I et nyt studie har en gruppe danske forskere ved hjælp af Lego-klodser og en hjernescanner undersøgt, hvad der sker i hjernen, når vi omgås symbolske genstande såsom nationalflag og skulpturer (se faktaboks).
\ Symbolske genstande
Symbolske genstande er en fællesbetegnelse for en bestemt type objekter. Det kan for eksempel være:
- Nationalflag
- Trafiklys og –skilte
- Borgmesterkæder
- Vielsesringe
- Skulpturer
Alle disse genstande har det til fælles, at de har en indlejret betydning og er skabt for at kommunikere bestemte budskaber til andre.
Kulturer og samfund vil altid have særegne symbolske genstande tilknyttet, og genstandenes særlige betydning er ofte tæt forbundet med den rolle, de spiller i en specifik social og kulturel kontekst.
Derfor vil udefrakommende ikke altid forstå genstandenes betydning.
Undersøgelsen tyder på, at vores hjerner forholder sig til symbolske genstande på samme måde, som den forholder sig til sociale væsner.
»Det er virkelig interessant, at hjerneområder forbundet med social interaktion er aktive, når vores forsøgsdeltagere ser på statiske, døde genstande. Det fortæller os, at disse genstande har antaget symbolsk betydning gennem den sociale interaktion i de foregående gruppeinterventioner,« siger Kristian Tylén fra Interacting Minds Centre ved Aarhus Universitet, der er undersøgelsens hovedforsker.
Resultatet er netop udgivet i det videnskabelige tidsskrift NeuroImage. Ifølge Kristian Tylén giver studiet et nyt indblik i, hvordan vores hjerne fungerer.
»Adskillige studier har vist, at der i hjernen er forskel på, hvilke områder der er aktive, når vi ser på henholdsvis mennesker og statiske objekter. Det særlige ved vores studie er, at vi kan vise, at der er en klasse af objekter – det, vi kalder symbolske genstande – der aktiverer hjerneområder, vi normalt forbinder med social kognition og sprog.«
Studiets design
For at undersøge menneskers opfattelse af symbolske genstande bad forskerne 25 deltagere om at bygge Lego-modeller henholdsvis individuelt og i grupper af fem deltagere. Modellerne skulle illustrere deltagernes forståelse af de seks abstrakte begreber: ansvar, samarbejde, viden, retfærdighed, sikkerhed og tolerance.
Dagen efter ankom deltagerne individuelt til laboratoriet og blev scannet med en fMRI-scanner (se faktaboks), mens de så på billeder af Lego-modeller, de enten havde bygget selv, i en gruppe, eller som andre havde lavet.
Imens deltagerne så på billederne, blev de bedt om at forholde sig til, hvor godt modellen repræsenterede konceptet, og hvor robust modellen var.
Sociale hjerneområder aktiveres
Når deltagerne så på modeller, de selv havde været med til at bygge, kunne forskerne registrere en øget aktivitet i to områder, der normalt er forbundet med social kognition og sproglig aktivitet:
- Et område, der sidder omtrent midt i panden på os og betegnes den mediale præfrontale kortex (mPFC)
- Et område, der sidder over og lidt bagved ørerne og hedder det temporale-parietale samlingspunkt (TPJ)
»Begge disse områder betragtes som centrale i forhold til vores sociale kognition. Det vil sige, at det er områder, der typisk aktiveres, når vi gør os forestillinger om, hvad andre mennesker tænker, føler, tror eller ønsker. Områderne er også tit aktive, hvis vi ser andre mennesker foretage sig noget ud fra sociale mål,« forklarer Kristian Tylén.
Læs også: Symboler og myter er vigtige for europæisk integration
Lego-modeller som symbolske genstande
\ Hvad er fMRI?
fMRI er en forkortelse for ’functional Magnetic Resonance Imaging’, der på dansk kaldes ’funktionel magnetscanning’.
I en magnetscanner kan man via et kraftigt magnetfelt skabe nogle signaler, hvis egenskaber afspejler egenskaber ved vævet.
Disse signaler kan via matematiske modeller omdannes til billeder, som giver et indblik i hjernens processer.
Ved fMRI måler man endvidere iltindholdet i blodet, som er tæt forbundet med stofskiftet og dermed områdets aktivitet.
De områder af hjernen, der forbruger mest ilt, formodes at være mest aktive, og således kan en fMRI-scanning give et billede af, hvordan hjernen arbejder, når forsøgspersoner eksempelvis udfører forskellige opgaver.
Symbolske genstande har en indlejret betydning, der ofte er tæt forbundet med den rolle, de spiller i en specifik social og kulturel kontekst. Derfor vil udefrakommende ikke altid forstå betydningen af genstandene.
Men hvordan hænger det nu sammen med Lego-modeller? Kristian Tylén forklarer:
»Modellerne har mange af de samme karakteristika som de symbolske genstande, vi omgiver os med: De er på den ene side døde fysiske ting, men på den anden side repræsenterer de komplekse betydninger, som oprinder i de sociale processer, hvorfra de udspringer og er funderet.«
Han peger blandt andet på, at byggeprojekterne affødte mange og lange indbyrdes diskussioner blandt deltagerne.
»De færdige Lego-modeller indeholdt ofte komplekse fortællinger og mange fælles valg af dele, farver, former og så videre. Men det er langt fra i alle tilfælde, at en udefra kommende ville være i stand til at gætte, hvad modellen betyder,« påpeger Kristian Tylén.
Lego-modellerne vækker deltagernes empati
Når deltagerne så på Lego-modeller, de selv havde været med til at bygge, kunne forskerne registrere en øget aktivitet i området insula, der normalt associeres med empati. Det viste sig også, at jo mere positivt, deltageren havde vurderet sin relation til de andre i gruppen, des større aktivitet var der i dette hjerneområde.
Læs også: Sådan læser forskerne dine tanker
»Det vil altså sige, at de oplevelser, som havde været en del af den forudgående sociale Lego-bygge-proces havde indvirkning på, hvad der sker i deltagernes hjerne, når de senere ser på de statiske, fysiske Lego-modeller,« forklarer Kristian Tylén.
Interessant efterprøvning af videnskabeligt tankegods
Lektor og Ph.d. ved Institut for Sprog og Kommunikation på Syddansk Universitet Anders Hougaard er begejstret for studiet.
»En vigtig pointe ved studiet er for mig at se, at det nedbryder de faste, ontologiske, prædefinerede kategorier, hvor for eksempel en død ting er og bliver en død ting. Studiet omfatter et meget specifikt set-up, men man kan hurtigt tænke videre,« mener Anders Hougaard og fortsætter:
»Hvis en Lego-model kan bringes til at vække social kognition og emotion, hvad kan så ikke opnås med genstande, der integrerer sprog, online skriftlig interaktion, billeder såsom selfies, og meget mere?«
Anders Hougaard påpeger dog også, at Lego-klodseksperimentet har noget konstrueret over sig.
»Med kritiske briller kan man sige, at man har lavet et eksperimentelt set-up, der både er meget usædvanligt og særdeles favorabelt med henblik på den pointe, man søger at underbygge,« reflekterer Anders Hougaard.
Alligevel er han overvejende positiv og påpeger, at studiet understøtter en traditionel videnskabelig tese om fænomener på en ny og værdifuld måde.
»Studiet lægger sig lunt i en bred strømning af ideer, filosofi, teorier og empirisk arbejde, der beskæftiger sig med, hvordan mennesker forlænger sig ud i den fysiske verden og over i hinanden, og hvordan vi som mennesker kastes ind i en verden, der allerede er skabt og tolket for os af andre og så videre,« forklarer Anders Hougaard.
Han fortsætter:
»Denne form for videnskab kan have en tendens til at være ringeagtet og blive betragtet som sociologisk, psykologisk eller humanistisk spekulation. Det særlige ved nærværende studie er måden, hvorpå ideerne undersøges og afprøves. Det er spændende og værdifuldt. Det viser, at Lego-klodserne bonner socialt og emotionelt ud i hjernen, og vi kan endda se forskelle på, hvordan de bonner ud på forskellige parametre.«
