Computerspil er i dag en fuldstændig integreret del af unge og yngres referenceramme.
For især mænd helt op i 40’erne er det nærmest et tegn på manglende dannelse, hvis man aldrig har hørt om Donkey Kong, Pac-Man og Doom. Derfor siver spillenes fortælleform dybere og dybere ind i andre medier som film og tv-serier.
Det er hovedpointen i bogen ’Computerspil og de nye mediefortællinger’, som lektor i medievidenskab på Syddansk Universitet Bo Kampmann Walter står bag.
»Mange af dem der står bag film og tv-serier i dag er vokset op med computerspil. De slæber deres virkelighed med ind i scenerne. For 200 år siden havde det været Goethe, der satte sit præg på andre fortælleretninger. I dag er det computerspil,« siger Bo Kampmann Walter.
Selv i film, der umiddelbart synes langt fra computerspillenes univers, spiller spil en central rolle i fortællingen.
I filmen The Beach, hvor en flok velfærdshippier skaber deres eget samfund langt fra civilisationen, holder fornægtelsen af fremskridtet kun så længe, der er batterier til deres Nintendoer, og i en af filmens centrale scener bliver hele virkeligheden nintendoficeret. Hovedpersonen Richard, spillet af Leonardo DiCaprio, bliver forvist fra hippielandsbyen og overladt til sig selv i de omkringliggende skove, hvor han synker hen i ungdommeligt vanvid.
Filmen viser, hvordan Richard degenererer fra sin egen menneskelighed til udelukkende at leve ud fra paranoide instinkter, ved pludselig at placere ham i en pixeleret Nintendo-virkelighed.
»I et kort øjeblik er Richard ikke en levende karakter, men en pixeleret figur, en avatar, der i abrupt hysteriske ryk indsamler point, passerer spilobjekter og krydser forhindringer og dermed bliver centrum i en ludologisk ramme,« siger Bo Kampmann Walter.
Det interessante er, at filminstruktøren, forfatteren og manuskriptforfatteren betragter computerspil som en del af Leonardo DiCaprios figurs' referenceramme.
Levels: Baner i spillet, som spilleren kommer videre til
Experience-point: Erfaring, der gør en karakter stærkere
Cutscenes: Computeranimerede filmsekvenser, der typisk binder baner sammen
Richard skal fremstå som en normal person, og da filmen havde premiere i år 2000, var computerspil en del af den almindelige reference for mænd i 20'erne.
»Den verden, Richard søger tilflugt i som et værn mod en truende yderverden, og den virkelighed, som udgør hans sikre referencegrundlag, er netop computerspillenes, tegneseriens og de ny-mytologiske filmklassikere,« skriver Bo Kampmann Walter i bogen.
’Computerspil og de nye mediefortællinger’s centrale pointe er, at computerspil er blevet motoren i andre fortælleformer. Det, som Bo Kampmann Walter kalder den ludiske dominans.
»Film og tv-serier er blevet mere ”computerspil” end aristoteliske, boglignende objekter med begyndelse, midte og slutning og helte og antihelte,« siger Bo Kampmann Walter.
Han nævner, hvordan en række nyere film bruger en level-baseret fortælleteknik frem for den traditionelle teknik.
En film som Inception foregår helt bogstaveligt på levels, hvor karakteren, der i øvrigt også bliver spillet af Leonardo DiCaprio, søger dybere og dybere ned i drømmelag. For at komme ned til næste lag, kræver det, at han overvinder en boss.
Det er et greb, der er direkte hentet fra computerspil, hvor det oftest kræver, at man besejrer en særlig stærk modstander for at komme videre til næste bane.
»Man kan se udviklingen i Peter Jacksons filmatisering af Ringenes Herre-trilogien. Den første film følger en meget lineær udvikling, men anden og tredje film minder langt mere om computerspil i deres opbygning.«
»Der er indlagt en række actionklumper, som resten af handlingen leder frem til. Når heltene står og skuer ud over sletter, så handler samtalen om det næste slag, og slaget viser, om strategien var god nok, om de valgte de rette våben, og om de har samlet experience-point nok til at besejre modstanderne. På den måde fungerer scenerne mellem actionsekvenserne som computerspillenes passive cutscenes,« siger Bo Kampmann Walter.
Bogen ’Computerspil og de nye mediefortællinger’ analyserer en række nyere film, spil og tv-serier, som ud over de nævnte er Matrix, Memento, Deus Ex, Grand Theft Auto og Counterstrike.
Bogen er målrettet studerende og undervisere, der arbejder med nye medier.
Første gang, forskeren for alvor bemærkede spilificeringen af andre medier, var da tv-serien 24 timer kom frem i begyndelsen af 00’erne.
24 timer benytter sig af samme fortælleteknik som de to sidste Ringenes Herre-film. Hovedpersonen Jack Bauer arbejder hele tiden på at komme videre til næste level.
En anden tv-serie er gået skridtet videre i inspiration fra computerspil: Tv-serien Lost. Forfatterne til Lost har fortalt, at serien er inspireret af eventyrspillet Myst, hvor man befinder sig på en ø uden at vide hvorfor, hvad man skal eller hvad målet er.
Men serie-verdenen stikker endnu dybere.
»I Lost er tv-serien kun toppen af isbjerget. Producenterne har bygget et helt univers op omkring serien. På nettet kan man gå langt dybere i udforskningen af Lost-universet,« siger Bo Kampmann Walter.
Han fremhæver DR’s Ramasjang som et tilsvarende univers. Der er tv-kanalen, men der er også landet Ramasjang, som er den ø, værterne bor på.
Ramasjang eksisterer på en gang i tv, på nettet og i virkeligheden, når der for eksempel hver sommer bliver sendt Sommer Summarum.
»Fremover vil man se, at populære medier bygger på grader af indlevelse. Som i Lost vil der være en tv-serie, som mere ’casual’ seere kan følge med i, mens der vil være et univers for mere interesserede. Producenterne vil i højere grad skabe komplekse fitionsverdener end fokusere på karakterer,« siger Bo Kampmann Walter.
Ringenes Herre
Selvom Peter Jackson har lavet en del ændringer, så følger både Two Towers og Return of The King bøgerne ganske godt. Så måske Bo Kampmann skulle læse bøgerne... kunne jo være at spillene har hentet inspiration til handlingens opbygning derfra - og ikke omvendt.
D&D kom jo også et sted fra.... ;-)