Tænk, hvis du kunne se, hvordan blodet flyder rundt under din hud. Umiddelbart ikke en særlig rar tanke, vel?
Men så overvej, hvor smart det ville være på et hospital, hvis man kunne måle pulsen på alle patienter på en stue, blot med et enkelt kamera - eller hvis man kunne se sin nyfødte babys livstegn på babykameraet.
Computerforsker Michael Rubinstein, der til daglig arbejder hos Google, har opfundet en metode, som gør os i stand til at se bittesmå, ellers usynlige, bevægelser blot ved hjælp af et almindeligt videokamera. Se hvordan, i videoen øverst i artiklen.
Forstørrede farver og bevægelser måler vores puls
Når vores blodårer pumper blod gennem vores ansigter, så skifter de farve. Ændringen er bare så lille, at vi ikke selv kan opfatte det. Men ved at forstærke farverne på en videooptagelse, så bliver vi i stand til at se, hvordan blodet flyder rundt, og hvor hurtig vores puls er.
Det er denne simple teknik Michael Rubinstein og hans forskerhold fra University of Cambridge i Massachusetts, USA, udnytter i det, de kalder et ‘videomikroskop.’ Mikroskopet forstørrer ikke hele billedet, men er i stand til at finde de pixels på optagelsen, hvor de små bevægelser og farveændringer sker, så de kan forstørres.
Det gør os i stand til at se usynlige bevægelser, som når blodårene pumper i vores kroppe, hvordan bygninger svajer i vinden og måske afsløre, hvor fejlen sidder i en motor, der kører. Men det stopper ikke her.
Forstørrede bevægelser lavede chips-pose om til mikrofon
Teknikken kan også bruges til at lave lyd. For lyd er i virkeligheden forandringer i lufttryk, som rejser gennem luften. Trykbølgerne skaber små vibrationer i genstande, når de rammer dem, og det er også sådan vores høresans fungerer. Selvom vi ikke kan se disse bevægelser med vores blotte øje, så kan vi ved hjælp af forskernes metode forstørre bevægelserne.
For at undersøge metoden, lavede forskerne et forsøg med en tom pose chips. Den placerede de på et værelse, hvor de afspillede forskellige toner. Herefter forsøgte de at gendanne lyden ud fra forstørrede vibrationer, som de så på posen. Resultatet kom meget tæt på den oprindelige lyd, som du kan høre i videoklippet øverst i artiklen.
Forskerne bag teknikken foreslår selv, at denne teknik kan anvendes til at omdanne almindelige hverdagsgenstande til mikrofoner. For ved ganske enkelt at forstørre meget, meget små bevægelser, er det lykkedes dem at omdanne videosignaler til lydsignaler.
Er du selv blevet nysgerrig på, hvordan det fungerer, så har forskerne også lavet en side, hvor du kan afprøve at forstørre bevægelser og farver på dine egne videoer her.
\ Fakta
TED står for Technology, Entertainment, Design. TED samler interessante personer to gange om året til ugelange konferencer om blandt andet forskning, der falder ind under TED's tre brede emneord. TED er et globalt foretagende, men har fået sin egen danske udgave kaldet TEDx, der afholdes i København.
































