Danske arkæologer udgraver tidligt bysamfund i Irak

Danske og hollandske arkæologer er netop vendt hjem fra en ekspedition i det nordlige Irak. Et sted hvor uroligheder og krige igennem de sidste 50 år har gjort det svært at være arkæolog.

Det nordøstlige Irak, der også kaldes irakisk Kurdistan, er en del af det område, mange arkæologer kender under navnet Mesopotamien. Og Mesopotamien er noget specielt, når det handler om forhistorie. Det er her, forskere har fundet de tidligste spor efter landbrug og de første eksempler på rigtige byer.

Netop byerne, de rigtig gamle af slagsen, er noget af det Tim Skuldbøl, der er adjunkt ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, interesserer sig allermest for:

»Det, der især gør den slags fund spændende, er, at man kan relatere dem, til den verden vi kender i dag, hvor omkring halvdelen af klodens befolkning bor i byer.«

Tim Skuldbøl har da også deltaget i udgravninger af flere af verdens tidligste byer. En af dem er syriske Tell Brak, hvor han, sammen med sine kollegaer, sporede byen mere end 6.000 år tilbage i tiden.

Iraks byer er blandt de allerførste

Det nye dansk-hollandske projekt fokuserer på Rania-sletten, et område i det nordøstlige Irak.

Jesper Eidem, der egentlig er dansk, selvom han er leder af det hollandske Institut for den Nære Orient (NINO), arbejder med de historiske perioder fra omkring år 3.000 til år 500 f.v.t, mens Tim Skuldbøl koncentrerer sig om de allerældste fund.

»Vores mål er at undersøge forholdene på Rania‐sletten. Stedet har en intens historie, der dækker tiden helt fra de tidligste agerbrugskulturer og frem til nyere tid«, siger Tim Skuldbøl og forklarer, at nogle af verdens første byer har ligget i Irak:

»Vi har fundet det, man kalder en byhøj, en lokalitet hvor folk har boet samme sted gennem tusindvis af år, og hvor huse efterhånden er blevet revet ned og brugt som fundament for de næste.«

Hvad kendetegner en by?

Den irakiske byhøj hedder Bab-w-kur, og udover selve højen har Tim Skuldbøl og de andre arkæologer fundet spor af mange af de ting, der kendetegner en by.

Men hvad er det, der gør en by til en by? Og hvordan kan forskere se, om flere tusind år gamle fund er rester fra en urban fortid? Tim Skuldbøl fortæller, at man før i tiden ledte efter byport og mur, når man ville klistre mærkatet 'by' på lokaliteter fra oldtiden. Men byer er forskellige, og måske er det ikke muren, der gør byen til en by.

Tim Skuldbøl selv leder efter noget andet:

»Jeg kigger på det, vi kalder organiseret byliv. Hvis en lokalitet for eksempel har været specialiseret i en bestemt form for produktion. Hvis man har produceret langt mere af noget, end hvad menneskene i et givent område selv kan forbruge, så kan det betyde, at stedet har haft en særlig funktion.«

Masseproduktion af oldtidskrukker

På Bab-w-kur har arkæologerne fundet spor efter præcis sådan en form for specialproduktion. Menneskerne, der engang boede der, lavede bunkevis af lerkrukker.

»Vi har fundet omkring 25 keramikovne fra samme fase, perioden lige omkring år 4000 f.v.t. Både antallet og andre kendetegn tyder på, at der foregik en form for masseproduktion; man holder op med at bemale keramikken, den er meget ensartet i størrelsen, generelt udekoreret og har formentlig haft en meget specifik funktion.«

Byer skal have styr på deres affald

Det er ikke kun keramikken fra Bab-w-kur, der leder tankerne hen på et organiseret byliv. Der er masser af andre spor. Men man skal ikke være bange for at få hverken jord eller skidt under neglene, hvis man vil vride ny viden ud af de gamle fund. En af de ting, arkæologerne kan kigge på, er nemlig, hvad fortidens mennesker gjorde af deres affald.

»I landsbyer deponerede man ofte affald op ad ens eget hus eller på åbne områder. Når man begynder at bo tæt sammen i byer, så begynder man at flytte affaldet rundt, så det ikke ligger på gader og stræder eller lige op ad naboens hus«, fortæller Tim Skuldbøl.

I Bab-w-kur kan arkæologerne se, at menneskerne har flyttet rundt på deres affald ad flere omgange:

»Det affald, vi finder, er ikke en førstegangsdeponeringer. Det er for eksempel små skår med runde, nedbrudte kanter. Affaldet har været samlet op et sted og så flyttet til et andet sted, hvor der er gravet et stort hul, man har puttet det ned i.«

Oldtidsby havde lokalplaner

I dag, hvis man vil bygge til, lave en garage i to etager eller have et hegn i et utraditionelt materiale, skal man som regel konsultere kommunens lokalplan og søge om tilladelse.

Ligesom os måtte befolkningen i fortidens Bab-w-kur også rette ind, hvis de ønskede sig et liv som byboere. Det tyder spor efter det, der måske engang var et befæstet provinscenter, på.

»Det, vi har fundet indtil nu, er huse, der ligger helt tæt ved siden af hinanden. De er tredelte, der er et hovedrum og så flere rum på hver side. Husene ligger på rad og række, de er bygget sammen med hinanden og bygget sammen med hovedmuren. Det er en organiseret byggefase, det er ikke en uorganiseret landsby, der er blevet til over tid,« fortæller Tim Skuldbøl.

Organisering er tegn på samlet lederskab

Masseproduktion, skraldeordning og snorlige ensartede bygninger er alle sammen ting, der i Tim Skuldbøls bog peger mod en høj grad af lederskab, og noget der ligner et decideret bysamfund:

»Når der er en leder, der er i stand til at mobilisere arbejdskraft og planlægge og organisere produktion, så er vi trådt ud af den verden, der kun er agerbrug.«

Men hvad var det så for en slags leder, der satte dagsordenen i oldtidens Bab-w-kur?

Tim Skuldbøl forklarer, at det er svært at sige noget præcist, men måske har det været en mellemting mellem en høvding, og noget der nærmer sig en konge. Og at bysamfundets ledere formentlig har været forbundet med religion. Noget af det, der peger i den retning, er fundet af stempelsegl, nogle med shamanagtige personer med for eksempel fuglehoveder.

Stempelseglene markerer ejerskab, og ifølge Tim Skuldbøl blev de typisk brugt til at forsegle ting som krukker eller døre, svarende til de ting vi i dag ville sætte en lås på.

Fantastisk, at arkæologer nu kan grave i Irak

Efterårets mange fund fra Bab-w-kur er kun begyndelsen. Ifølge Tim Skuldbøl er der stadig meget viden at hente på Rania-sletten. Derfor er det for ham en næsten ubegribelig god nyhed, at arkæologer nu kan vende tilbage til området efter 50 års fravær.

De Irakiske fund er så ekstraordinære, at danske arkæologer allerede i 1957 rejste ud for at deltage i redningsudgravninger på Rania-sletten, da man opdæmmede den nærliggende Dokan-sø. Men i mange år har det nordøstlige Irak været så godt som lukket land for arkæologer. Tim Skuldbøl forklarer, at den irakiske revolution i 1958 og 1960’ernes millitærkup indtil nu har gjort det vanskeligt at arbejde i landet. Iraks krige mod Iran og de to golfkrige gjorde situationen i landet endnu mere anspændt.

»Specielt i irakisk Kurdistan, som ligger tæt på grænsen til Iran, har der været en del politiske problemer, som har gjort, at der været meget få udgravninger,« siger han og fortæller, at udgravningerne også er godt nyt for nutidens lokalbefolkning:

»De danske udgravninger har stor betydning for kurdernes historiske selvforståelse og kulturarv, og danskernes indsats bliver rost i Kurdistan. Det nye projekt markerer de første spæde skridt til et værdifuldt kulturelt samarbejde mellem irakisk Kurdistan, Danmark og Holland.«

Rania-sletten bliver udgravet i sidste øjeblik

De områder, hvor forskerne arbejdede i efteråret, er stort set ukendt land rent arkæologisk. Men ifølge Tim Skuldbøl er det vigtigt, at vi får udgravet området hurtigst muligt.

»Irak er et af den Nære Orients vigtigste kerneområder og en del af det geografiske område, som vi i dag forbinder med det gamle Mesopotamien. Det var her, verden så de første byer, og det var her de tidligste konger regerede,« siger han og fortæller, at det dansk-hollandske projekt kommer lige i rette tid. Mange af de fantastiske fund i Irak, blandt andet dem på Rania-sletten, er nemlig i fare for at gå til:

»En lang række arkæologiske fund er lige nu i stor risiko for at blive ødelagt af Dokan‐søens årlige oversvømmelser af Rania-sletten. Forandringer i Dokan-søens vandstand risikerer at berøve os alle vigtig viden om Mesopotamiens historie.«

Bølger skyller fund væk

Årlige oversvømmelser er skidt for de mange fortidsfund på Rania-sletten. Bevægelse i vandet og bølger, der slår imod overfladen, ødelægger fortidens spor bid for bid.

Tim Skuldbøl forklarer, at vandstanden i den opdæmmede Dokan-sø ændrer sig i løbet af året.

Vandstanden stiger, når vinterens sne smelter i de nærliggende bjerge. Om sommeren er vandstanden lav, nu mere end nogensinde før, formentlig fordi menneskerne, der bor i de nærliggende områder, trækker mere og mere vand op til agerbrug:

»Jeg frygter, at hvis ikke vi gør noget nu, så kan vi om 10 år risikere, at mange spor fra de samfund, der engang levede på Rania‐sletten, er vasket bort«