Annonceinfo

Forskere og industri giver lus kam til håret

Myndigheder og forældre skyder gråspurve med kanoner i bekæmpelsen af hovedlus, mener amerikansk forsker. I Danmark tager vi nærmere for let på sagerne.

En voksen hovedlus på tæt hold. Dette er hanudgaven af det lille kryb. Foto: Gilles San Martin via photo pin cc

»Jeg er vild med lus.«

Åbningsreplikken til First European Liceworld Seminar gav genklang som amen til en julegudstjeneste. Tilkendegivelsen kom fra arrangøren Kim Søholt Larsen, biolog, ph.d. og specialist i lus fra virksomheden KSL Consulting, der havde inviteret alverdens luseeksperter til København for at finkæmme den nyeste forskning om de små blodsugere.

Luseeminaret faldt på et velvalgt tidspunkt, da de danske skolebørn er kommet tilbage fra sommerferie, hvilket i Danmark betyder, at det er tid til Store Lusedag, hvor alle forældre opfordres til at undersøge deres børn for lus.

Seminar falder på lunenes D-dag

Især august måned er luseverdenens svar på D-dag, da lus har deres absolutte højsæson de første uger efter skolesommerferien, hvor tusindvis af børn igen samles og inficerer hinanden på kryds og tværs.

Mens børnene smitter hinanden med lus, render deres forældre rundt og inficerer hinanden med myter og alternative metoder til at blive de små skadedyr kvit. Metoder, der ikke altid virker eller ligefrem er sunde for børnene, mener flere eksperter, som samtidig peger på, at man i dag har mange effektive og ugiftige lusemidler til rådighed.

Omdrejningspunktet for seminaret, der fandt sted på Nationalmuseet, var hovedlusen, som er den mest udbredte parasit, der lever på mennesker. Over 32 millioner børn på mellem 4 og 14 bliver hvert år inficeret.

Myter om lus er større problem end selve lusen

Fakta

»Lyt aldrig til naboens gode råd om at blive lus kvit. Start med at finde det mildeste og billigste produkt og gå kun videre til skrappere midler, hvis det ikke virker,« siger Richard Pollack.

Forskeren pointerer, at luseprodukter faktisk tit er effektive, men barnet bliver gensmittet i skolen, og mange forældre tror derfor ikke, lusemidlet virker.

Den amerikanske forsker dr. Richard Pollack fra Boston University åbnede ballet med et foredrag om de utallige myter, den lille parasit genererer. Myter som:

  • hovedlus skyldes dårlig hygiejne
  • de smitter via hovedbeklædning og
  • inficerede skal isoleres

...er blandt de vigtigste, der blev skudt ned. (Se boksen under artiklen.)

Hovedlus er en mindre pestilens, hvor det værste, der kan ske, er, at det klør lidt, så der er ingen grund til at udsætte sine børn for skrappe kemikalier eller sende dem hjem fra skole, fortæller Richard Pollack.

Den amerikanske luseekspert kender fornemmelsen af hovedlus på egen krop, da han i forbindelse med sine studier har haft hovedlus til at leve i sin hårpragt.

Hovedlus kan nemlig kun leve på mennesker og dør uden en vært på få timer. Så der er ikke så meget andet at gøre end at inficere sig selv, hvis man gerne vil have et lettilgængeligt lager af levede hovedlus, forklarede han.

Lus ikke længere et tabu

Da sidste foredragsholder er klappet ned fra talerstolen, fanger Videnskab.dk igen arrangøren Kim Søholt Larsen. Denne gang for at høre, om vi har et lige så hysterisk i forhold til hovedlus i Danmark?

Alverdens luseeksperter samlet til gruppebillede til Københavns første luseseminar. Selvom man er vild med lus, ser man forholdsvis normal ud. (Foto: Kim Søholt Larsen)

Ifølge den danske ekspert er vi knap så overgearede som amerikanerne, hvad angår hovedlus. Stigmatiseringen og tavsheden omkring lus er stort set er borte her til lands, mener han.

Kim Søholt Larsen har 10 års erfaring i blodsugende insekter fra Skadedyrlaboratoriet, men er sidenhen blevet selvstændig med virksomheden KSL Consulting. Han står bag seminaret, hvilket han ser som en forlængelse af hans internetside Liceworld.com, der forsøger at samle den bedste viden om og råd til lusebekæmpelse og gøre det lettilgængeligt for både offentlige myndigheder og forbrugere.

»De gamle dage, hvor sundhedsplejsker inspicerede alle børnene ved skolestart og trak en badehætte over hovedet på dem med lus, er for længst borte,« siger Kim Søholt Larsen og tilføjer:

»De officielle anbefalinger fra Skadedyrlaboratoriet anbefaler også, at man ikke hiver et barn ud af skole. Man skal dog begynde lusebehandling hurtigst muligt.«

Danskere er nærmere for afslappede

De fleste forældre i dag har selv gået i institutioner, og mange har selv haft lus. De har derfor en helt anden indgang til at være inficeret og ved fra personlig erfaring, at det ikke har noget med hygiejne at gøre, mener Kim Søholt Larsen.

»Problemet i Danmark er nærmere, at forældrene er for afslappede.«

Fakta

Skulle barnet komme hjem med lus, skal man som forælder tage det helt roligt. Hvis man med en lusekam ikke kan finde levende lus, er der faktisk ingen grund til at foretage sig noget, da infektionen højest sandsynligt er død.

Kun hvis man finder levende lus og ikke bare æg, bør man ty til lusemidler, ifølge Richard Pollack.

Kim Søholt Larsen har selv deltaget i en undersøgelse af, hvordan danske forældre reagerer på et opslag om udbrud af lus i f.eks. børnenes institution.

»Mange forældre ser opslaget, men gør ikke meget ved det. Og hvis der er nogen i en vennekreds, der ikke gør noget ved lusene, bliver børnene ved at smitte hinanden,« pointerer Kim Søholt Larsen.

Selvom hovedlusen ifølge Kim Søholt Larsen stort set er afmystificeret i Danmark, er nogle myter sejlivede. Mange tror, at man skal gøre huset rent og vaske sengetøj, hvis der er lus på spil. Men i virkeligheden hjælper rengøring kun til et skinnende rent hjem, pointerer han.

Rigtige venner giver hovedlus

De to luseeksperter fra hver sin side af Atlanten er dog enige om en ting. Hvis ens barn kommer hjem fra skole med lus, er det faktisk et tegn på noget positivt.

»Det er et tegn på, at børnene har venner – en enspænder bliver ikke smittet med lus,« siger Richard Pollack med hentydning til, at lusene smitter via tæt fysisk kontakt.

»Det er i hvert fald et tegn på, at der er nogle, der er glade for hinanden, og at barnet har en stor kontaktflade,« medgiver Kim Søholt Larsen og trækker på smilebåndet.

En parasit omspundet af myter

De største myter om hovedlus som den amerikanske luseekspert Richard Pollack punkterede til seminaret:

Harmløs infektion: I forhold til de andre sygdomme dit barn kan blive smittet med i skolen som forkølelser eller influenza, er hovedlus klart den mest uskyldige og harmløse, mener Richard Pollack, der påpeger, at hovedlus i værste tilfælde kan give lidt kløen.

Forældre overreagerer: I USA er der hvert år masser af skrækeksempler med folk, der vasker deres hår med benzin, bruger varmekanoner eller industrielle antiinsektmidler til at bekæmpe lus, fortæller Richard Pollack og pointerer, at det er som at skyde gråspurve med kanoner.

Hovedlus er tegn på dårlig hygiejne: Mange forbinder hovedlus med tegn på dårlig hygiejne og, at man er en dårlig forælder. I USA er der er en stor stigmatisering, der forhindrer folk i at være åbne lus, fortæller Richard Pollack. Hovedlus er ligeglade med, om du er nyvasket og nystrøget, pointerer han.

Børn med lus skal isoleres: En skolepolitik, der siger, at børn ikke engang må have spor fra hovedlus som f.eks. æg, gør mere skade end gavn ifølge Richard Pollack. Mange amerikanske skoler liner børnene op på ræd og række og sender børn med lus hjem, tilføjer han. Et tidligere amerikansk forskningsprojekt, som Richard Pollack selv deltog i, konkluderede, at over halvdelen af børnene, sundhedspersonalet på skoler mente havde lus, slet ikke havde det.

Smitter via hovedbeklædning: Hovedlus smitter, hvis man deler hovedbeklædning som en hat eller en hjelm, er en sidste myte Richard Pollack gerne vil have fjernet fra den kollektive hukommelse. Han kan ikke fuldstændigt afvise, at det kan lade sig gøre at få lus fra en kam eller hat, men det er utrolig usandsynligt, mener han. Lusene skifter vært når menneskers hår rører hinanden, påpeger han og tilføjer, at han selv har deltaget i forsøg, hvor man uden held forsøgte at inficere et andet menneske via et mellemled som en hat.

Harmløs lus har ond bror

Myterne om hovedlus stammer hovedsageligt fra dens biologiske bror kropslusen, der til forveksling ligner hovedlusen, men er en noget farligere og mere sejlivet parasit, fortæller Richard Pollack.

Kropslusen har mange liv på samvittigheden som smittebærer af blandt andet tyfus og relapsing fever. Visse forskere mener sågar, at kropslusen var synderen bag den sorte død.

Der findes få isolerede tilfælde af kropslus hos hjemløse i vesten, og desuden eksisterer den visse steder i Afrika. Under 2. verdenskrig fandtes den også i Europa, hvor den mest var udbredt i nazisternes koncentrationslejre og de russiske Gulaglejre.

»Zyklon B, giftgassen nasisterne brugte på jøderne i gaskamrene under 2. verdenskrig, blev oprindeligt udviklet som et skadedyrsmiddel mod netop kropslus,« siger Richard Pollack og pointerer, at man brugte hårdhændede metoder mod kropslusen.

Lus

I hundepelse forekommer lus og især lopper jo også. Her har man med gode resultater anvendt hvidløgsdråber i foderet som luse/loppe- og flåtmiddel. 1 dråbe pr påbegyndt 12 kg dyr pr dag er nok til at holde utøj væk fra pelsen; men man bør notere sig, at det ikke fjerner de lus/lopper og æg, som måtte være tilstede i forvejen.
Min personlige erfaring siger mig, at det virker meget effektivt, og dyret/mennesket lugter IKKE af hvidløg.
Vi har adskillige gange haft hovedlus på børnene i familien, hvor de skrappe midler har været i brug, og siden vedligeholdt med hvidløgstilskud i maden.
Lus og lopper kan tilsyneladende ikke lide duften af hvidløg. Myg har heller ikke så stor trang til at stikke dyr og mennesker, der har hvidløg i blodbanerne.

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste fra Krop & Sundhed

  • A-mennesker er gladere og mere strukturerede

    Morgenmennesker springer ikke blot veloplagte op fra dynerne, før alarmen ringer. De har mere orden i deres ting og er mere strukturerede. Hvor meget og hvornår, vi arbejder, kan have betydning for, om vi bliver mere som B-mennesker.
  • Test: Hvad ved du om psykisk sygdom?

    Hvad ved vi danskere egentlig om psykiske lidelser? Er vi så fordomsfri eller -fulde, som vi selv går rundt og tror? Videnskab.dk tester din viden. Hvis du tør.
  • Forskere: Pollen er muligvis skyld i selvmord

    Forskere fra Aarhus Universitet har fundet en kobling mellem mængden af pollen i luften og antallet af selvmord i Danmark. Resultatet bliver dog mødt med en del forbehold fra andre forskere.
Annonceinfo
Aktuel Naturvidenskab

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Spørg Videnskaben

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Mest sete video

Annonceinfo

Seneste blogindlæg

Annonceinfo