En flok kaskelotter kredser om en fødende hun.
Deres sølvgrå kroppe glider ud og ind mellem hinanden i Det Caribiske Havs klare vand, mens flokkens nye kalv kommer til verden.
Hvalerne puffer til den nyfødte med deres firkantede næser, mens de udsender høje kliklyde.
De i alt 11 store havpattedyr holder sammen i en social familie-enhed ud for østaten Dominica.
På videoen hjælper de den nyfødte kalv med at overleve i de kritiske minutter efter fødslen, formoder forskere, som netop har offentliggjort deres enestående optagelser af fødslen.
»Kaskelotterne skiftes til at løfte kalven op ad vandet, måske for at hjælpe den med at holde sig oven vande, så den kan trække vejret,« siger hvalforsker Pernille Thusbøll Tønnesen, der er postdoc på Aarhus Universitet og ansat af projektet CETI, som står bag optagelserne samt to studier i Science og Scientific Reports.
Kun én gang tidligere - i 1986 - er en kaskelots fødsel blevet beskrevet, men langt fra lige så detaljeret som i de nye studier.
Grindehvaler driller fødselshjælperne
På forskernes unikke optagelse nærmer en stor flok grindehvaler sig.
De svømmer helt tæt på og cirkler om de 11 kaskelotter, der stadig er optaget af at få den nyfødte op til overfladen.

Grinderne gør udfald mod fødselshjælperne.
En af dem svømmer ligefrem direkte ind i en af kaskelotterne, som ikke flytter sig.
»Det ser ud til, at kaskelotterne samarbejder om at beskytte kalven mod grindehvalerne,« siger Pernille Thusbøll Tønnesen, som er medforfatter på studiet i Scientific Report, fordi hun tidligere har været med til at sætte måle-sensorer på kaskelotterne i Det Caribiske Hav.
»De sørger for, at der hele tiden er en voksen mellem kalven og grindehvalerne, som er kendt for at genere kaskelotter,« forklarer forskeren.
Kaskelotternes sprog ændrer sig på kritiske tidspunkter
Forskerne har samtidig optaget lyden af kaskelotterne under havet.
De 11 hvaler kommunikerer med kliklyde - såkaldte codas.
De karakteristiske lyde er et slags morse-sprog, der er med til at binde mange små enheder af kaskelotter sammen i store klaner, mener forskerne.
Fødselshjælperne klikker højlydt, og lydene ændrer karakter på de mest kritiske øjeblikke, viser forskernes analyser.
Fødslen tager en halv time, hvorefter kaskelotterne straks begynder at skubbe det nyfødte medlem af flokken op over havoverfladen.

Det er livsnødvendigt, at kalven hurtigt får luft, ellers drukner den, forklarer Pernille Thusbøll Tønnesen.
»Kaskelot-kalve har ikke meget fedt på kroppen. Det medfører, at de har negativ opdrift, så de skal virkelig slå med halen for at komme op,« siger Pernille Thusbøll Tønnesen.
»Lige efter fødslen er halen foldet sammen og skal folde sig ud, før kalven kan svømme effektivt.«
Hun har selv lavet et studie, som viser, at halerne folder sig ud indenfor den første time af kalvenes liv.
Når kalvene har fået luft, skal de finde moderens dievorter under vandoverfladen.
Kaskelotterne hjælper hinanden med at passe kalvene
I deres første leveår begynder kalvene at dykke flere hundrede meter.
Når de skal op fra dybet, får de assistance fra de voksne i flokken, viser Pernille Thusbøll Tønnesens forskning.
»De store kaskelotter gnider sig op ad kalvene, mens de er på vej op, som om de hjælper dem,« siger hun.
Kaskelothvalerne dier tilmed hinandens kalve, så forskerne finder det sandsynligt, at de også assisterer hinanden efter fødsler, og at det er det, der sker på videoen.
Uafhængig forsker: Pas på med fortolkninger
En anden dansk hvalforsker, Magnus Wahlberg, er dog ikke overbevist om, at forskerne har ret i deres fortolkninger.
Han har læst de to nye studier og set optagelserne af kaskelothvalens fødsel, men har ikke været involveret i forskningen.
»Det er meget sjældent at observere en hvals fødsel i det fri, så optagelserne er spændende og opsigtsvækkende,« siger Magnus Wahlberg, der tidligere har lavet forskning, som viser, at kaskelothvaler laver deres kliklyde med næserne.

»Men det er den første optagelse af en kaskelots fødsel nogensinde, og vi bør være skeptiske, når vi har så lidt data. Det er uden tvivl en fødsel, men vi kan ikke vide, hvorfor de andre kaskelotter strømmer til. Man kan tolke det på mange måder,« mener Magnus Wahlberg, der er lektor på Biologisk Institut ved Syddansk Universitet.
»De tilkomne er måske nysgerrige og puffer for sjovt til kalven uden hensigter om at hjælpe med noget som helst. Det kan vi ikke vide. Vi bør holde os til, hvad vi faktisk ser uden at fortolke.«
Kaskelotterne føder sjældent
Forskere har fulgt de 11 kaskelot-hunner ud for østaten Dominica i årevis, men det er første gang, de er vidne til en fødsel.
Det er en sjælden begivenhed i området, hvor hvalerne kun bliver drægtige med 4-20 års mellemrum, fortæller Pernille Thusbøll Tønnesen.
»Der kommer ikke mange nye kalve i denne population af kaskelotter. Maksimalt en håndfuld om året. Forskerne har været vildt heldige med at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.«
De 11 kaskelotter bevæger sig normalt rundt i to mindre grupper.
Pernille Thusbøll Tønnesen medgiver, at der kan være andre forklaringer på, at de på videoen samles om den fødende.
»Kaskelotter er nysgerrige og meget sociale dyr. En fødsel er spændende og en vigtig social begivenhed, så de strømmer måske til for at møde og knytte bånd til det nye familiemedlem,« siger hun.
»Men det ser grangiveligt ud til, at de samarbejder om at holde kalven i live ved at holde den oven vande.«
En anden kaskelothval fødte alene
På videoen er kaskelotterne tilsyneladende så ivrige efter at røre den nyfødte, at de indimellem maser den og kommer til at skubbe den under vandet.
Under den eneste anden kaskelotfødsel, som er blevet observeret for 40 år siden i Sri Lanka, fødte hunnen alene, fortæller Pernille Thusbøll Tønnesen.
Først 15 minutter senere kom fem andre kaskelotter til.
»Forskerne tolkede dengang deres berøringer som stressende for kalven.«
Den nylige observerede kaskelotfødsel i Det Caribiske Hav er filmet af forskere, der deltager i det internationale forskningsprojekt CETI, som observerer kaskelotterne ud for østaten Dominica med moderne teknologisk udstyr.
Forskerne fra syv forskellige lande bruger blandt andet kunstig intelligens til at oversætte kaskelotternes kliklyde.

































