Damebladene strutter af test-dig-selv sider, hvor man kan finde ud af nyttige ting som 'elsker du din baby for meget?' eller 'hvilken slags chokolade passer til din blodtype?' Ok, måske en overdrivelse, men der er nu noget om snakken.
Forskere har nu fået tusindvis af online-rollespillere til at teste sig selv efter veldefinerede 'spillertyper'. Til gengæld ved vi meget lidt om personlighedstræk og motiver hos spillere af mere 'casual' spil som WordFeud og kvantespilet på www.scienceathome.org.
OBS: Hvis du har lyst til at hjælpe forskningen med 5-10 minutter af din tid, så gå ind og udfyld testskemaet på dette link før du læser videre.
Slås, snakke, opdage eller vinde?
Allerede tidligt opdagede Richard Bartle at der var flere typer spillere i primitive onlinespil kaldet multiuser dungeons (MUDs). MUDs lignede en blanding af DOS-programmering og chatrum. De fleste informationer i blev givet via tekstinput, og krævede ofte programmeringslignende kommandoer a'la:
du er i [kroen]
du ser [Torben]
du ser [Torben trækker sit sværd]
Der er tre eller fire typer spillere
Nogle af spillerne gik øjensynligt hårdt efter at udforske spilet, mens andre bare lod til at nyde den sociale interaktion. Med lidt tidlig online antropologi og et spørgeskema identificerede Bartle fire typer MUD-spillere:
- Achievers, der spillede for at komme langt og vinde.
- Killers, der spillede for vold, og fik et kick ud af at frustrere andre spillere med deres overlegne kampevner.
- Socializers, der særligt spillede for det menneskelige samvær, om det så var i en eventyrgruppe eller med spillet som en slags chatroom.
- Explorers, der udforskede spillets verden, strategier, regelsmuthuller, hemmeligheder og endda programmeringsfejl.
Bartle-typologien er gammel og lidt fortænkt, men passer stadig med online-rollespil som World of Warcraft.
Nick Yee fra Stanford University udsatte dog modellen for en grundig gang matematisk analyse, og fandt kun tre primære motivationer i stedet for fire stringente typer: Socialisering, Achievement og Immersion. Sidstnævnte dækker over fornøjelsen af at lade sig opsluge i helt spillet og historien. Dem skal jeg nok skrive mere om senere.
Hvad med alle andre spillere?
Det er dog en skam at Bartle og Yee fokuserer smalt på store online rollespil.
Nogle af de store udviklinger er nemlig foregået omkring små uforpligtende (mobil)spil som Angrybirds, WordFeud og QuizBattle, som f.eks. både min kone og min svigermor elsker. Vi har altså også brug for at vide mere om de 'casual' spillere, for f.eks. at kunne designe gode forskningsspil på www.scienceathome.org.
Vi må i gang med noget nyt til at supplere de store undersøgelser, der kun fokuserede på klassisk hack-and-slash.
Hvad med omverdenen?
En af grundene til at alternativ forskning i spillernes motiver er vigtig er, at man skal være varsom med at opdele folk i alt for klare kasser. Den pædagogiske verden har f.eks. i årevis været optaget af 'læringsstile' og 'multiple intelligenser', selvom mange forskere er kritiske overfor koncepterne, bl.a. fordi vores psykologiske mønstre altid er betinget af situationen.
På samme måde er det sikkert med spillertyper. De fleste spiller bestemte spil i skiftende perioder og i respons på nye situationer. Spil som Wordfeud og Farmville spreder sig f.eks. pludseligt igennem sociale netværk til kolleger og bedstemødre, der aldrig ville have opdaget dem uden en facebook-konto.
Så jeg er villig til at væde på, at spillertypen du tilhører i høj grad er betinget af øjeblikket og det sociale miljø. Så det er ikke bare interessant at spørge 'hvem er spillerne?' og 'Hvad kan de lide?' men så sandelig også 'hvornår spiller de?', 'hvem er i rummet?' og 'under hvilke livsomstændigheder spilles hvilke spil?'.
Giv en hånd med forskningen
Dét er nogle store spørgsmål, som vi kun kan besvare med tilsvarende store puljer af repræsentative data fra alle slags folk.
Du kan som nævnt bidrage ved at følge dette link. Det tager ca. 10 minutter, og du gør videnskaben en stor tjeneste, uanset om du spiller meget eller lidt. Resultaterne vil jeg bl.a. skrive om her på bloggen.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
