Det er ikke længe siden, at jeg fik den kommentar, at det er unaturligt for kvinder at se gyserfilm. Dén bemærkning har jeg reflekteret en del over.
Jeg er nemlig kvinde, og jeg ser mange gyserfilm. Nogen er blodige og grusomme, andre er sanselige og forførende, nogle ganske enkelt pisse-uhyggelige. De er med andre ord forskellige.
I disse dage er der ‘Blodig Weekend‘ i København, en horror-filmfestival der repræsenterer alle facetter af gyserfilmen. Her er både længe-ventede remakes som ‘Evil Dead’ (2013), alternative zombiefilm som ‘The Battery’ (2012), stilsmækre familiegysere som ‘We Are What We Are’ (2013) og klassisk halvfjerdserhorror som ‘Here Comes the Devil’ (2012). Her er amerikansk, israelsk, mexikansk, norsk og sydkoreansk gys.
To kvindelige instruktører
Jeg har endnu ikke set nogen af dem, men må straks nævne, at ‘We Are What We Are’ kommer fra Jim Mickle, hvis ‘Stakeland’ (2010) var årets bedste vampyrfilm i 2010!
To af filmene er af kvindelige instruktører, ‘Kiss of the Damned’ (2012, Xan Cassavetes, John Cassavetes datter) og ‘Dark Touch’ (2013) af franske Marina de Van.
Marina de Van er et spændende navn. Jeg husker stadig tydeligt hendes debutfilm, gyserdramaet ‘Dans ma peau’ (‘In my skin’, 2002), der gav mig en overvældende følelse af kvalme, klaustrofobi, udéfinerlig angst (og fik mig til at skrive et kapitel om hendes film i en bog, jeg skriver på om kvinder, følelser og gyserfilm). Jeg har siden genset ‘Dans ma peau’ og brugt den i foredrag. Den handler om en kvinde, der skærer sit ben ved et uheld. Hun bliver fascineret af det dybe sår og begynder at udforske – og spise – sin krop i stadig mere ekstrem grad.
Der findes få kvindelige instruktører og færre kvinder i gysergenren. Marina de Van dyrker et udfordrende, sanseligt og kunstnerisk filmsprog, der får hendes film til at trænge under huden og langt ind i hjernen, hvor de nægter at gå væk.
Ikke kun for mænd
Marina de Van skrev, instruerede og spillede hovedrollen i ‘Dans ma peau’. Hun har siden skrevet og instrueret ‘Ne te retourne pas’ (‘Don’t Look Back’, 2009) med Monica Bellucci og Sophie Marceau og kommer altså nu med sin tredje gyserfilm, ‘Dark Touch’.
Gyserfilmen serverer mørke følelser: frygt, afsky, uhygge, skræk, rædsel, smerte, chok. Men den blander dem med mange flere følelser: lyst, håb, ophidselse, spænding, tillid. Den blander negative og positive følelser. Og så kan den stille de svære spørgsmål: Gør det her ondt? Er det her farligt? Hvordan ser kroppen ud indeni? Hvordan smager jeg? Hvordan kommer jeg ud af torturkammeret? Kan man elske en vampyr?
Er det unaturligt for kvinder at se gys? Det har jeg svært ved at se. Er gysets spørgsmål ikke nøjagtig lige så relevante for kvinder som for mænd? I hvert fald, om du er kvinde eller mand, så smid strikketøjet og gå til ‘Blodig Weekend’. Her er masser at vælge imellem – og man behøver ikke være mand for at se gysere. Pick your fight – her er udfordringer til enhver smag!
‘Blodig Weekend’ kører i Cinemateket og Cinemax fra i dag og til og med søndag aften. Der bliver vist 24 film.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.