Den lillebitte ø Failaka ud for Kuwaits kyst har de seneste ni år været arbejdsplads for danske arkæologer fra Moesgaard Museum. Og nu har de gjort et fund, som kan kaste lys over en ellers mørklagt tidsperiode.
I perioden 2100 f.Kr. til 1700 f.Kr. var Failaka hjemsted for Dilmun-kulturen og støttepunkt for handelen til de store byer i Mesopotamien; nutidens Irak. Det var en rig periode i Golfen, som først og fremmest blev båret frem af kobber fra Omans bjerge.
Men handelsnetværket kollapsede totalt omkring år 1700 f.Kr. Templer og byer blev forladt, kongernes grave plyndret, og folk spændte livremmen ind. De følgende århundreder beskrives som en ’dark age’ – en periode, vi har minimal viden om.
Det er netop fra den periode, danske arkæologer har gjort et fund, der måske kan være med til at kaste lys over den ellers mørklagte periode.
»Vi har i bebyggelsen fra perioden mellem 1.700 og 1.600 f.Kr. fundet rester af et smykkeværksted. I husaffaldet fandt vi stumper og stykker af halvædelsten. Disse findes ikke naturligt på øen Failaka, men er importeret – sandsynligvis fra Indien og Pakistan,« fortæller seniorforsker Flemming Højland.
Han er museumsinspektør ved Moesgaard Museum, tog initiativ til udgravningerne på Failaka.
De fundne blokke af halvædelsten udgøres primært af karneol og jasper. Disse materialer er formentlig blevet brug til at fremstille perler og fint dekorerede seglsten, som købmændene brugte til at forsegle deres handelsbreve og forsendelser. Det kan dog ikke fastslås med sikkerhed, understreger Flemming Højlund.
Bevis på 3.500 år gammel globalisering
Kristoffer Damgaard, som er adjunkt ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, mener også, at Flemming Højlund og kollegerne har gjort et vigtigt fund.
»Det er en vigtig og ret historisk afgørende opdagelse, det er jeg ikke i tvivl om. Der er tale om råmaterialer til luksusgenstande til en social elite, hvilket gør fundet til noget ganske særligt. Det vidner ikke kun om lokale håndværkstraditioner med importerede materialer, men også om at lokale eliter fortsat havde mulighed for langdistancehandel med dyre råvarer som halvædelsten,« siger han.
Ifølge Kristoffer Damgaard giver fundet endvidere en sjælden konkret indsigt i globaliseringens spæde år.
»Det er et fantastisk fedt eksempel på, hvor langt tilbage globaliseringen strækker sig. For godt 3.500 år siden var der veldokumenterede forbindelser på tværs af verden, som blev drevet at handel. Den viden er os ikke fremmed, men det er sjældent, vi finder så konkrete arkæologiske beviser,« siger han.
Halvædelsten vidner om renæssancetid
Halvædelstenene er første vidnesbyrd om handel i den mørklagte periode, fortæller Flemming Højlund.
»Fundet ændrer vores forståelse. Kuwait må i løbet af dark age-perioden have genetableret de handelsveje, som brød sammen omkring år 1700 f.Kr. Det vidner om en renæssance på Bahrain og Failaka omkring 1600 f.Kr., hvor man genoptog forbindelserne mod øst til Pakistan og Indien,« siger han og forsætter:
»Det er en genoplivning af den stolte fortid, vi intet har vidst om tidligere.«
Også det er Kristoffer Damgaard enig i.
»Fundet bliver kun mere interessant af, at det stammer fra en tidsperiode, hvor handlen historisk set anses som et overstået kapitel,« siger han.
Arkæologien bør udfordre ’sandheder’
Kristoffer Damgaard er dog kritisk over for betegnelsen ’dark age’ om tidsperioden, som halvædelstenene stammer fra. ’Dark ages’ er ikke begivenhedsløse tidsperioder, blot perioder vi ikke ved noget om, påpeger han.
»Det ville være meget mærkeligt, at man pludselig ophørte med transregional handel i området nær Failaka omkring år 1.700 f.kr. Jeg er altså ikke overrasket over, at det nye fund kan bekræfte, at handelen fortsatte. Men det er spændende med et konkret bevis, og det viser os at arkæologien kan og bør udfordre ‘historiske sandheder’,« siger han.
Ifølge Kristoffer Damgaard er det nye fund på Failaka et godt eksempel på arkæologiens funktion.
»Det er arkæologiens opgave at stille spørgsmålstegn ved de historiske fortællinger. Bare fordi historiske kilder fortæller os, at handlen med Dilmun pludselig stoppede, er det ikke nødvendigvis tilfældet,,« siger han og fortsætter:
»Arkæologien har berettigelse til at udfordre historien ved hjælp af andre evidensformer, det er dette et glimrende eksempel på.«
Danskere opdagede Dilmun-kulturen
Det var danske arkæologiske ekspeditioner, der i første omgang opdagede Dilmun-kulturen, en 4.000 år gammel civilisation, der ifølge myterne var i paradisets have, fortæller Flemming Højlund.
\ Dilmun
Dilmun var en af oldtidens betegnelser for et land et sted i den Persiske Bugt. Forskere har defineret det som nutidens Bahrain og Failaka og muligvis Quatars kyster. Det var et vigtigt knudepunkt for handel i bronzealderen.
Dilmun er blevet beskrevet som et paradisets have, der kan have været inspiration til historien om Edens have.
Dilmun-kulturen betragtes som en af de ældste civilisationer i Mellemøsten.
Kilde: ‘I Dilmun tier ravnen’ af Geoffrey Bibby (1971)
»Da danske arkæologer startede udgravninger i Bahrain i 1953 og fandt Dilmun-kulturen, troede de kun, at den fandtes der. Men da de blev inviteret til at grave i Kuwait i 1958, viste det sig overraskende nok, at kulturen fandtes helt op mod nord,« siger han og fortsætter:
»Dilmunitterne, som boede i Bahrain, havde koloniseret Failaka omkring 2.000 f.Kr. og brugte den som støtte for deres handel gennem Golfen. Mellem 2.000 og 1.700 f.Kr. havde Dilmunitterne monopol på handlen. Vi fortsatte med at grave på Failaka, for at undersøge hvilken handelsstation, som fandtes der.«
Arkæologi er en global disciplin
De danske udgravningsekspeditioner i sheikdømmerne langs den Arabiske Golf blev oprindeligt iværksat af professor P.V. Glob, som også er tidligere leder af Mosgaard Museum, fortæller Flemming Højlund.
»Der var stor udlængsel blandt danske arkæologer i 1950erne. Det var en eftervirkning af Anden Verdenskrigs lukkede grænser. Da professor Glob kom til Mosgaard Museum, var det med en mission om at komme ud i verden og samarbejde på tværs af kulturer og geografi. Det var hans livsindstilling og politiske holdning,« siger han.
\ Læs mere
Kristoffer Damgaard er enig i professor Globs syn på arkæologien.
»Arkæologi er en global disciplin. Den viden, som danske arkæologer har opnået om Dilmun-kulturen, skriver sig ind i vores fælles arv fra bronzealderen, som også er relevant herhjemme i Europa. Den viser, at verden har været forbundet på tværs af oceaner og landegrænser gennem tusindvis af år,« siger han.
Failaka var en tilfældighed
Det var dog småtilfældigt, at de danske arkæologer lige startede i Bahrain og derefter bevægede sig til Kuwait og Failaka.
»Valget kunne lige så godt være faldet på Afghanistan eller Indien. Det blev Bahrain, fordi Glob havde en medarbejder, som havde arbejdet der inden Anden Verdenskrig; Geoffrey Bibby. Danskerne var de eneste, som gravede i Golflandene i 1950 og 1960erne. Siden er der dog kommet mange andre internationale ekspeditioner til området,« siger Flemming Højlund.
\ Læs mere
De danske arkæologers tilstedeværelse i Golfen spiller stadig en vigtig rolle. Det bekræfter Kristoffer Damgaard.
»Den danske tilstedeværelse i regionen har vist landene, at Danmark trods vores relativt lille størrelse har noget ekspertise at byde på inden for arkæologien. Der var måske en grad af tilfældighed i, at samarbejdet startede, men siden har det vist sig at være produktivt og frugtbart,« siger han.
