Byen består af forskellige typer af steder, som på hver sin måde appellerer til en bestemt type mennesker og bestemt type brug. En legeplads henvender sig til børn og deres forældre, en park henvender sig til et større segment af folk der enten gør ophold eller er på gennemfart. Byens butikker udgør steder til forbrug og cafeer anvendes som et rekreativt sted.
Observeres stederne i forskellige tidsrum vil brugen af stederne ændre sig. Om aftenen bliver legepladsen brugt af unge, der ryger smøger og hører musik på deres telefoner og i aftentimerne er skolegårde mødesteder, hvor andre sociale agendaer og hierarkiseringer er på spil end i dagstimerne.
I dette blogindlæg vil jeg med afsæt i et empirisk materiale illustrere en type steder, som selvom at de er forladte og nedslidte har et særligt potentiale for mennesker der vil være selvorganiserende.
Torsten arrangerede ‘Other People’s Properties’-fester
En anden type sted er byens grå oaser. Flere af de selvorganiserede unge og voksne jeg har fulgt i forbindelse med min ph.d. tager afstand fra det, de betegner for mainstream og refererer til strøget, diskotekslivet og steder der er defineret entydigt af andre.
Torsten, som også går under DJ navnet Helmut Kool, tager mig med ned til et af de steder, hvor han har arrangeret hemmelige raves for 300 deltagere. Vi står i kælderen til en gammel fabriksbygning, der lugter af mug og gulvet er fyldt skrald.
Væggene er dækket med graffiti og der står gamle sofaer og trækaser som har været brugt til mixerpult til et af de såkaldte OPP-fester (Other People’s Properties), som Torsten arrangerede med en gruppe venner. Om denne typer steder forklarer Torsten:
»Tilbage til spørgsmålet om hvorfor det er fedt, at komme her. Det her er en af de der små grå oaser. Nogle savner grønne oaser, det her det er så en beton oase. Den er ikke blevet ødelagt, eller hvad kan man sige, af kapital, den står stadig væk og er rå og håbløs og det er lige præcis det, man gerne vil ha.’«
Brugen knytter sig til en sansemæssig oplevelsesdimension
Steder, der er rå og håbløse, er endnu ikke blevet ødelagt af byplanlægningens kapitaliserede intentioner. Disse steder er i industrielt og offentligt perspektiv blevet betegnet som ‘spaces of waste’ (jf. Edensor, 2005), da de betragtes som havende en formåls- og nytteløs værdi.
Håbløs kan være byplanlæggerens betegnelse, men det håbløse er for de unge og voksne, jeg har fulgt, fuldt af håb, nærmere betegnet potentielt for deres selvorganiserende praksis. I dikotomien mellem grønne og grå oaser opstår en sammenlignelig kontrast.
Frodigheden, der knyttes til grå oaser handler om en anden frodighed end den, der forbindes grønne oaser. Frodigheden handler om steds- og handlingspotentialer, steder for fortolkningsfrihed og nye formgivninger, hvilket opstår, når ingen har en aktuel investering eller interesse i stedet.
Og til brugen af de grå oaser knytter der sig en sansemæssig oplevelsesdimension, som ikke kan opleves på byens mere etablerede steder. Eksempelvis er indgangen til den bygning hvor ravet skal foregå i, et smadret hul i en dør, som er barrikaderet og låst.
For at OPP-deltagerne kan komme ind i bygingen, skal de kravle på hug igennem det smalle hul, overkroppen skal vrides på skrå, og hovedet dukkes, imens de tager et skridt for at kunne komme igennem. Selve bygningen er kun lyst op med stearinlys. Torsten, som også er DJ til festerne, forklarer følgende:
»Det er jo spændende at gå hernede. Det er mørkt, det er en kringlet vej og når du først er inde i bygningen, så du hører, at der er en puls, der slår et sted, så skal du på jagt efter den. Man kan fornemme det hurtigt, for der er mange folk, som går frem og tilbage i bygningen.«
Har stedet ikke strøm, lejer man en generator
OPP er et rave, som handler om at danse til techno, men Torsten har observeret, hvordan folk går ‘frem og tilbage i bygningen’ frem for at være i det store lokale, hvor DJ’en spiller.
Dette mener Torsten, skal forklares med, at det er spændende at bevæge sig i bygningens gange med den afdæmpede belysning, hvor deltagerne søger efter pulsen fra bassen, som guider dem igennem bygningen.
Informanterne forbinder konkrete materialitets- og stedskvaliteter til steder der er rå og håbløs. Der er helt konkret tale om, at ting ikke må være ‘for fint’, da det minimerer muligheden for at tage det alternativt i brug. Stederne, som både kan være udendørs og indendørs, er derfor ofte snavsede, beskidte og rodede. De ting, der er til stede, kan betragtes som skrald eller ting, der skal smides ud.
Stedernes materialitet skal have sådan en karakter, at de godt må gå i stykker. Flere steder har overflader af rå beton, fugtig luft, graffiti m.v., hvilket er med til at forstærke oplevelsen af at være på stedet.
For flere informanter er det en fordel, hvis der er strøm eller en alternativ vej til strøm. Strøm tillægger stedet nye affordances, da strøm giver mulighed for at spille techno eller koncerter og lave lys. Har steder ikke strøm, lejer flere af mine informanter en generator.
Et sted kan definiseres som en event
Stederne har en historik, som influerer på den måde, informanterne tager det i brug på. ‘Grå oaser’ bliver ikke blot et symbol på steder, som konstitueres ud fra den aktuelle sansemæssige praksis, men også ud fra den historik, som andre personers sprog og udtryk vidner om.
Stedsfænomenologen Edward Casey (1996) definerer sted som en event, der forstås som et sammentræf (‘a gathering’) af flere fænomener.
Ifølge Casey konstitueres sted ud fra et sammentræf af forskellige forhold: stedets materialitet, fysiske måder at bruge stedet på, måder stedet opleves på, sociale dimensioner, forskellige former for udtryk og sprog, og den historik og kultur, der knytter sig til stedet.
Når de informanter jeg har fulgt, opsøger byens grå oaser, er det fordi, at stederne sansemæssigt og oplevelsesmæssigt står i kontrast til de velordnede hverdagssteder mennesker normalt tager i brug, opleves den grå og håbløse arkitektur som særligt intens og spændende.
Torsten Rosendal gik bort i september 2015 efter lang tids hård sygdom. Han tog mig med ud til de grå oaser og viste mig sin side af byen. Uden Torstens fortællinger og skæve indspark var min afhandling og perspektiver langt fattigere. Hvil i fred Torsten.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
