Et forskerteam, der ledes af kemiker Yadong Yin fra University of California, Riverside, har skabt et nyt materiale bestående af bitte små kugler af polymér, der skifter farve hver gang det udsættes for et magnetisk felt.
Kuglerne er opbygget af nanostrukturer af jernoxid. Alt afhængig af hvilken vej kuglerne vender og hvilken position de har i forhold til hinanden, vil de reflektere det lys, der rammer dem, på forskellige måder.
Da jernoxid er magnetisk, vil kuglerne ændre orientering, når de placeres i et magnetfelt. I deres nye position vil kuglerne reflektere indkommende lys på en ny måde. Det tilbagekastede lysbølger vil interferere med hinanden, hvorved den nye farve opstår.
Den observerede farve er en 'strukturel farve', fordi den er skabt af lysets interferensmønstre i modsætning til almindelige farvestoffer, der kun tilbagekaster lys med bestemte bølgelængder (farver).
Strukturelle farver er kendt fra naturens verden, hvor de giver farvespillet i fuglenes fjer, sommerfuglevinger og skallerne på biller og andet kryb.
I vores verden er der ingen grænser for, hvad de nye materialer kan bruges til - eksempelvis vil de være oplagte til at lave dynamiske reklameskilte, der hele tiden ændrer farve og motiver og selvfølgelig miljøvenlig maling og kosmetik.
I denne video demonstrerer forskerne selv princippet.
































