Lad bilen stå – og gå på arbejde.
Sådan lyder budskabet i en ny undersøgelse, hvor forskerne har kigget nærmere, hvordan godt 20.000 englændere transporterer sig til og fra arbejde. Det skriver nyhedssitet LiveScience.
Undersøgelsen viste ifølge LiveScience, at de englændere, som gik på arbejde, havde 40 procent mindre risiko for at udvikle diabetes. De personer, som gik på arbejde, havde også 17 procent mindre risiko for at have for højt blodtryk end dem, som kørte hen til jobbet.
Det ser også ud til at være en god ide at cykle eller tage offentlige transportmidler, når du skal på arbejde.
Ifølge LiveScience viste undersøgelsen nemlig også, at de personer, som cyklede, gik eller brugte offentlig transport på vej til jobbet, havde mindre risiko for at være overvægtige end personer, som kørte i bil eller tog en taxa.
»Denne undersøgelse viser helt tydeligt, at det er godt for helbredet, at indbygge fysisk aktivitet i de daglige rutiner ved at gå, cykle eller bruge offentlig transport, når man skal på arbejde,« siger forskeren Anthony Laverty fra School of Public Health ved Imperial College London til LiveScience.
Den nye undersøgelse er publiceret i det videnskabelige tidsskrift American Journal of Preventive Medicine.
Læs også: Så lidt motion gør dig sund
































