Kan mad blive så sundt, at det bliver usundt?
Sund mad, diæter og selvdisciplin er ikke altid så sundt, som det måske lyder. Forskning peger på, at bliver vi for optagede af hver vores individuelle diæter, mister vi den sundhed, vi får fra glæden ved måltidet og det fællesskab, vi har omkring maden, skriver mad- og måltidssociolog.
Sund mad diæter individualitet fællesskab madglæde

I dag er mange af os så optagede af hver vores individuelle diæter, at vi helt overser, at mad også kan være noget, som vi skal kunne være fælles om at spise og glædes over. (Foto: Shutterstock)

Når talen falder på sund mad, tænker de fleste af os nok på det, der er i maden – nemlig ernæringsindholdet.

Men forskningen peger på, at det også kan blive så sundt, 'at det bliver usundt'.

Det sker, hvis vi bliver så optagede af hver vores individuelle diæter, at vi helt overser, at mad også kan være noget, som vi skal kunne være fælles om at spise og glædes over.

Historien kort
  • Mange unge er i gang med en 'amerikanisering' af deres måltider, hvor fokus ikke er på nydelsen af og fællesskabet omkring måltidet, men på ernæringsindholdet.
  • Forskning indikerer, at det sundhedsmæssigt kan have den stik modsatte effekt.
  • Franskmændene fejrer eksempelvis madglæden og måltidet, men har samtidig det laveste BMI i Europa og den laveste forekomst af hjerte-kar-sygdomme og fedme - på trods af deres høje indtag af vin, ost og hvidt brød.

I samme udstrækning som mad kan give anledning til glæde, hvad enten det skyldes velsmagen eller det simple faktum, at sulten forsvandt, kan maden for mange af os også være en kilde til daglige dilemmaer mellem det, som vi burde gøre og det, som vi har lyst til.

Vi vil lave mad til nogen

Som mad- og måltidssociolog er jeg langt fra kvalificeret til at tage stilling til effekten af de mange kure og diæter, der dominerer sundhedsdebatten.

Hvad jeg derimod har forsket i – og skrevet en ph.d.-afhandling om – er, hvordan unge mennesker i deres hverdag håndterer de mange dilemmaer, der opstår i deres forhold til mad og sundhed.

Formålet med mit forskningsprojekt var at undersøge, hvad der motiverer unge til selv at lave mad, og hvordan madlavning og spisning indgår i deres hverdagsliv.

Det gjorde jeg gennem et kvalitativt studie, hvor individuelle forskningsinterviews og videoobservationer med 16 kollegiebeboere indgik som mit datagrundlag, mens jeg har inddraget andres - både kvalitative og kvantitative studier- i mine konklusioner og mine perspektiveringer.

Konklusionerne var især, at de unges madlavningslyst i allerhøjeste grad hang sammen med, at de skulle have nogen at lave mad til, hvis de selv skulle gå i gang i køkkenet. Hvis de ikke havde det, faldt valget som oftest på rugbrødsmadder eller fastfood.

Når fokus på sundhed fjerner madglæden

Undervejs blev det også klart for mig, hvor stor en rolle forholdet til egen sundhed og sund/usund mad spillede for de unges lyst til at lave mad til - og spise sammen med – andre. 

Nogle af de unge, havde så vanskeligt ved at finde balancen mellem sundt og usundt, at de i stedet helt fokuserede på ernæringsindholdet og slet på ikke nydelse.

Fokus på sundheden kunne blive så omfattende, at det føltes som et pres og en stressfaktor i deres hverdag, der helt fratog dem lysten til at spise.

Internationale studier peger i samme retning, dem vender jeg tilbage til efter endnu et par pointer fra min egen forskning.

Sund mad diæter individualitet fællesskab madglæde

Nogle unge har så svært ved at finde balancen mellem sundt og usundt, at de i stedet kun fokuser på ernæringsindholdet, hvilket fratager dem lysten til at spise. (Foto: Shutterstock)

Vi har svært ved at vælge det, vi bør spise

Det første, der slog mig i mine studier var, at valget mellem rigtigt og forkert meget sjældent handlede om manglende viden.

De unge vidste udmærket godt, hvad der er godt for deres krop, og hvad der ikke er det.

Det svære for dem var, når de alene ved 'viljens kraft' skulle omsætte denne viden i hverdagens mad- og måltidspraksis.

Her oplevede de en konstant og stressende konfrontation mellem 'lyst' og 'bør', som kom oveni de mange andre usikkerhedsfaktorer, der prægede deres ungdomsliv – en usikkerhed, som flere nævnte kunne give anledning til trøstespisning.

Mænd overlader ansvaret, kvinder går på kur

For de unge mænd, der havde kærester, så jeg også en tendens til at overlade ansvaret for deres egen sundhed til kæresterne i det omfang, de lavede mad og spiste sammen ­– en slags 'frivillig ansvarsfraskrivelse for egen sundhed'.

Forskning i praksis

Boris Andersen er aktuelt projektleder på interventionsprojektet Madklub på Kollegiet , der skal få sat gang i fællesspisningen på fire kollegier.

Han er ligeledes ved at initiere forskningsprojektet 'Fra Madlæring til ændret Madlavningspraksis i Hjemmet'.

Et fænomen, der måske kan være med til at forklare, hvorfor mange mænd senere i livet kan få så svært ved at få greb om de sunde kostvaner, hvis de bliver single og skal klare sig selv.

For de unge kvinders vedkommende stillede sagen sig noget anderledes. I den udstrækning, de ønskede at leve sundere - hvilket for dem overvejende betyder at begrænse mængden af 'søde sager' - løste de problemet ved at opstille nogle faste regler for, hvor og hvornår de måtte spise slik og kager i løbet af ugen. Dertil viste de en langt stærkere interesse for diverse 'sundhedskure'.

Denne strategi med 'selvpålagte regler' hvilede på graden af selvdisciplin og kunne også forhindre deltagelse i fællesmåltider, hvis de kom på tværs af diæterne.

Begge dele kan tjene som supplerende forklaring på, hvorfor det er så svært for unge, der lever alene, at spise sundt. Og på hvorfor det for kvinderne også kan sætte sig igennem som egentlige spiseforstyrrelser på grund af fokus på selvdisciplinering.

Min forskning gjorde det også klart for mig, hvordan en ensidig fokusering på ens sundhed og madens ernæringsindhold kan føre til manglende glæde ved smagen, måltidsfællesskaberne og den fælles madlavning.

Sund mad diæter individualitet fællesskab madglæde spiseforstyrrelse

Selvpålagte regler kan føre til spiseforstyrrelser og forhindre deltagelse i fællesmåltider, hvis de kommer på tværs af diæterne. (Foto: Shutterstock)

Fransk madglæde vs. amerikansk ernæringsfokus

International forskning peger i samme retning. Den franske måltidssociolog Claude Fischler undersøgte, hvordan mad- og måltidskultur blev praktiseret og opfattet af borgere i seks forskellige postindustrielle lande, nemlig Frankrig, Schweiz, Italien, Tyskland, Storbritannien og USA på baggrund af en stor international survey.  

På baggrund heraf identificerer Fischler to forskellige madkulturelle grundtyper:  

  1. Den første beskriver han således:
    »I Storbritannien, og især i USA, forbindes mad først og fremmest med dens ernæringsindhold. I USA tillige med en udpræget ansvarsfølelse over for ens egen sundhed med en tilknyttet følelse af skyld, hvis man ikke formår at træffe de 'rigtige valg'.«
  2. Den anden madkulturelle grundtype ser han i en række middelhavslande:
    »For franskmænd og italienere forbindes mad primært med kulinariske praksisser [...]. At spise betyder, at man sidder ved bordet sammen med andre, tager sig tid og ikke gør andre ting, imens man spiser... « (Fischler 2009).

Franskmændene er sundest

I sine studier har Fischler og hans forskningsteam efterfølgende også set også set på udviklingen af borgernes BMI i de seks ovennævnte lande.

Her fandt han frem til, at selvom den generelle globale udvikling går mod højere BMI, sker det med en betydelig forsinkelse i Frankrig.

Franskmændene har samtidig det laveste gennemsnitlige BMI i Europa og den laveste forekomst af hjerte-kar-sygdomme og fedme på trods af deres høje indtag af vin, ost, hvidt brød og andre fødevarer, som ofte betegnes som usunde.

Fællesspisning regulerer overspisning

Samtidig viser Fischlers studier, at der i de lande, hvor der er meget fokus på det ernæringsmæssige indhold i maden, er en langt højere grad af overvægt og livsstilssygdomme.

På den baggrund opstiller han den hypotese, at den fælles spisning i de kulturer, der er præget af en fælles måltidskultur, fungerer som en regulerende kraft for fødeindtagelsen, der dermed hjælper den enkelte til at begrænse overspiseriet og trangen til det usunde.

Det modsatte er tilfældet i kulturer, hvor måltiderne er mindre strukturerede og mindre fælles og dermed i højere grad reguleret af individuelle valg.

I lyset af de meget komplekse problemstiller der knytter sig til vores sundhed og forhold til mad, kan der selvfølgelig stilles kritiske spørgsmål til Fichlers forskningsresultater og konklusioner. Men de peger ikke desto mindre på, at den megen interesse for ernæringsindhold og individuelle diæter stik mod de bedste intentioner kan have den modsatte effekt.

Min egen forskning indikerer ligeledes, at når vi i en individualiseret madkultur ikke lykkes med vore intentioner om at vælge rigtigt, risikerer at forøge vores egen mistrivsel og dermed behovet ‘trøstespisning '.

mad_franskmaend_faellesspisning_sammenhold

Franskmændene fejrer madglæden og måltidet, men har samtidig det laveste BMI i Europa og den laveste forekomst af hjerte-kar-sygdomme og fedme. Dette er på trods af deres høje indtag af vin, ost og hvidt brød. (Foto: Shutterstock)

Truer diætkulturen vores fællesmåltider?

ForskerZonen

Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.

Der kan dog stadig være gode grunde for den enkelte og samfundet til at interessere sig for ernæringsindhold, diæter og opstilling af individuelle leveregler.

Min pointe er bare, at det ikke må komme så vidt, at vi - både som enkeltpersoner og som samfund - helt afskærer os fra at dele vores måltider i hinandens selskab og tabe de sanseglæder, som maden jo også kan give og skal give.

Forhåbentligt er det boom vi i disse år oplever med hensyn til madklubber blandt unge, alternative spisefællesskaber i boligforeninger, hjemmelavet mad på plejehjem, i skoler og i dagsinstitutioner et tegn på, at vi i fremtiden stadig vil kunne glæde os til sanselige fællesmåltider med hinanden.

Det bør vel i øvrigt, jævnfor franskmændene, også kunne betegnes som en form for sundhed.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud