Fængslet: Uvished er værre end tortur

Indsatte står op og sover, fordi fængslerne er overfyldte i et af verdens fattigste lande, Sierre Leone. Mange af dem må vente i årevis på at få en dom.

Også på Filippinerne kan der gå år, før de fængslede kommer for en domstol. Mange af dem bliver tortureret under deres afhøring, men ender med at blive frikendt, når deres sag endelig kommer for retten.

»De bliver slået på ørerne og med jernrør andre steder på kroppen. Der er også en praksis, hvor de bliver smurt ind i olier med stærke krydderier, også på kønsdelene,« siger Liv Gaborit, der er forskningsassistent på DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur.

»Torturen foregår typisk under afhøringen for at få dem til at tilstå eller angive deres kammerater,« fortsætter hun.

Liv Gaborit har interviewet politiske fanger og observeret hverdagen i filippinske fængsler, hvor mange af de indsatte venter i årevis på at få deres sag prøvet i retten. Det etnografiske feltarbejde er en del af DIGNITY’s forskningsprojekt ’Understanding Prison Reform – a study of entangled practices in Sierra Leone, Kosovo and the Philippines’.

Dagligdagsstress fylder mere end totur

Torturen talte de filippinske indsatte sjældent om, da Liv Gaborit interviewede dem. I stedet var det ventetiden og uvisheden, der prægede deres samtaler om livet i fængsel.

»I fængslet fokuserer de på at overleve – der er det ikke den tortur, de har været udsat for, men dagligdagens problemer, der fylder. Filippinerne er et land, hvor mange er udsat for traumatiske begivenheder som for eksempel tyfoner, skudepisoder og vold. De oplever barske ting og lærer at leve med det,« fortæller Liv Gaborit.

Selvom mange af de filippinske fængslede har symptomer på posttraumatisk stress som følge af afhøringstorturen, fokuserer de ikke på de psykiske ar, mens de sidder i fængsel. I cellerne er der andre problemer at tænke på.

»De snakkede om, at de havde følelsesmæssige problemer, men ikke i forbindelse med tortur. Det var den stress, der var forbundet med at være i fængsel og langt væk fra familien, der fyldte i deres hverdag. De følte sig handlingslammede, hvis familien udenfor havde problemer, som de ikke kunne gøre noget ved,« fortæller Liv Gaborit.

Fængsler er objektiverende

Handlingslammelse er en følelse, der kan opstå, når folk bliver behandlet som objekter, der ikke har indflydelse på deres egen hverdag. Livskvaliteten falder markant, fordi man ikke udvikler sig som menneske, når man ikke kan handle som et selvstændigt individ, viser psykologisk forskning.

Overalt i verden er fængsler og andre lukkede institutioner i sin natur objektiverende. Det har blandt andre den franske filosof og idéhistoriker Michel Foucault analyseret sig frem til.

På Filippinerne beskriver man den depression, aggressivitet, angst eller psykose, som kan opstå, når man bliver objektiveret og får frataget sin handlekraft med ordet ‘buryong’.

Politik og religion giver fængslet mening

Liv Gaborits undersøgelser viser, at de indsatte i det overfyldte filippinske fængsel, har forskellige strategier til at tackle følelsen af ‘buryong’.

De fængslede, hun har interviewet, er politiske fanger, som er anklaget for at have deltaget i voldelige guerillaoprør og muslimer, der også er anklaget for at have kæmpet mod regimet uden at have fået en dom. Fælles for de to grupper af fanger er tilsyneladende, at de overlever følelsesmæssigt, fordi de i fængslet trods alt har mulighed for at indgå i et fællesskab med ligesindende:

Politiske fanger: »De venstreorienterede indsatte fortsætter deres revolutionære kamp i fængslet. Det gør det nemmere for dem at håndtere fængselslivet, magtesløsheden og uvisheden om, hvor lang tid de skal vente, at de har en sag at kæmpe for og et tilhørsforhold,« siger Liv Gaborit.

Religiøse fanger: Muslimerne finder en mening med fængselsopholdet ved at dyrke deres religion og se det som Allahs vilje, at de skal udsættes for fængselslivets prøvelser, udtrykker de i interviewene.

»Fælles for de venstreorienterede fanger og muslimerne er, at det ser ud til, at de har mulighed for at håndtere følelsen af ‘buryong’ uden at gå helt til grunde, fordi de i fængslet har mulighed for at interagere med andre med den samme overbevisning og danne grupper med ligesindede,« siger Liv Gaborit.

Fængslede står op og sover

I et af verdens fattigste lande Sierra Leone, som stadig kæmper for at komme op at stå efter en blodig 10-årig borgerkrig, der sluttede i 2002, er fængslerne endnu mere overfyldte og uorganiserede end i Filippinerne.

Mange af de indsatte i landets fængsler er fattige fra slumkvarterer. Nogle af dem har været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt og har ikke haft råd til at betale sig fra at komme i fængsel.

»Hvis man ikke kan betale, ender man i fængsel. Ofte ved de fængslede ikke, hvad de er anklaget for, og hvis de har fået en dom, ved de ikke, hvornår de kommer ud,« siger postdoc Andrew Jefferson, der er forskningsleder på DIGNITY’s projekt ’Understanding Prison Reform’.

»Mange af dem bekymrer sig over, at deres familier ikke ved, hvor de er, fordi de ikke har haft mulighed for at fortælle dem, at de er i fængsel,« fortsætter han.

Slumkvarterer minder om fængsler

For nogle år siden lavede Andrew Jefferson etnografiske observationer og interviews med de indsatte i et af Sierra Leones fængsler, hvor pladsen var så trang, at nogle indsatte måtte stå op at sove.

Ligesom i Filippinerne var det uvisheden og magtesløsheden, der blev oplevet som det værste ved at sidde i fængsel.

Fængslets forhold, der er umenneskelige set fra en dansk synsvinkel, var dog ikke så meget anderledes end de livsvilkår, mange af de sierra leonske indsatte er født og opvokset i, siger Andrew Jefferson:

»Man kan sammenligne de slumkvarterer, mange af dem kommer fra, med fængsler. Også i slummen mister man sin handlekraft, fordi man ikke har kontrol over sine egne livsbetingelser. Man er tvunget til at bo tæt op ad nogle, som man ikke selv har valgt at leve sammen med, og der er ingen muligheder for, at man kan skrabe penge sammen og rejse væk.«

Andrew Jefferson og Liv Gaborit bidrager begge til en forskningsbaseret bog, der efter planen skal udkomme i 2015. Bogen handler om mødet mellem menneskerettighedsorganisationer, fængselsmyndigheder og indsatte i Sierra Leone, Filippinerne og Kosovo.