‘I Europa og USA er lægemidler den tredjehyppigste dødsårsag næstefter hjertesygdomme og kræft’.
Sådan indleder Cochrane-professor og dr.med. Peter Gøtzsche sin nye bøg ‘Dødelig medicin og organiseret kriminalitet – Hvordan medicinalindustrien har korrumperet sundhedsvæsenet’.
Bogen er Gøtzsches ‘manifest’ over et helt livs dårlige oplevelser med uvirksom medicin og en industri, hvis vigtigste opgave er at tjene penge – ikke at sætte patientens tarv højest.
Et område, der ofte har været under kritik, blandt andet når nyere lægemidler må trækkes tilbage pga. bivirkninger, der ikke var offentligt kendt ved lanceringen. Men som alligevel stadig langt hen ad vejen styres af lukkethed og financielle hensyn.
Gøtzsche maler i bogen med den store brede pensel for at få mere fokus på det, han mener, er en reel fejl i vores sundhedssystem. Og lige fra start spilder han ikke sin tid med floskler og pæne indpakninger:
‘Min bog handler ikke om de velkendte gavnlige virkninger af lægemidler, for eksempel vores store succes’er med behandling af infektioner, hjertesydomme, visse kræftformer og hormonmangeltilstande, som type-1 diabetes.’
Bogen dokumenterer skjult data blandt medicinproducenter
Bogen anfægter, at der er en generel systemfejl, som tillader udbredt kriminalitet, korruption og utilstrækkelig lægemiddelregulering, og at der er behov for radikale reformer.
‘Nogle læsere vil finde min bog ensidig og polemisk, men det giver ingen mening at beskrive, hvad der går godt i et system, der er ude af social kontrol. Hvis en kriminolog laver en undersøgelse af voldsmænd, forventer man heller ikke en afbalanceret fremstilling, som nævner, at mange voldsmænd er gode familiefædre.’
Resten af bogen dokumenterer han derpå, hvordan verdens største medicinproducenter i mange tilfælde har skjult data, har undladt at fortælle om alvorlige bivirkninger og betaler ‘uafhængige’ læger for at markedsføre deres lægemidler indefra i systemet (‘lejede muldvarpe’). Gøtzsches eksempler stammer fra et helt livs skepsis over for den manglende kritiske stillingtagen til brug af medicin.
Dels fra 9 års arbejde med fremme af rationel farmakoterapi under den tidligere Lægemiddelstyrelse, fire år i apoteksverdenen og fra arbejdet som medicinsk redaktør på hjemmesider om medicin og sundhed. Og dels som freelanceskribent til blandt andet Helse, Tænk & Test, Pharma samt Berlingske Tidende. rn
rnMarianne er uddannet farmaceut og har siden efteruddannet sig inden for journalistik og kommunikation. Se mere om Marianne på Medicinsk Dialog og på hendes blog.“},”type”:”media”,”link_text”:null,”attributes”:{“class”:”media-element file-columns-6-12″}}]]
Faktisk kan hans harme i kapitlet ‘Bekendelser fra en insider’ spores helt tilbage til, at han som 8-årig blev ‘tvunget’ af sin mor til at spise vitamintabletter, som siden i enkelte undersøgelser faktisk har vist sig at øge dødeligheden.
‘Alle mine barndomsminder om lægemidler er negative, og lægemidler, der skulle være gavnlige, har skadet mig’, skriver Gøtzsche.
WHO indkøbte Tamiflu for millioner af dollars
Men under arbejdet med bogen har han også brugt Google til at søge på verdens 10 største medicin-producenter koblet med ordet ‘fraud’ (svindel). Her har han fundet, at de alle 10 har op til flere lig i lasten med hensyn til ulovlig markedsføring, bedrageri og bestikkelse.
Titlen som hovedpart i ‘det største tyveri i verdenshistorien’ får medicinalfirmaet Roche, der som forberedelse til den store influenza-epidemi i 2009 qua verdenssundhedsorganisationen WHO, overtalte europæiske og amerikanske regeringer til at bruge millioner af dollars på indkøb af Tamiflu, uden at effekten mod fugleinfluenza var dokumenteret.
En handling, der senere er blevet kritiseret fra flere sider, men som indtil nu ikke har haft konsekvenser for medicinalfirmaet:
‘Jeg har foreslået at de europæiske regeringer burde sagsøge Roche for at få de millioner af euro tilbage, de havde brugt på unødigt at opbygge store lagre af Tamiflu, hvilket også kunne have haft den virkning, at de skjulte forsøgsresultater kom frem i lyset’, skriver Gøtzsche i kapitel 3, før han fortsætter opremsningen af de uhæderlige bedrifter begået af blandt andet Johnson & Johnson, Merck, Eli Lilly og Abbott.
Gøtzshe sætter lighedstegn mellem medicinproducenter og ‘mafia’
Bogens direkte og uindpakkede retorik bærer præg af, at Gøtzsches utålmodighed med industrien, sin egen lægestand og med myndighederne – og at han åbenlyst er godt og grundigt træt af at forsøge at ændre systemet via de officielle kanaler. For eksempel har han meldt sig ud af arbejdet i lægemiddelkomiteen på Rigshospitalet efter ’20 års uafbrudte skuffelser’.
Han sætter lighedstegn mellem medicinproducenter og ‘mafia’, ‘gangster’ og ‘pusher’, mens deres information og arbejde er ‘løgn’, ‘krigsforbrydelser’, ‘tyveri’, ‘vaneforbrydelser’, ‘rovdrift’ og ‘bedrageri’. Lægernes samarbejde med industrien får i samme boldgade benævnelserne ‘incestuøse forhold’, ‘uddannelsesludere’ og ‘ludertur’. Til dels begreber, som man skal lede længe efter i en nudansk ordbog.
Men – ifølge Gøtzsche – er det ikke kun industrien, der er skyldige i den korruption, som finder sted. Der er stort set ikke en branche i medicinalverdenen, der ikke får et slag over nallerne: lægerne, myndighederne, patientforeningerne, de medicinske tidsskrifter, politikere, lobbyister, medical writers, bloggere og så videre.
Principper gælder kun, når de ikke koster for meget
Jeg har foreslået, at de europæiske regeringer burde sagsøge Roche for at få de millioner af euro tilbage, de havde brugt på unødigt at opbygge store lagre af Tamiflu, hvilket også kunne have haft den virkning, at de skjulte forsøgsresultater kom frem i lyset.
Uddrag fra bogen
Selv det offentlige Institut for Rationel Farmakoterapi, IRF, under nedlagte Lægemiddelstyrelsen får kritik i forbindelse med en omtale af antidepressivaet Cipralex i 2002. Om IRF, der i 2012 blev drastisk beskåret og nu er lagt ind under en afdeling i Sundhedsstyrelsen, fremgår det, at:
‘Det lader til, at vores meget roste institut kun må fortælle sandheden om importerede lægemidler, ikke om lægemidler, vi eksporterer. En uholdbar situation, der viser, at principper kun gælder, så længe de ikke koster for meget.’
Jeg kommer til at tænke på et ordsprog af Upton Sinclair (1935): ‘It is difficult to get a man to understand something, when his salary depends upon his not understanding it!’
Det er nemlig Gøtzsches altovervejende motto, at industriens penge har sneget sig ind så mange steder, og selv i de øverste lag af de medicinagenturer i USA og EU, der ellers skulle være garanter for forbrugernes sikkerhed.
Efter besparelserne på IRF, hvor blandt andet den evidensbaserede hjemmeside Medicinmedfornuft.dk til forbrugerne blev nedlagt, er Cochrane-samarbejdet desuden ét af de få steder, der både har lægefaglig kompetence og økonomisk frihed til at informere om evidensbaseret information på et nationalt plan. Set i det lys er det måske ikke så sært, at Gøtzsche skal råbe lidt højere – og derfor måske vælger et mere farverigt sprog.
Sproget kunne have tålt et løft
Bogens troværdighed får et stort hak opad ved, at den indledes med forord af tidligere og nuværende redaktører fra store internationale medicinske tidsskrifter, BMJ og JAMA. Og generelt er bogen gennemgående evidensbaseret og underbygget af referencer og dokumentation. De mange tætpakkede informationer gør dog, at bogen ikke læser sig selv, og en strammere redaktion fra Peoples Press kunne have givet sproget et løft.
Men så er det i stedet en stor fordel, at bogen har et glimrende ‘Indeks’. Det fylder hele 10 sider i sig selv, og her kan man finde masser af opslag på alt fra ‘løgne’, ‘fængsel’ og ‘korruption’ til konkrete opslag på sygdomme, tilstande og medicin, som ‘astma’, ‘humørsvingninger’ og slankemidlet ‘Letigen’.
Det betyder, at bogen er oplagt som opslagsværk. Desværre kan man ikke slå ordet ‘løsning’ op i indekset, selvom Gøtzsche faktisk har forslag til løsninger mange steder i bogen. Blandt andet i sidste afsnit, ‘Systemfejlene kalder på en revolution’, foreslår Gøtzsche, at lægemiddelagenturerne skal være offentligt finansierede og mere evidensbaserede, alle kliniske data skal være offentligt tilgængelige, og læger skal stoppe med at se medicinalrepræsentanter og med at modtage industrisponsoreret uddannelse og konferencer.
Igen kunne budskaberne få mere gennemslagskraft, hvis løsningerne var stillet klarere op. Heldigvis er Gøtzsche en fantastisk kommunikator, der kan tryllebinde tilhørere i store sale med sine budskaber, og det er helt sikkert også det, der er meningen med denne bog.
Bogen er fyldt med faglige fremmedord
Det lader til, at vores meget roste institut kun må fortælle sandheden om importerede lægemidler, ikke om lægemidler, vi eksporterer. En uholdbar situation, der viser, at principper kun gælder, så længe de ikke koster for meget.
Uddrag fra bogen
Har bogen en konkret målgruppe? På side 203-4 skriver Gøtzsche selv:
‘Jeg vil håbe, at min bog kan bidrage til at gøre så mange borgere vrede, at de vil protestere og demonstrere, indtil vi tvinger vore politikere til at indføre nogle nødvendige reformer’.
Om almindelige borgere kan forstå bogen godt nok til at gå i protest er svært at vurdere. På trods af mange gentagelser er bogen fyldt med fremmedord, og der er ingen ordliste over ord som ‘polyfarmaci’, ‘futilitet’, ‘off-label’, ‘per-protokol-analyse’, ‘serumkreatinin’, og ‘impact factor’.
Desuden er stilen lidt indforstået med ord som ‘spøgelsesskrevne artikler’,’mig-igen-lægemidler’ og intenst brug af ordet ‘vi’og ‘vores’ uden yderligere forklaring. Mange læger og ansatte i sundhedsvæsenet vil måske efterlyse flere kilder på visse påstande, og måske vil en enkelt læge endda helt miste lysten til at læse bogen ved allerede i starten at kunne konstatere, at læger er ‘overraskende naive’ og ‘inkonsekvente’.
Gøtzsche tilegner selv bogen, til ‘de mange ærlige mennesker, der arbejder i medicinalindustrien, og som er lige så rystede som jeg over de gentagne kriminelle handlinger, deres overordnede begår, og de skadelige konsekvenser, de har for patienterne og vore nationaløkonomier.’
Det er en god intention, hvor man kan håbe, at bogen også kan føre til mange gode diskussioner ude omkring hos velmenende producenter med gode, virksomme lægemidler i deres sortiment.
Bogen er en glimrende debat-skaber
En anden oplagt målgruppe er personer, der i forvejen er kritisk indstillede over for medicinalindustrien (‘veluddannede’ patienter og sundhedsprofessionelle), politikere samt ansatte ved medicin-agenturer verden over. Skulle der sidde en interesseret medarbejder i den danske Sundhedsstyrelse, så låner jeg gerne mit eksemplar ud!
I samme genre som ‘Dødelig medicin og organiseret kriminalitet’, omend mere letlæst og mindre detaljeret, er den danske journalist Nina Vinther Andersens ‘Vores piller’ fra 2009. Et af hendes primære formål var ligeledes at mobilisere et pres fra offentligheden. Det synes ikke at være sket. Tiden vil vise, om Peter Gøtzsche, qua sin store viden om evidens og om systemet, vil få mere held til at ændre de ting i systemet, der i dag kan sættes spørgsmålstegn ved.
Det er til glæde for os alle, at vi har en vagthund som Peter Gøtzsche i Danmark. Der er brug for hans synspunkter, lige så vel som der er brug for god ny forskning og medicin af medicinalproducenter, der både sætter åbenhed og patientsikkerhed højt. Hans bog er en glimrende debatskaber, som jeg håber, mange vil stifte bekendtskab med.
Og hvis jeg skal give ét godt råd til sidst, så er det, at vi som borgere starter med at kræve mere evidensbaseret, sammenlignende medicin- og sundhedsinformation formuleret af uafhængige instanser og betalt af skattepenge og/eller en fællesfond fra industrien. Det vil være et godt supplement til den eksisterende produktinformation fra industrien i form af brochurer og indlægssedler, industri-betalte hjemmesider og reklamer til læger og patienter. Og måske være starten på færre indlæggelser og bivirkninger af medicin?
Bogen ‘Dødelig medicin og organiseret kriminalitet’ er også udkommet i England med titlen ‘Deadly Medicines and Organised Crime: How Big Pharma Has Corrupted Healthcare’. Den er desuden ved at blive oversat til spansk, russisk og flere andre sprog.
