Når mennesker slås med næverne, er det ofte ansigtet, det går udover.
I et nyt studie slår forskere fast, at det oftest er knoglerne i ansigtet, der brækker under en slåskamp.
De selvsamme ansigtsknogler blev mere og mere robuste gennem menneskets tidlige evolution, og det skyldes måske, at ansigtet har tilpasset sig vores voldelige slåskampe.
Mennesker og vores forfædre har for eksempel meget kraftige kæbeben. Tidligere teorier har gået på, at hominiderne udviklede et robust og solidt ansigt, fordi vi skulle tygge hård mad som frø og rødder.
Men nu mener amerikanske forskere, at også øjenhulen, kindbenet og kæbemuskulaturen blev kraftigere for at kunne beskytte vores stamfædres ansigter fra slag.
De mener også, der er en klar forskel mellem køn, når det kommer til disse ansigtstræk.
For eksempel har både tidlige og moderne mænd meget kraftigere kæbe end kvinder. Hypotesen om ansigtsbeskyttelse kan forklare denne forskel, da det primært er mænd, der slås.
»Det er en yderst interessant og godt gennemarbejdet hypotese, men det er ikke sikkert, at den forklarer hele historien,« siger zoolog Petter Bøckman ved Naturhistorisk museum til forskning.no.
Hånden som hammer
De samme forskere har tidligere lanceret en hypotese om, at evolutionen har gjort vores knytnæve til et farligt våben. Når hånden er knyttet, bliver det fine system af sener, muskler og små knogler til en effektiv hammer.
Forskerne peger også på, at knytnæven bliver meget hård, og ansigtsknogler knækker lettere end knogler i hånden.
På den måde er slag med knytnæver en vellykket metode, og evolutionen har sørget for, at den har videreudviklet sig.
»Hvis dette stemmer, er det også naturligt at forestille sig, at slagets hovedmål, nemlig ansigtet, har udviklet sig i takt med knytnæven for at give bedre beskyttelse,« siger David Carrier ved Universitetet i Utah, en af hovedforfatterne bag studiet, i en pressemeddelelse.
Usikkert, om fortidsmennesker kunne knytte næven til slag
Forskerne har set nøje på hominiden Australopithecus og mener, at ansigtsformen har udviklet sig for at minimere skader fra slag.
Det ældste eksemplar af Australopithecus er omtrent fire millioner år gammelt og blev fundet i Kenya.
En del af grundlaget for hypotesen er, at forskerne tror, at Australopithecus kunne lave en effektiv knytnæve, men Petter Bøckman er dog ikke helt så sikker på, om det var muligt.
»De kunne nok godt knytte næven, men spørgsmålet er, om knoglerne i hånden var hårde nok til at kunne give et ordentligt slag. Chimpanser kan ikke slås som os på grund af bløde knogler i hånden.«
»Jeg vil gerne se flere beviser, før jeg kan erklære mig enig i, at Austrlopithecus kunne slås med hænderne,« siger Petter Bøckman.
Forskerne regner med, at Australopithecus var stamfader til vores forfader Homo Habilis, som til sidst førte til det anatomisk moderne menneske for omkring 200.000 år siden.
Det moderne menneske skal ikke slås for maden
For en million år siden begyndte mennesket at blive mere, som vi kender det i dag. Vi har fået mindre styrke i overkroppen og svagere træk. Forskerne mener også, at hypotesen reflekteres i vores mere fint byggede ansigter.
Petter Bøckman forklarer, at der er mange faktorer, der ligger bag, at vi er blevet mere svage med tiden.
»En af årsagerne er seksuel selektion. Vores forfædre havde meget grovere træk, og de så egentlig ældre ud, end vi gør.«
»Nu har vi et yngre udseende, og nogle ansigtstræk er blevet mere eller mindre fremtrædende, fordi det er blevet mere attraktivt.«
»Hvis vi havde mødt nogen, der levede for 100.000 år siden, havde vi nok syntes, at person var temmelig hæslig.«
Mænd behøver heller ikke være lige så stærke som vores forgængere, der levede i en meget mindre gæstfri verden.
»Vi behøver ikke den store styrke i overkroppen. De måtte slås for maden, mens ingen i dag behøver at udkæmpe en kamp med torskefileten i frysedisken.«
Beskyttelse eller pynt?
Et bredt firkantet ansigt med dybtliggende øjne kan give en god fysisk beskyttelse, men det kan også have udviklet sig sådan, fordi det ser barskt ud.
»Spørgsmålet er, om mennesker og specielt mænd er bygget til vold eller pynt,« siger Petter Bøckman.
Forskerne bag hypotesen har også undersøgt, hvordan moderne mennesker bedømmer en anden mands kampfærdigheder, og mener, at dette gøres på baggrund af ansigtsform og modstanderens stemme.
»For eksempel er 80’ernes actionhelt Dolph Lundgrens ansigt meget bredt og firkantet, men er det på grund af fysisk beskyttelse, eller skal det skræmme modstanderen?« spekulerer Bøckman.
»Hvis du ser på chimpansen, er den i større grad bygget til vold, end vi er.«
»De har en lang, kraftig snude med kraftige hjørnetænder, der kan bide hårdt og er tilpasset frugtspisning. Vi har fladere tænder, som skal male hårde rødder og frø.«
© forskning.no Oversat af Anna Bestle
