Er superskurke med til at hindre ondskab i verden?
Popkulturens skurke, lige fra Supermans ærkefjende til Snehvides onde stedmor, tjener en vigtig psykologisk funktion. Skurkene bekræfter os i, hvad der er rigtig og forkert adfærd, viser dansk forskning, der knytter humaniora og darwinistisk evolutionsteori.

Magneto er superskurken i de første film i X-Men-serien. Filmskurkenes personlighed dannes af en række forskellige træk, som på tværs af kulturer, historiske perioder, køn og nationaliteter er ens og genkendelige. (Foto: PR)

Umiddelbart er der ikke mange ligheder mellem dæmonen Pazuzu fra William Peter Blattys 'Exorcisten' fra 1971 og den pæne prins Hans i Disneys storsællert 'Frost' fra 2013. Men under overfladen gemmer sig alligevel en lang række ligheder.

Uden at vi har viden om, hvorfor de er blevet sådan, så er de nådesløse i deres kamp for at få dominans, og de ofrer gerne andres liv for egen vindings skyld.  De tænker kun på sig selv og er uden moral og empati.

Trækkene går igen hos stort set resten af de skurke, der præger popkulturen, og stort set alle de onde modspillere i film, tegneserier og litteratur har overlappende personligheder, uanset indpakning.

»Et gennemgående træk er, at alle skurkene er helt utrolig antisociale og forsøger at tilrane sig ressourcer uden hensynstagen til andre end dem selv. Ud fra evolutions- og socialpsykologisk teori har jeg opregnet, hvad det er for nogle ting, man vil kunne forvente at finde hos skurke i alle former for popkultur,« siger Jens Kjeldgaard-Christiansen som er kandidatstuderende på Aarhus Universitet.

I det anerkendte videnskabelige tidsskrift Evolutionary Behavioral Sciences har han med sin artikel 'Evil Origins: A Darwinian Geneaology of the Popcultural Villain', som er skrevet med tilknytning til Institut for Kommunikation og Kultur, sat skarpt på ondskaben i popkulturens skurkeroller.

Alle skurke griner ondt

En af Jens Kjeldgaard-Christiansens pointer er, at skurkenes personlighed dannes af en række forskellige træk, som på tværs af kulturer, historiske perioder, køn og nationaliteter er ens og genkendelige. Hollywoods banditter er magen til de japanske slyngler, og Disney-skurkene deler personlighed med fjenderne i James Bond-film.

»Helt grundlæggende er det, at de altid vil være drevet af en slags essentiel, ond motivation. De skal have en tilknytning til det onde og glædes ved at gøre andre ondt for egen vindings skyld. Et helt universelt ydre træk er, at de ofte griner hult, når de lægger deres onde planer og regner på, hvor stor deres egen gevinst vil være. De godter sig simpelthen over deres egen ondskab. Skurkene fra det japanske anime-univers Dragon Ball gør det, Scar fra Løvernes Konge gør det, og Jokeren fra Batman har ligefrem et stort grin malet i ansigtet,« beskriver Jens Kjeldgaard-Christiansen.

Det onde bor i os alle

Det nye ved Jens Kjeldgaard-Christiansens granskning af de fiktive banditter er, at han har koblet deres egenskaber til en række af menneskets grundlæggende egenskaber og forklaret dem ud fra darwinistiske evolutionsteori. Ved at gennemgå den evolutions- og socialpsykologiske litteratur kiggede han på, hvad de forskellige psykologiske retninger kan fortælle os om måden, vi tænker om det gode og det onde.

»Artiklen er et teoretisk fundament, ikke en undersøgelse. Jeg har set på, hvordan og hvorfor vi kategoriserer ondt og godt, som vi gør, og så har jeg demonstreret mine hypoteser med udgangspunkt i en række popkulturelle skurke,« forklarer Jens Kjeldgaard- Christiansen, og fortsætter:

»Når træk som antisocial adfærd og ageren med egen vindig for øje bliver ved med at blive gengivet i film og tegneserier, skyldes det i høj grad, at de taler til os. Det gør de, fordi de repræsenterer nogle menneskelige tendenser, som bor i os, men som vi som samfund har grund til at undertrykke, fordi de er ødelæggende for fællesskabet,« siger han.

Skurkene og deres nederdrægtige træk har en intuitiv appel til os, og ved at iagttage dem bliver vi bestyrket i, at det er forkert og grumt at mele sin egen kage på bekostning af fællesskabet. De onde figurer får os til at undertrykke vores lyst til at tænke på, hvordan vi selv får størst muligt gevinst.

Menneskeheden er nået langt via samarbejde

Fra abestadiet og frem har mennesket gennem de forskellige evolutionsstadier organiseret sig i større og større grupper. At vi er blevet så gode til at arbejde sammen har sandsynligvis været en vigtig faktor i vores evolutionære succes.

»På individniveau vil der altid være en motivation for at udnytte systemet og tilrane sig ressourcer på bekostning af de andre. Men vores evne til at tænke i, hvordan fælleskabet gør os stærkere, er sandsynligvis en afgørende grund til, at vi er nået længere end andre arter,« siger Jens Kjeldgaard-Christiansen.

Det har været en grundlæggende præmis for menneskeheden, at hvis samarbejdet er dårligt, så går det rigtig skidt for gruppen, og det er nødvendigt at alle tænker på fælleskabets interesser før deres egne, påpeger Jens Kjeldgaard-Christiansen.

»Hvis sammenhængskraften i vores grupper bliver undermineret af nogle antisociale individualister og snydere, så gå det rigtig hurtigt meget dårligt. Derfor er det vigtigt, vi kan spotte dem, der bare vil hapse til sig selv og kender og genkender deres egenskaber, så vi kan få dem udskilt og straffet dem,« siger Jens Kjeldgaard-Christiansen.

Gør de onde skurke os så gode?

Men hjælper Kaptajn Klo og Jokeren os alligevel med at få så meget styr på verden, at de med deres eksplicitte grimhed og ondskab er med til at opdrage os til, hvad der er rigtigt, og ikke mindst forkert og forkasteligt? Ja måske, mener Jens Kjeldgaard-Christiansen, men kun til dels.

Under overfladen findes der faktisk en lang række ligheder mellem dæmonen Pazuzu fra William Peter Blattys 'Exorcisten' fra 1971 og den pæne prins Hans i Disneys storsællert 'Frost' fra 2013.
(Foto: <a>Keith Homan&lt;/a&gt; / </a><a>Shutterstock&lt;/a&gt;)

»Mit bedste - og ret spekulative - bud er, at popkulturen måske er med til at gøre noget, men ikke en hel masse. Vores indre modsatrettede impulser bliver udstillet. Vi ser, at vi godt kan få noget ud af at være selviske, men at vi får mere ud af at være i en gruppe. Det er den samme kamp, som udspiller sig inde i individet, som bliver udstillet via superskurkene. Med dem kan man jo tydeliggøre: Hvad er det vi vil have og hvad er det, vi værdisætter hos vores medmennesker?« siger Jens Kjeldgaard-Christiansen.

Et banebrydende projekt

For Mathias Clasen, som er adjunkt ved Aarhus Universitet og vejleder på den opgave, der ligger til grund for artiklen, er Jens Kjeldgaard-Christiansens projekt ret enestående.

Ikke kun er det første gang, han har oplevet, at en studerende på et humanistisk fag har lavet en eksamensopgave af så høj kvalitet, at den stort set uden omskrivning er blevet optaget i et videnskabeligt tidskrift, men hele indfaldsvinklen repræsenterer også noget nyt og banebrydende.

»Den viser, at der er noget at komme efter i den tværfaglige tilgang til humaniora, hvor man bruger menneskets grundlæggende biologi til at sige noget om vores kulturelle adfærd og vores kulturelle produkter. Den vinkel har der ikke været stor tradition for at bruge inden for humaniora. Det her projekt viser ikke alene, at det kan lade sig gøre, men også at man kan sige noget væsentligt om det humanistiske genstandsfelt ved at tænke evolution ind,« siger Mathias Clasen, som selv forsker i blandt andet skrækfiktion.

Men det er ikke kun som eksempel på et stykke humanistisk forskning, at Mathias Clasen bifalder Jens Kjeldgaard-Christiansens projekt. Det giver os også en banebrydende ny forståelse af skurkenes struktur og funktion.

»Projektet giver en ny erkendelse omkring skurkene, og det bidrager med viden om, at popkulturens ´bad guys´ og deres selviske adfærd kan forklares ved hjælp af biologisk funderede dispositioner. Dette er ikke tilfældigt, men hænger nøje sammen med menneskets sociale evolution og vores balancering mellem prosociale og dominanssøgende motiver,« understreger Mathias Clasen.

Fiktionens figurer fortæller om virkeligheden

For Palle Schantz Lauridsen er undersøgelser som Jens Kjeldgaard-Christiansens altid interessante, fordi superskurke og superhelte er med til spejle vores virkelighed.

»Fiktioner som disse er relevante at studere, fordi kendskabet til og forståelsen af fiktion fortæller os noget om mennesker og om vores måde at være i verden på,« siger Palle Schantz Lauridsen, som er lektor i audiovisuelle medier ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet.

Han har selv arbejdet med skurkeroller i fiktion og blandt andet lavet en analyse af Sherlock Holmes’ ærkefjende, Professor Moriarty.

På trods af, at han ikke før har set en så rendyrket en darwinistisk forståelse af skurkens personlighed, så er det ikke i hans øjne banebrydende nyt at anskue fiktioner, og dermed skurke, som et udtryk for nogle meget grundlæggende og generelle menneskelige egenskaber.

»I dag synes mange at være enige om, at mennesket er et ‘story telling animal’, og at fortællingen med helte og skurke er central for den måde, vores hjerner fungerer på. Fiktion er altså ikke bare ´løgn og forbandet digt´, som Henrik Ibsen siger, men en fundamental menneskelig erkendelses- og erindringsform. Det er så at sige en måde at få styr på verden på,« fortæller Palle Schantz Lauridsen.

En lidt for upræcis undersøgelse

Lidt problematisk er det dog, mener Palle Schantz Lauridsen, at Jens Kjeldgaard-Christiansens artikel bevæger sig oppe på det allerhøjeste generaliseringsniveau med en lidt for tilfældig empirisk tilgang. Han stiller desuden spørgsmålstegn ved, om det overhovedet giver mening at behandle emnet uden at tage de historisk-kulturelle aspekter med i betragtning.

»Der mangler en forståelse for de mekanismer, der ikke er darwinistiske, og selvom der er nogle ansatser til historisk forståelse, så jeg efterlyser større kulturel indsigt. For mig er det åbenlyst, at der er sket store ændringer i fremstillingen af skurke og helte de seneste 15 år, ikke mindst med det hypede amerikanske quality television og de nye tv-serier. Nu får vi nu mulighed for at forstå skurkenes handlinger, samtidig med at heltene er blevet noget mindre renskurede. I HBO's 'Deadwood' forvandler skurken Al Schwerengen sig nærmest til at blive en samfundsstøtte og en renfærdig helt, mens Seth Bullock har så store problemer med at styre sit temperament – og sit kønsliv –, at hans status som helt ikke kan opretholdes. Det ser jeg som en kulturel bevægelse, der er sat i gang af økonomiske årsager, fordi der er et marked for film og tv-serier med komplekse karakterer, og jeg har svært ved at forstå, at den udvikling kan forklares evolutionshistorisk,« mener Palle Schantz Lauridsen og fortsætter:

»Et andet problem er empirien. Der er ingen systematik i udvalget af eksempler. En videnskabelig undersøgelse skal klart formulere de kriterier, empirien er udvalgt efter. Det sker ikke i artiklen. Der bliver plukket lidt hist og her, og dermed er teoriens gyldighedsområde ikke præciseret,« siger han.

Jens Kjeldgaard-Christiansen er ikke uenig i Palle Schantz Lauridsens kommentarer, men mener, de går forkert af artiklens teoretiske fokus.

»Jeg søger at udforske de aspekter af den popkulturelle skurk, som netop kan føres tilbage til evolutionsprincipper. Det udelukker på ingen måde, at der kan være en mindst lige så interessant kulturel dimension, og at de to sikkert kan interagere på interessante måder. Det er bare ikke mit fokus. Jeg er også enig i, at perspektivet, før det kan gøre krav på et videnskabeligt belæg, skal operationaliseres og testes. Det er noget, jeg sigter mod at gøre i fremtiden. Artiklen er ikke en undersøgelse - den er et teoretisk udgangspunkt,« svarer Jens Kjeldgaard-Christiansen.