Afgør boldbesiddelse fodboldkampe?

Lørdag er der finale i fodboldens mest prestigefulde klub-turnering, Champions League.

De seneste år har det spanske hold FC Barcelona fået overbevist verden om, at deres såkaldte ‘tiki taka’-stil, hvor man fokuserer på at holde fast i bolden med snævre pasninger, er fodboldens fremtid.

Derfor kom det også som lidt af et chok, da engelske Chelsea i sidste års semifinale sendte de forsvarende mestre ud af turneringen. Chelsea havde nemlig kun bolden i 28 procent af tiden – stik modsat filosofien bag tiki taka.

Barcelona tæsket af hold med mindre boldbesiddelse

Allerede i 2010, da italienske Inter slog tyske Bayern Munchen i finalen med en boldbesiddelse på 32 procent, havde de første tvivlere meldt sig.

I dette års turnering kunne Barcelona så notere et 1-2-nederlag til den skotske klub Celtic, der kun havde bolden 27 procent af tiden, inden det spanske hold blev sendt ud af Bayern Munchen, der i den ene kamp vandt 4-0 med kun 37 procent af spillet.

Det rejser spørgsmålet, om boldbesiddelse alligevel ikke er den sikre vej til succes og trofæer?

Boldbesiddelse ikke afgørende i de enkelte kampe

Det forsøger et studie, der netop er publiceret i tidsskriftet Journal of Sports Science, at svare på. Vil man vide, om de hold, der har bolden mest, også er de hold, der klarer sig bedst over en længere periode, så er svaret klart:

Jo mere et hold har bolden, jo flere point høster de.

Problemet er bare, at det ikke hjælper fodboldhold som Barcelona med forkærlighed for boldbesiddelse i de afgørende kampe. Der er nemlig ikke nævneværdigt større chance for, at det hold, der har bolden mest, også vil vinde de enkelte kampe, når man tager højde for holdenes generelle niveau:

»I en Champions League-finale har det hold med mest boldbesiddelse ikke nogen nævneværdig større chance for at vinde kampen.«

»Bayern Munchen er det klareste eksempel. De tabte finalen i både 2009 og 2001, selvom de havde henholdsvis 70 og 56 procent af spillet,« siger Christian Collet fra International Christian University i Tokyo.

I lige kampe vinder holdet med mindst boldbesiddelse

Christian Collet er forfatter til et studiet, der undersøger sammenhængen mellem boldbesiddelse og succes i fodboldkampe.

Studiet viser endda, at når to ligeværdige hold mødes i de nationale ligaer, så er der en stabil negativ effekt af spilovertag, hvis man kigger på de enkelte kampe:

»Set over en hel sæson vil de bedste hold også have bolden mest og være mest effektive i deres afslutninger,« siger Christian Collet, men uddyber:

»Det kan ofte overskygge den empiriske virkelighed, at når de bedste hold møder hinanden, så vil et boldovertag være tilbøjelige til at give et nederlag. Jeg kalder det for Wenger-paradokset efter Arsenals manager Arsene Wenger, der ofte står uforstående over for, at hans hold taber kampe, hvor de har domineret spillet,« siger Christian Collet.

Han har har analyseret data fra kampe fra de fem store europæiske ligaer i England, Spanien, Italien, Tyskland og Frankrig, de pan-europæiske klubturneringer Champions League og Europa League, samt et udvalg af turneringer med landshold, som for eksempel VM og EM.

Argentinske Marcelo Bielsa er den store inspirationskilde

En af Collets konklusioner er, at den sammenhæng mellem spilovertag og succes, som man kan se over længere tid blandt holdene i de nationale ligaer, i høj grad er drevet af ligaernes tophold.

»I de seneste år har verdens allerbedste fodboldhold holdt mere konsekvent fast i bolden end tidligere, og der synes altså at være en sammenhæng mellem det og deres succes,« siger Christian Collet.

Det er altså måske snarere et spørgsmål om, at de bedste hold spiller med meget boldbesiddelse, end at meget boldbesiddelse gør holdene gode. Den engelske journalist Jonathan Wilson kalder dette stilskifte en bielsafication af fodbolden med henvisning til den argentinske træner Marcelo Bielsa, der for tiden er træner i spanske Athletic Bilbao.

Boldbesiddelse er det bedste forsvar

Bielsa er en af inspirationskilderne til Barcelonas boldbesiddende spil, og danskere vil måske huske ham fra Brøndby Stadion, hvor han i 2009 som landstræner for Chile drev gæk med Morten Olsens landsholdstropper.

»Hvis du ser på de sidste 5-10 år, så har de absolutte topklubber med inspiration fra Bielsa været meget fokuserede på at kontrollere kampene ved at kontrollere bolden og forsøge at vinde boldene tilbage højt oppe på banen. De har simpelthen opdaget, at hvis de har bolden i egne fødder 65-70 procent af tiden, så bliver det meget svært for modstanderen at score,« siger Jonathan Wilson, der skriver om fodbold for The Guardian og er forfatter til bogen ‘Inverting the Pyramid, a history of football tactics’.

Christian Collet er enig i, at boldbesiddelse kan være en effektiv defensiv strategi, og han mener, at det kan forklare, hvorfor for eksempel Barcelona og de berømte hollandske total-fodboldhold med så stor succes kunne nøjes med tre mand i forsvaret.

Morten Olsen ønsker ikke skyttegravskrig

Selvom den danske landstræner Morten Olsen altså selv har haft ørerne i Bielsas offensive maskine, så er han glad for udviklingen og det store fokus på at være i boldbesiddelse.

»En overgang fokuserede folk meget på omstillingsspillet, og så blev det meget hurtigt sådan en skyttegravskrig, som jeg ikke håber, vi kommer til at opleve igen. For naturligvis er omstillingsspillet vigtigt, men hvis man udelukkende fokuserer på omstillingssituationerne, så kommer man altså ikke langt som fodboldhold nu om stunder,« siger Morten Olsen til Videnskab.dk.

Landstræneren uddyber:

»I bund og grund er det jo de spillere, man har til rådighed, som afgør, hvilken fodbold der skal spilles. Men siden VM i 1998 har trenden heldigvis været, at bolden skal være en vigtig del af fodboldspillet. Vi vil godt styre kampene, men det afhænger jo også af, om vi møder et hold, der graver sig ned og står dybt på deres bane, eller et hold, som går op og presser os.«

Ny offside-regel har givet plads til pasningsspil

Ifølge Jonathan Wilson er det en række ændringer i fodboldens regler, der har gjort boldbesiddelsen til et effektivt våben.

»Efter verdensmesterskaberne i 1990 syntes mange, at fodbold var blevet et meget negativt spil. Der blev ikke scoret særlig mange mål, og mange kampe blev afgjort på straffespark. Det var, syntes mange, ikke var sportsligt holdbart, og samtidig var der økonomiske interesser, der følte, at man var nødt til at ændre spillet, så folk gad se på det,« siger Jonathan Wilson.

Særligt de sidste årtiers ændringerne i offside-reglen har muliggjort et mere boldholdende spil.

»Man har indført en række ændringer, der gør, at holdene ikke længere kan stå 20 meter fra midterlinien, så man kun kan spille fodbold på 40 meter af banens længde. Med de nye regler er holdene nødt til at stå nærmere eget mål, og pludselig kan man så spille fodbold på 60 meter af banen.«

»Det giver mere plads, mindre kontakt mellem spillerne, og så bliver det lettere for de små spillere at holde på bolden. Samtidig har man forbudt tacklinger bagfra, og alt i alt er balancen skiftet fra fysik til teknik.«

Boldbesiddelse er ikke lykken i spansk fodbold

Men er boldbesiddelse blot et modelune blandt Europas topklubber, eller den også er vejen til succes for de mindre hold?

Christian Collets studie viser, at sammenhæng mellem spilovertag og succes over længere perioder stadig er signifikant i den engelske, tyske, franske og italienske liga, selv når man udelader de hold, der året før har kvalificeret sig til Champions League.

Betydningen mindskes dog betragteligt – og når man laver samme øvelse med kampene fra den spanske liga, forsvinder effekten helt. Det viser ifølge Christian Collet, at det boldbesiddende spil ikke er en generelt vej til succes i spansk fodbold, men snarere et udtryk for spillestilen hos de absolutte tophold som Barcelona og Real Madrid:

»Studiet viser, at elite-klubberne er afvigere. Når man fjerner dem, bliver sammenhængen uklar, ikke-eksisterende eller negativ, især i en liga som den spanske, der er så domineret af få topklubber,« siger Christian Collet.

Morten Olsen: Selv i Superligaen er boldbesiddelse godt

Morten Olsen mener dog godt, at man kan bruge en meget boldbesiddende tilgang på et lavere niveau.

»Jeg synes, vi har set tendenserne til, at tilgangen også kan bruges i for eksempel Superligaen, men det har desværre bare ikke været muligt i dette forår på grund af fodboldbanernes standard.«

»Det nytter ikke at spille pasningsspil på en kartoffelmark. Her må du i stedet være fleksibel og dygtig nok til at kunne spille mere direkte. Vi valgte for eksempel forkert, da vi spillede venskabskamp nede i Makedonien i februar, mens vi i Parken kan spille det spil, vi helst vil,« siger Morten Olsen.

Er noget fodbold mere rigtig end andet?

Det spanske pasningsspil har de seneste år gået sin sejrsgang og har givet sejre i både EM, VM og Champions League. Og af mange betragtes det som den eneste rigtige måde at spille fodbold på.

Til gengæld mener mange, at sporten ødelægges af det mere pragmatiske ‘direkte spil’, hvor man ikke har samme fokus på at fastholde bolden, men hellere reagerer på modstanderens fejl med kontraangreb; en spillestil som mange danskere forbinder med den norske landstræner Egil ‘Drillo’ Olsen.

Men Jonathan Wilson mener dog ikke, at det giver mening at betragte en spillestil som mere rigtig end andre.

»Den eneste pligt, et fodboldhold i mine øjne har over for sporten, er at spille på en måde, som giver dem de bedst mulige resultater. Det giver ikke mening at forlange af alle hold, at de skal spille pasningsbaseret angrebsfodbold. Hvis du har verdens bedste spillere til rådighed, så er det sandsynligvis den bedste måde at spille på, men hvis du til gengæld er træner i en engelsk bundklub, så ville det være vanvittigt at spille sådan.«

Ifølge Jonathan Wilson er offensiv fodbold ikke nødvendigvis mere underholdende, end fodbold der afventende reagerer på modstanderens spil:

»Jeg vil hellere se et svagt hold, der anerkender egne begrænsninger og tilpasser sin taktik til ressourcerne, end et, der forsøger sig med noget, de slet ikke kan og er bagud 4-0 efter 20 minutter.«

Landshold nødt til at have fast spilkoncept

Selvom Morten Olsen er kendt som tilhænger af et pasningsbaseret spil og ofte ses i opposition til det direkte norske spil, så mener også han – naturligvis – at fodbold på topplan først og fremmest handler om at vinde.

»Det vigtigste er at være effektiv, og det handler igen om at finde en spillestil, hvor du med det materiale, du har til rådighed, vinder mere, end du taber, kommer til flere chancer, end du havde gjort, hvis du havde spillet på en anden måde, og samtidig ikke giver modstanderen ret mange chancer for at score,« siger Morten Olsen.

Han mener dog, at landstrænere i højere grad end klubtrænere er nødt til at vælge en overordnet filosofi.

»Særligt på et landshold må du på et tidspunkt sige: Ok, det er vores spillestil. Den stil kan du så justere på forskellige positioner, fordi du får forskellige spillertyper til rådighed, men du er nødt til at have en overordnet filosofi, fordi vi i løbet af halvandet år kun har 10 vigtige kampe, mens man på et klubhold har 60 kampe.«

Færre pasninger pr. skud giver større chance for sejr

Selvom Barcelona på mange måder har kunnet gå på vandet de sidste år, så er holdet og det spanske landshold, der i høj grad består af spillere fra den katalanske gigant, på det seneste blevet kritiseret for at være kedelige og ineffektive, når de holder bolden på egne fødder ved at spille den fra side til side mellem holdets pasningsstærke spillere.

Spørgsmålet er, om det er vigtigere, hvordan man bruger bolden, end hvor meget man er i besiddelse af den?

Christian Collet har netop prøvet at undersøge sammenhængen mellem, hvor mange point et hold vinder per kamp og hvor mange pasninger holdet har per skud i den pågældende kamp.

Her fandt han, at et mere effektivt spil med få pasninger per skud, hang signifikant sammen med succes i alle de nationale ligaer på nær Italien.

»Barcelonas tiki-taka-filosofi er nærmest blevet en religion de seneste år, forstået på den måde, at det anses som den æstetiske og moralske rigtige måde at spille fodbold på. Mit studie viser, at det bestemt er en værdifuld tilgang, hvis det samtidig kan skabe gode skudmuligheder, og at spillerne ikke kun er gode til at aflevere, men også er gode til at afslutte,« siger Christian Collet og fortsætter:

»På trods af det har en række eksempler på det seneste og vist, at tiki-taka-stilen kan bryde sammen og gå i stå, når der ikke er ordentlig kvalitet i afslutninger, eller når Messi er skadet for den sags skyld. Så bliver det boldbesiddelse uden formål.«

»Boldbesiddelse er ikke altid en garanti for mål. Hvis du har bolden, men ikke skaber tilstrækkeligt mange skud, der rammer målet, så kan du ikke forvente at vinde en fodboldkampe.«

Afslutningerne er altafgørende

Morten Olsen mener også netop, at afslutningerne er det centrale:

»Hvis vi for eksempel ser på Danmarks kvalifikationskamp mod Tjekkiet, så kan jeg godt forstå, at nogle sagde, at det ikke var effektivt nok. Vi spillede os sådan set frem til chancer nok, men vi manglede bare effektiviteten i straffesparksfeltet, og den afgørende kvalitet i fodbold er altså afslutningsspillet.«

»Den kvalitet har de store klubber. De har spillere, som ikke skal bruge så mange chancer for at score som vores spillere,« siger Morten Olsen.

Det stemmer netop overens med resultaterne fra Christian Collets studie, hvor det viser sig, at mere boldbesiddelse for holdene uden for eliten giver flere skud, men ikke nødvendigvis flere mål.

Alting til sin rette tid

Christian Collet mener også, at studiet viser, at man ikke skal affærdige eller latterliggøre det direkte spil som mindre sofistikeret.

»Perioder med direkte spil og en taktisk fleksibilitet har sin plads i kampene. Selv Barcelona begynder jo at loppe bolde ind i feltet, når et dygtigt forsvar formår konstant at bryde deres pasningsspil.«

Jonathan Wilson mener også, at det meget er situationen, der afgør om pasningsspillet er værdifuldt eller ineffektivt, og han er enig i, at boldbesiddende spil kan blive ineffektivt:

»Det har vi set hos Liverpool og også hos Barcelona i Guardiolas sidste tid, for eksempel mod Chelsea i sidste års semifinale. Man bliver ved med at flytte bolden til siden og kommer ingen vegne.«

»De spiller på tværs af banen i stedet for fremad. Det betyder, at modstanderen kan læne sig tilbage og sige: I har bolden, men vi er ligeglade, så længe i spiller bolden rundt på jeres egen banehalvdel. Det giver som sagt god mening, hvis man prøver at forsvare en føring, men ikke, hvis du jagter et mål,« siger Jonathan Wilson.