Der er formentlig ingen, der tvivler på, at en mor påvirker sit barn, mens det stadig er i maven. Et nyt studie har nu vist, hvor stærk denne påvirkning kan være.
Mødre, som lever med et meget højt stressniveau, påvirker deres ufødte børns gener og gør dem mere påvirkelige over for stress.
»Det er klart, at de ni måneder i livmoderen er ekstremt vigtige for et barns sundhed senere i livet,« siger Anne Cathrine Staff, professor ved Universitetet i Oslo og leder af Forskningssenteret for fødselshjelp og kvinnesykdommer.
Studiet, som er gennemført af tyske forskere fra Universität Konstanz, har fulgt 25 kvinder og deres børn, som i dag er mellem ti og nitten år gamle.
Kvindernes situation i hjemmet under graviditeten var ekstrem; samtlige kvinder boede med en konstant trussel om vold fra deres ægtemand eller partner.
Og det har påvirket deres børn. Forskerne har konstateret, at flere af de unge havde fået ændret et særligt gen ved navn glukokortikoidreceptoren, som regulerer kroppens hormonrespons ved stress. Dette gen var blevet metyleret hos teenagerne, hvilket betyder, at det havde fået et lille molekyle hægtet på sig, som enten kan deaktivere et aktivt gen eller aktivere et ellers inaktivt gen.
Denne metylering ser ud til at have gjort teenagerne mere følsomme over for stress – de reagerer hurtigere, både mentalt og hormonelt, på stressende påvirkninger.
Forskerne skriver også, at teenagerne ofte er mere impulsive, og at de kan have det følelsesmæssigt sværere end deres jævnaldrende.
Tidligere studier har ligeledes vist, at partnervold kan påvirke barnet i moderens mave. En norsk forskningsgruppe viste for eksempel i starten af 1990erne, at kvinder, som meldte om partnervold under graviditeten, havde større risiko for at få et barn med for lav fødselsvægt.
»Det er interessant, selv om det er et meget lille studie, som skal gentages i andre befolkningsgrupper, før man konkluderer, at det er en mekanisme, som kan forklare børns problemer efter en sådan graviditet,« siger Anne Cathrine Staff.
Forskerne bag studiet siger til BBC, at studiet både er lille, og at meget få gravide kvinder lever i tilsvarende livssituationer, som deltagerne i dette studie har gjort. De siger også, at andre faktorer, som for eksempel barnets sociale miljø under opvæksten, også kan spille en rolle.
Alligevel mener de, at det er livmoderen, som er nøglen til at forklare deres stressfølsomhed, og Anne Cathrine Staff er tilbøjelig til at give dem ret.
»Det, som definerer børns sundhed, starter under graviditeten, og partnervold med høj stresshormonrespons kan være en af flere mulige påvirkningsmekanismer,« siger Staff.
»Vi har brug for mere forskning på dette område, også i Norge,« mener hun.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm
link til relevant artikel
Området der beskrives hører til under "epigenetics". Der er både udført forsøg hos pattedyr og mennesker.
Et meget omtalt studie angår methylering på den omtalte glucocorticoid-receptor hos selvmordsofre. (Genet der koder for receptoren på DNA) Man undersøgte hjernen hos selvmordsofre som havde været udsat for overgreb i barndommen, sammenlignet med selvmordsofre, hvor der ikke var kendskab til lignende overgreb. Tredie kontrolgruppe var mennesker pludseligt døde pga ulykker såsom trafikuheld.
Hos dem der havde været udsat for overgreb i barndommen, var der sket højere andel af methylering af glucocorticoidreceptoren i det område af hjernen, der hedder hippocampus. Det vil sige at den tidlige stress-påvirkning har medført permanent skade af stress-responset. Man antager, at der er et "tidsvindue", hvor der lettere kan ske den påvirkning af DNA i form af methyleringer hos fosteret og det mindre barn. Dette er også påvist i eksperimentelle dyreforsøg. Methyleringen medfører at receptoren ikke fungerer optimalt.
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/19234457
mvh Dorte