, at de etniske danskeres nationale identitet er truet af det flerkulturelle samfund. Det er derfor, de vil bruge historieundervisningen til at genskabe en kollektiv national identitet og erindringsfællesskab.
Claus Haas’ analyse viser, at politikerne vil ensrette den måde, vi tænker om historie på. De vil have, at alle borgere i Danmark kender en historie, der underbygger den nationale kultur, som Bertel Haarder og Søren Krarup føler sig som en del af.
Derfor er der en obligatorisk historiekanon i ’Historie 09’. Den indeholder blandt andet et katalog over nationale erindringssteder som fx ’Stormen på Dybbøl i 1864’ og ’Genforeningen med Sønderjylland’. Emner, som nogle mener er vigtige for at fastholde et dansk-nationalt syn på verden. På den måde ignorerer historiekanonen stort set det faktum, at der lever mange forskellige kulturer i Danmark.
»Bertel Haarders holdning til historieundervisningen er problematisk, fordi nogle borgere i Danmark kommer fra andre lande med andre kulturer. Andre deler bare ikke Bertel Haarders Grundvigsk-nationale måde at betragte historie og kultur,« siger Claus Haas.
Historiekanonen i ’Historie 09’ kan vise sig at ændre historieundervisningen i Folkeskolen. Før i tiden foreskrev faghæfterne kun på et meget overordnet plan, hvad læreren konkret skulle undervise i.
»Men kanonen skal gennemgås, og den skal fylde 25 procent af historieundervisningen. Tidligere var der ikke decideret pligtstof,« siger Claus Haas.
Historiekanonen er et led i en erindringspolitisk kamp. En kamp om, hvordan den danske stats indbyggere skal forstå sig selv. Hvis de politiske magthavere kan bestemme, hvordan befolkningen opfatter en fælles fortid, har de også magt over, hvordan man i fremtiden kan indrette samfundet.
Når vi som befolkning skal træffe store, vigtige samfundsbeslutninger, sammenligner vi nemlig ofte med fortidens erfaringer og løsninger. Og hvis vi alle kun kender til de nationalistiske svar på samfundets flerkulturelle udfordringer, kan de påvirke måden vi handler i fremtiden.
»Det her er en undersøgelse af historiepolitik. Den ser på, hvordan magthaverne – i det her tilfælde statsmagten – påvirker borgernes historiebevidsthed. Jeg undersøger, hvordan magthaverne opfinder og bruger fortiden til at påvirke borgernes identitetsdannelse,« siger Claus Haas.
Claus Haas’ forskning drejer sig indtil videre kun om, hvordan statsmagten forsøger at påvirke befolkningens erindringsfællesskab. Men han vil også gerne undersøge, om lærere og elever rent faktisk bliver påvirket af politikernes intentioner.
»Vi ved ikke noget om, hvordan lærer og elever opfatter og bruger ’Historie 09’ i hverdagen. Men det forsøger jeg at undersøge i øjeblikket,« siger Claus Haas.
Han analyserer i øjeblikket alle faghæfter, der igennem tiden er kommet for historiefaget. Med tiden vil det kaste nyt lys over, hvordan skiftende politikere har brugt Folkeskolens historieundervisning til at påvirke danskernes opfattelse af deres fortid.
Sådan gjorde forskeren
I artiklen ’Folkeskolens historieundervisning – National og/eller flerkulturel historiepolitik?’ i tidsskriftet Slagmark gennemgår Claus Haas ordvalget i ’Historie 09’. På den måde analyserer han sig frem til, hvilket historiesyn faghæftet ønsker, landets lærere underviser ud fra.
Det gør Claus Haas ud fra en socialkonstruktivistisk tilgang. Ifølge den tilgang, påvirker de ord, vi bruger, vores opfattelse af virkeligheden (læs mere om socialkonstruktivisme i artiklen: Hvad er konstruktivisme?).
Analysen viste, at ord som ’nationen’ og ’nationalstaten’ fylder mere end ord, der lægger op til undervisning i flere kulturer end den dansk-nationale.
For at være sikker på, at analysen er korrekt, sammenlignede Claus Haas analyse-resultatet med udtalelser og kommentarer fra politikerne bag ’Historie 09’. Det viste sig, at der var en overensstemmelse mellem ordvalget i ’Historie 09’ og politikernes hensigter.
Kun socialdemokraten Christine Antorini skilte sig ud blandt forligsparterne. Hun betonede i sine udtalelser demokrati og internationalt udsyn som vigtigt i historieundervisningen.
isme
Nationalisme er en af de værste og mest ødelæggende ismer. Med flaget i hånden og en nationalidentitet plantet i hovedet på befolkningen kan en leder drage i krig med fuld opbakning, FOR VI ER FOLKET MED DEN SANDE SANDHED!!
læreplanerne som politiske manifester
Jeg, og tror jeg de fleste andre, vil nu mene at jeres multi-kulti univers er så fjernt fra virkeligheden at man vel kunne skrive Det Helt Nye Testamente fra jeres vrøvl. Det er jeres politiske manifester vi ønsker jordet, 6 fod eller mere.
Der er i urnordisk tanke en rød tråd i hvorfor netop skandinavisk og angelsaksisk historiefortælling skal gengive sandheden som den var, og ikke som vi gerne vil have den var. Det skyldes at vi mener at fortiden, med erfaring fra nutiden, har indflydelse på vor fremtid; arv og tarv.
Fra Hamborg og syd på, fortæller regnskabsfolk mig, er årsregnskabet bare nogle tilfældige tal der ikke kan bruges til at foreskrive fremtiden.
Troede vi ikke på at fortiden havde indflydelse på hvem vi var, er, og vil blive, var der ingen grund til at spille tid på sagen. Men det tror vi på, og gør det fordi vor erfaring tilsiger os at det er sandt.
For de danske er den rette tro altid de danskes sæder og skikke, til hver en tid og for evig tid. Dette er gældende i vore landskaber, og er en foranderlig størrelse. Du er velkommen til at følge spillereglerne, eller drage bort.
Hvad vi ikke vil tillade er løgnen - den virtuelle sandhed i monoteistisk lineær tanke og opfattelse af livets gang. Fortiden har her ingen betydning og kan omskrives som påkrævet af hændelser i nutiden. Vel sagtens nøjagtigt hvad multi-kulti universet foreskriver.
Derfor, ikke blot er det et krav at historien kommer til vore unge i langt større omfang end gives i folkeskolerne i dag. Det er også et krav at historien kommer til os sandfærdigt, og det filter der bruges til afgrænsning af sandheden er de danskes sæder og skikke.
Det er vor lærdom at vore unge nok selv skal finde frem til hvad de skal mene. Vor opgave består i at formidle historien sandfærdigt. Det har jeg det manerligt let med.
"Den blå betænkning" fra marts 1960 er ophavet til den fuldstændige historieløshed i det ganske land.
Danmark i stenalder, bronzealder og jernalder burde fylde al undervisningstid i historie i 7. og 8. skoleår. Dette er hjørnestenen i hvem vi er. Uden denne grundviden kan resten af vor historie umuligt opfattes ret.
Sammenhold er vel af det gode?
Jeg forstår ikke kritikken, det lyder da rigtig fornuftigt. Problemet har jo netop været, at en del generationer ikke kendte deres historie og derfor heller ikke dem selv og den kultur de lever i. Jeg kendte ikke til dette tiltag, men det lyder da rigtig fornuftig, at både indfødte danskere og tilkommende danskere kan få en fælles tilgang til det land de nu bor i, for det skaber vel fælles kultur og forståelse, hvilket vel i det lange løb også er meningen mht. at kunne leve og arbejde sammen som et folk og en nation, modsat et multikulturelt samfund, som også vil være et splittet samfund uden fælles værdier og sammenhold.
Kanonløb
Det er naturligvis legitimt at se læreplanerne som politiske manifester, og skolens undervisning som oplæring i den rette tro, som Flemming Rickfors gør - og som han følgelig også mener at Claus Haas må gøre. Det blev da også praktiseret i stor stil, lige syd og noget øst for Danmark, i det 20. århundrede.
I Rickfors' optik skal læreplanerne derfor gøre det soleklart for mennesker "der på unaturligvis vis er kommet til landet som betalte gæstearbejdere eller flygtninge, og som alene er her af finansielle årsager" hvordan klaveret spiller her.
Et andet syn på skolen er, at den skal afspejle den verden vi lever i og gøre vores børn kloge på den og parate til den. Uanset hvem de er.
Det er en verden, Rickfors og mange andre har det umanerligt svært med, men det burde vores unge mennesker vel ikke undgælde for, med usaglige skævheder i læreplanerne og besynderlig prioriteringer af undervisningstiden.
Haas' forskning giver i det mindste mig en idé om, hvorfor mine børn har forladt folkeskolen uden at vide andet om 1. verdenskrig end at der må have været sådan en - siden der nu er noget der hedder 2. verdenskrig. Og dog... den smule de har lært om det i skolen, har fået dem til at tro at 1. verdenskrig handlede om grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland. For hvad betyder ellers noget her i verden?
Uddannelsesboblen
Er der overhovedet nogen, der har et overblik over, hvor megen politisk forskning af ovenstående slags, der finder sted i Danmark i dag. Jeg håber ikke, at det er det danske samfund, der har bekostet forskerens uddannelse, hans daglige arbejde, og engang i fremtiden skal bekoste hans pension. Hvis det er tilfældet, undrer det mig ikke, at vi har svært ved at få enderne til at nå sammen i vore dages velfærdssamfund. Den mand er ikke kommet ud af stedet siden han i 2001 forsvarede en ph.d. afhandling om, hvordan skolen i fremtiden skal oplære eleverne til et multikulturelt demokrati.
I 1960-erne besluttede man, at de fleste danske unge skulle have en universitetsuddannelse. I dag ser vi så resultatet. En overordentlig kostbar, nytteløs boble.
Hvor mange reelt produktive danskere er der tilbage til at forsørge så ødselt et samfund ?
Rendyrket multi-kulti propaganda
Først hører vi at *Claus Haas’ analyse viser, at politikerne vil ensrette den måde, vi tænker om historie på. De vil have, at alle borgere i Danmark kender en historie, der underbygger den nationale kultur*.
Hvortil vi kan sige, at det jo ganske rigtigt er i strid med ”Den blå betænkning” fra marts 1960, hvorunder historieundervisningen herefter skulle fremme historieløsheden og undertrykke viden om de danskes historie, og set og vis at leve og tænke på. Som ordvalget i betænkningen siger: *Det er vigtigt, at eleverne vænnes til at betragte problemerne ud fra synspunktet ligeberettigelse mellem folkeslagene*.
Herefter følger Claus Haas' egentlige årsag til hans politisk betingede undersøgelse, nemlig at *nogle borgere i Danmark kommer fra andre lande med andre kulturer*,
I Claus Haas' dansk-fjendtlige univers skal mennesker, der på unaturligvis vis er kommet til landet som betalte gæstearbejdere eller flygtninge, og som alene er her af finansielle årsager, naturligvis ikke indføres i vor sæt og vis at leve og tænke på.
Er Claus Haas i tvivl herom, eller uenig heri, kan han passende lave et forskningsprojekt hvor vi lukker for den finansielle vandhane i 2 år og ser hvad der sker.
*Man scal seedh følghe eller landh fly* opfattes tydeligvis af Claus Haas som at de danske skal tilpasse sig fremmede gæsters fremmede skikke på egen odelsjord, eller skride derfra.
Uden at have noget kendskab til hvem Claus Haas er, tilsagde sund fornuft at lave en simpel Google-søgning på *Claus Haas, multikultur, multikulturelle*. Ikke overraskende dukker han op som trold af en æske. Under dække af forskning fører han det giftigt grønne multi-kulti banner.
Burde hans artikel ikke offentliggøres på poltiske fora i stedet for? Det hører i alle tilfælde ikke hjemme på videnskab.dk.
Maos venner
Det er rystende læsning – hvad bilder de politikere sig ind at går rundt og bede historielærerne om at give vores sarte ungdom viden om hvad Danmark er for en størrelse og hvad der historisk set binder os sammen som nation.
Fy da føj vil straks I vende tilbage til den sædvanlige perspektivløse usammenhængende pseudo-marxistiske fremstilling af danskernes historie som blev udtænkt af 68- udkradset over urteteen og mellem piberne i kollektivet ”Maos venner”
At elske sit land er jo lig med fascisme det ved jo alle der har hørt efter i folkeskolens historietimer og de eneste der havde grund til at elske deres land var de tapper arbejder i Sovjet der havde bekæmpet det kapitalistiske-fascistiske overherredømme eller folket i det sande paradis her på Jorden: Albanien.
En dansker der elsker sit lille land er en latterlig størrelse og alle ordentlige mennesker får jo kvalme af at se Dannebrog for som de har lært i skolen så er det kun dem der stemmer på Dansk Folkeparti der kan holde synet af vores flag ud – af samme grund har mange skoler derfor også holdt op med at hejse Dannebrog på flagdage for det er jo en ren provokation overfor folk i nabolaget.
Det er jo det rene støvletramp og brunskjorteri at begynde at fodre den sagesløse ungdom med vores lands historie