Mange mennesker kan nikke genkendende til, at de mørke pletter på Månen danner et næsten menneskeligt ansigt, der smiler ned til os – deraf stammer det engelske udtryk ’The Man on the Moon’ – manden på månen.
Som en loyal ven er manden der altid, når vi kigger op på Månen. Det skyldes, at Månen kredser omkring Jorden i en såkaldt ’synkron bane’, hvor månen roterer præcis én gang, hver gang den kredser om Jorden.
I fortiden snurrede Månen hurtigere omkring sin akse, end den gør i dag, men med tiden blev den langsomt bremset af Jordens tyngdekraft for til sidst at stå stille i en fastlåst position i forhold til Jorden. Men hvorfor endte Månen egentlig med at vende den retning, den gør? Det spørgsmål har forskerne ikke altid været enige om.
Tidligere har nogle ment, at det blot skyldtes en tilfældighed. Men en amerikansk professor i planetarisk videnskab, Oded Aharonson fra California Institute of Technology (Caltech), har sammen med sine kollegaer beregnet sig frem til en anden forklaring. Resultatet er for nyligt blevet publiceret i tidsskriftet Icarus. Det skriver sciencedaily.com
Ifølge forskergruppens beregninger har den hastighed, hvormed Månen langsomt er bremset ned, faktisk gjort, at Manden på Månen havde 2:1 chance for at ende med at vende ned mod Jorden.
Resultatet modsiger tidligere forskning, der har lydt, at Månens høje bjerge og større masse på bagsiden burde have øget sandsynligheden for, at Månen var blevet låst med den nuværende bagside ned mod Jorden.
Læs også: Klimaforsker: Måne, sol og planeter er skyld i global opvarmning
