14. december 2017 vil USA’s svar på IT- og Telestyrelsen, FCC (Federal Communications Commission) afholde, hvad der i vid udstrækning bliver betragtet som en afgørende afstemning om ophævelsen af den såkaldte ‘netneutralitet’.
\ Historien kort
- 14. december skal FCC stemme om en tilbagerulning af amerikanernes netneutralitet.
- Debatten raser, men størstedelen af debattørerne har misforstået både tekniske begreber og internettets arkitektur.
- Netneutralitet er nemlig et udtjent begreb, og lovgivning er på ingen måde en garanti for internetfrihed.
Forslaget, der blev publiceret i april 2017, har fået stor opmærksomhed, og debatten raser blandt interessenterne: Størstedelen af forbrugerorganisationerne og en god del af den offentlige opinion er imod, mens tele- og internetudbyderne er for forslaget.
På begge sider af Atlanten er det blevet hævdet, at en tilbagerulning af amerikanernes net-neutralitet vil gøre det af med internettet, som vi kender det i dag, at tele- og internetudbyderne vil kunne prioritere internettrafik og tilbyde henholdvis langsomme og hurtige baner, samt at de vil kunne afkræve yderligere betaling for adgang til eksempelvis populære streaming-platforme.
\ Læs mere
Det hele lyder, som om det vil få meget alvorlige konsekvenser, men debattørerne har fået størstedelen af argumenterne galt i halsen; terminologien har forvirret dem, og de har misforstået både de tekniske begreber samt internettets grundlæggende arkitektur.
Fordi en politisk kompromitteret præsident har foreslået og støttet tilbagerulningen, har et allerede politisk spørgsmål om internettets opbygning udviklet sig til et farligt og følsomt minefelt.
Og siden internettet er globalt, er det værd at stille spørgsmålet: Hvad ligger forud, for det der sker i USA, og hvilken effekt kan det få i Europa og andre steder?
Hvad er ‘netneutralitet’?
En definition af ‘netneutralitet’ er et godt sted at starte. Betegnelsen blev introduceret i 2003 i et studie af den amerikanske forsker Tim Wu.
Studiet gransker, om et neutralt internet (som ifølge forfatterens definition ikke prioriterer en applikation (eksempelvis email) over andre) bedst kan bevares gennem regulering. Og i givet fald, hvilken slags regulering?
Betegnelsen, som vi forstår den i dag, kan bedst defineres som, at internettet er neutralt i forhold til den trafik, der strømmer gennem det.
Med andre ord diskriminerer et neutralt internet ikke trafik på baggrund af hverken oprindelse eller indhold.
\ Læs mere
Netop dette og nettets decentrale struktur bliver ofte anset for internettets definerende egenskab samt årsagen til nettets succes.
I den forstand er net-neutralitet ikke blot en beskrivelse af internettets nuværende tilstand, men også opfattelsen af at lovgiverne bør træde til for at beskytte denne tilstand samt indføre foranstaltninger, der forbyder internetudbyderne at devaluere neutraliteten eller på anden måde gå på kompromis.
Denne opfattelse er årsag til en del politisk debat, der koncentrerer sig om, hvorvidt der bør være foranstaltninger og lovindgreb, samt hvor vidtrækkende de bør være.
For bedre at forstå, om tilbagerulningen af den nuværende netneutralitet er en trussel, er der tre ting, vi skal tage i betragtning:
1: Internettet retur til 2015-status
Internettet, som vi kender det i dag, blev både skabt, udviklet og modnet uden specifik lovgivning, der havde til formål at beskytte dets neutralitet. Adskillige forskere, som blandt andre Lawrence Lessing, har udførligt beskrevet, hvordan internettets opbygning selv producerer regulerende effekter.
Lovgivningen kan lejlighedsvis benyttes til opretholdelse, men den frie adgang til at sende og modtage data er ikke et resultat af specifikke lovindgreb – faktisk lige det stik modsatte. Det var muligt, fordi der ikke fandtes eksisterende lovgivning (i modsætning til andre medier blandt andet radio, tv eller tidsskrifter).
Det første forsøg på at styre netneutraliteten fandt sted i 2010, da USA’s FCC udstedte Open Internet Order – en række retningslinjer, som forlangte, at bredbåndsudbydernes praksis var gennemskuelig, og som forbød blokering og urimelig forskelsbehandling af indhold (det vil sige favorisering af egne tjenester).
Open Internet Order blev hurtigt årsag til adskillige retssager: Internetudbyderne hævdede, at de yderligere reguleringer var hæmmende.
Størstedelen af retningslinjerne blev afskaffet (med undtagelse af den, som forlangte, at bredbåndsudbydernes praksis var gennemskuelig) i forbindelse med en retssag i januar 2014. Dokumenterne fra retssagen er komplekse, men det afgørende punkt var, at FCC ikke var i stand til at regulere netneutraliteten på grund af ‘manglende bemyndigelse’.
I 2015 foretog FCC en omklassificering af internettet fra informationssamfundstjeneste til offentlig tjenesteydelse i henhold til 1996 Telecommunications Act samt genindførelse af en del af forordningen fra 2010. Det gjorde det muligt at erhverve den tidligere manglende bemyndigelse samt på lovlig vis at overvåge prioritering af eget indhold og drosling af konkurrenterne.
I forbindelse med den foreslåede ophævelse af netneutraliteten er det nuværende FCC-forslag i bund og grund et forsøg på at tilbagekalde klassificeringen og returnere internettet til dets præ-2015-status som informationssamfundstjeneste. Hovedbudskabet er, at reguleringen af netneutraliteten vil vende tilbage til niveauet, vi oplevede under henholdsvis Clinton-, Bush- og Obama-administrationerne.
Det er også vigtigt at understrege, at det foreliggende forslag ikke er at ophæve en lov (da der aldrig har været en lov), men at reducere omfanget af et reguleringsorgans (i dette tilfælde FCC) bemyndigelse til at gribe ind. Konkurrence-, kontrakt- og forbrugerlovgivningen vil som tidligere fortsat gælde i forbindelse med netneutralitet.
2: Påvirker ikke internettets ‘backbone’
Det moderne internet er meget kompleks og inddelt efter, hvordan udbyderne skaffer sig trafik.
Meget forenklet kan det inddeles i to grupper:
- Internet-backbone: Kan bedst forklares som det store globale netværk som samler og fordeler hele internettets trafik. Når de forskellige streaming-tjenester indgår ordninger som muliggør hurtigere eller mere effektiv distribution af indhold, er dette næsten altid på internettets backbone (rygrad, red.) og ikke på ‘den sidste kilometer’ (last mile, red.)
- ‘Den sidste kilometer’ (Last mile): Den forbindelse, der leverer internettet den sidste kilometer ud til kunderne. Det er den forbindelse, vi køber hos vores lokale internetudbyder, og som de fleste brugere opfatter som ‘internettet’. Netneutralitet som koncept – og dette er en afgørende pointe – fungerer per definition kun på den sidste kilometer.
Backbone-ordningen har altid eksisteret og involverer altid en overførsel af penge fra et netværk til det andet. Men en sådan transaktion kan ikke være en krænkelse af netneutraliteten, da den aldrig foregår på den sidste kilometer.
Når en streaming-service for eksempel betaler en udbyder for at sikre, at hastigheden på dens tjenester ikke sættes ned, er det en indholdsleveringsservice, der betaler en backbone-udbyder – og ikke en sidste kilometer-udbyder.
Et stort flertal af de reelle og forestillede problemer, der er forbundet med den almindelige opfattelse af netneutralitet, har enten sin oprindelse i nettets backbone eller er begrænset til nettets backbone og kan derfor ikke løses gennem en neutralitetslovgivning.
3: Vores internet er kun lidt ‘neutralt’
Forud for 2015 havde EU ingen direkte regulering af netneutraliteten: Ingen regulering (med undtagelse af konkurrenceloven) eksisterede for internettets backbone, og kun ganske få regler kontrollerede den sidste kilometer.
I 2009 blev begrænsede beskyttelsesforanstaltninger indført, som gav de enkelte nationale regulerende myndigheder mulighed for at indføre minimumskrav til servicekvaliteten, i tilfælde af at det blev anset for nødvendigt, samt forebyggende foranstaltninger der skulle forhindre nedprioritering eller nedsættelse af hastigheden, hvor det var nødvendigt.
Det krævede også, at internetudbydernes trafikstyringspraksis var gennemskuelig.
Et forslag om mere omfattende og stærkere netneutralitetsregulering blev vedtaget i 2015, og det trådte i kraft i april 2016.
Det førte til yderligere beskyttelse af netneutraliteten. Nu blev det krævet, at internetudbyderne behandlede al trafik lige, så blokering, nedprioritering eller drosling udelukkende af kommercielle årsager blev forbudt.
\ Læs mere
Men af afgørende betydning; rimelig trafikforvaltning samt særlige tjenesteydelser er tilladt (for eksempel hurtigere baner til erhvervsmæssige formål) – sidstnævnte dog kun som et supplement til det almindelige internet, der ikke konkurrerer med det.
Den nuværende lovgivning tillader ‘zero rating’ – en praksis, hvorved de tjenester, som udbyderen foretrækker, (eksempelvis udbyderens egen instant messaging eller VoIP-løsninger), ikke indgår i den datakvote, som forbrugeren betaler.
Kan løses uden netneutralitetsbeskyttelse
Som hurtig opsummering indeholder EU-lovgivningen grundlæggende beskyttelse af netneutraliteten, og den forestående amerikanske tilbagerulning vil ikke have effekt på hverken eksistens, styring eller drift af disse regler.
Og på trods af hvad mange vil hævde, er der ikke meget, der peger på, at internetudbydere er interesserede i at krænke eller allerede krænker netneutraliteten. For faktisk giver det slet ikke kommerciel mening.
Selvom der er anekdotisk evidens på, at internetudbydere lejlighedsvis sætter farten ned på udvalgt trafik af andre årsager end trafikstyring (for eksempel for at skade et konkurrerende produkt), er alle tilfælde af en sådan adfærd allerede håndteret effektivt i det fuldstændige fravær af netneutralitetslove (almindeligvis gennem konkurrenceloven).
\ Læs mere
Sagt på en anden måde er der på nuværende øjeblik ingen problemer, som regulering af netneutraliteten er i stand til at løse.
Det er af lige så stor betydning, at netneutraliteten er en utrolig kompleks størrelse i forhold til teknologi og politik. Alligevel bliver netneutralitet altid beskrevet som enten-eller og holdt som gidsel i en konflikt mellem forskellige politiske dagsordner.
Forsøg på forenkling fører ingen vegne, fordi de bagvedliggende meget tekniske begreber ikke egner sig til forenkling.
Begrebet netneutralitet er udtjent
Endlig – og muligvis allermest afgørende – afslører netneutralitet ikke, hvorvidt internettet er åbent, generelt tilgængeligt, censureret eller på anden måde frit.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Netneutralitetslovgivning – i en hvilken som helst form – er på ingen måde en garanti for internetfrihed.
Internetfriheden kan lige så let blive krænket af foranstaltninger, der befinder sig helt uden for reglerne.
Den forestående tilbagerulning vil sandsynligvis ikke have nogen som helst effekt på internettet, som vi kender det; også selvom det er foreslået af en problematisk Trump-administration.
Hvis internettets backbone tages med i betragtningen, har internettet aldrig været neutralt. Det har altid været et komplekst netværk af kommercielle trafikudvekslingsmekanismer, der med tiden kun er blevet endnu mere komplekse.
Set i dette lys er netneutraliteten et for længst udtjent begreb.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
