Gør Google Glass os mindre medmenneskelige?

Googles spritnye super-produkt Glass har ramt hylderne: En fremtidsbrille med indbygget computer, der i samarbejde med kamera, mikrofon, touchpad og højtaler projicerer et skærmbillede ind på den ene linse.

Lyder det kompliceret? For det er det ikke. Groft sagt er Google Glass blot en smartphone, placeret foran øjnene fremfor i lommen.

Lettere omformuleret kan man sige, at brillen tilføjer et lag af digital virkelighed oven på virkeligheden. Sekundært bliver hænderne fri, og endelig slipper vi for at fiske mobiltelefonen frem i tide og utide.

Tilmeld dig Videnskab.dks daglige, gratis nyhedsbrev her.

Glass kan blive allemandseje

Glass kommer derudover til at udvide din smartphones funktioner. Vores nære fremtid vil således byde os på apps, hvor vi kan blive vist vej direkte i dét, vi ser, få oplæst relevant information om et givent emne, lægge kalender og tjekke mail on-the-go, få fremvist brugbar information i vores nære visuelle omgivelser – og så videre.

Potentialet med brillerne er med andre ord kæmpestort. Måske brillerne ligefrem ender med at blive et allemandseje, som smartphones og tablets er det?

Det er svært at sige endnu. Glass har nemlig vist sig at kæmpe med op til flere 'børnesygdomme' i form af klodset design, dårligt interface og underudviklet software.

Derudover har brillerne vist sig at være forstyrrende og direkte provokerende i sociale sammenhænge.

\ Læs mere

Sådan ændrer ny teknologi dit liv

Frygt for masseovervågning

På sigt kan disse fejl og mangler vise sig at tilhøre småtingsafdelingen; i hvert fald, hvis det står til den mere grundlæggende kritik, som brillerne har tiltrukket.

Eksempelvis har den helt store bekymring 'over there' – ikke så overraskende – lydt, at Glass udgør en trussel mod privatlivets fred.

Med brillernes udbredelse frygter man således en ukontrolleret masseovervågning, hvor alle uhindret vil gå og filme hinanden i det offentlige rum.

Spørgsmålet er dog, om dette ikke er et typisk skræmmescenarie, der vokser ud af en konservativ forherligelse af de 'gode gamle dage'?

Måske. Det ændrer imidlertid ikke på, at der i de seneste år er vokset en mere udtalt og moden kritik af teknologi frem: En kritik, der blandt andet baserer sig på en samlet erfaring om den hektiske og individualiserede livsstil, som blandt andet informationsteknologien har ført med sig.

Med introduktionen af smartphones og Facebook har vi for eksempel oplevet en stadig mere forjaget, såvel som egocentrisk og selviscenesat måde at leve på.

Herunder har vi oplevet, hvordan ivrige smartphone-brugere nærmest er blevet fraværende i sociale og æstetiske sammenhænge – i bedste fald, at de udnytter sådanne situationer til selvpromovering.

\ Læs mere

Gør Google Glass os mindre medmenneskelige?

I skovens dybe, og knap så stille, ro

Min bekymring ligger i forlængelse af denne utilfredshed. Med en fuld implementering af Google-brillerne frygter jeg nemlig, at vi kommer til at opleve en 'brugbarhedstænkning' invadere os – mere end den gør i forvejen.

En simpel måde at forklare denne problematik er at pege på, hvordan der er kommet flere mennesker, som bruger skoven til at mountainbike i, i stedet for at gå ture.

Dette tyder nemlig på, at der er ved at ske et skift, i måden vi erkender verden.

Den overvejende forskel mellem disse to slags folk er, at de, der går ture i skoven, ikke bruger skoven aktivt, på samme måde som mountainbikerne gør det.

De betragter den derimod nok nærmere. Eller rettere: De nyder skovens udseende på en passiv facon – lidt på samme måde, som når vi ser på turistattraktioner eller overvældes af stjernehimlen.

Kort sagt, så betragter de verden uden nødvendigvis at tage aktiv del i den. Deres erkendelse af verden går med andre ord ikke (nødvendigvis) hånd i hånd med handlinger i verden.

Levevis ændrer verdensopfattelsen

Mountainbikeren, derimod, betragter i langt højere grad verden som en brugbar og interaktiv størrelse, der fordrer handling, overvindelse, koncentration og årvågenhed – hele tiden.

Af samme grund vil mountainbikeren typisk også stille sig tvivlende overfor, at de andre spilder tiden ved at glo på naturen. For hvad kan man bruge dét til?

Det gælder om at forstå, at disse to forskellige måder at tilgå og erkende verden, involverer to lige så forskellige måder at leve på.

I den forstand er vores erkendelse af verden også et værdibaseret valg: måden, vi vælger at leve på, påvirker, hvordan vi erkender verden.

I så fald bliver spørgsmålet, hvad vi vælger fra, når vi begynder at erkende verden som 'mountainbikere'?

Nøjsom levevis gav mere ro

Overvej dertil, at der med tidligere generationers rolige, passive og nøjsomme erkendelse hørte en nedgradering af menneskets status.

Når man gik afslappende ture i skoven, opnåede man således en underdanig og romantiseret erkendelse af, at der fandtes noget større end os selv: I dette tilfælde naturen. På den måde gav naturen os noget, også selv når vi ikke decideret brugte den.

Denne måde at erkende på har sit ophav i, at mange – især lidende – mennesker har en tendens til at hige efter en stabilitet i verden, som kan skabe 'ro i hovedet'.

Man lader således verden fremstå som en rolig, stabil og udynamisk størrelse, så den ikke længere stiller de krav om konstant årvågenhed og koncentration, som mountainbikeren befinder sig i.

Dette går hånd i hånd med afholdenhed, da der rent ud sagt skal mindre til at gøre folk tilfredse.

Glass indsnævrer verdensopfattelsen

Min pointe er, at Glass fremstår som en teknologi, der ensidigt styrker og 'sandfærdiggør' mountainbikerens måde at opfatte verden.

Nemlig som en urolig, men også håndtérbar og flydende størrelse, der fordrer konstant handling og årvågenhed – typisk med hensigten om at bruge omgivelserne til at tilfredsstille vores behov nu og her (og ikke i et liv efter døden).

Siger jeg dermed, at Glass ikke kommer til at aflaste os kognitivt? Nej. Derfor vil jeg heller ikke afvise, at brillerne er berettigede i krævende situationer (såsom i specialiseret arbejde, når vi kører bil og lignende).

Men Glass rummer stadig en fare for at få verden til at fremstå som en ren pragmatisk affære.

Google Glass er ikke en objektiv teknologi

Brillerne risikerer med andre ord at få os til at lukke ned for de åbninger i verden, der ikke er pragmatiske, hvilket potentielt kan ende med at indskrænke og ensrette vores erkendelse markant – også når vi tager brillerne af.

I den forstand gælder det også om at forstå, at Glass på ingen måde er en værdineutral eller 'objektiv' teknologi. Den har derimod magt: den opdrager os sågar i bestemte værdier.

På den måde udgør Glass reelt et moralsk skub i retning af 'ulvens' egenrådige og rovdriftige livsstil, fremfor 'fårets' afholdne måde at tilgå livet – helt uden, at der skiltes med det.

Derved kan teknologien uberettiget fremstå som 'sand' eller som et 'faktum', hvilket jo den sandhedselskende – omend nu spredte – fåreflok desværre har tendens til at sluge råt.

Teknologi prodcucerer ordenskultur

Det afgørende spørgsmål er, om Glass som hverdagsteknologi vil overstyre os ud i en livsstil, hvor det bliver sværere og sværere at slappe af og bare være til? Kan fremtidsbrillerne ende med at blive en større forhindring end hjælp?

Det frygter jeg (uden at være skræmt). For præmissen bag Glass er, at den vokser ud af en overivrig og nærmest rastløs ordenskultur, der har ufatteligt travlt med til at genskabe de trygge rammer, som vi i takt med sekulariseringen har opdaget ikke eksisterer på forhånd.

I den forstand kan man sige, at Glass er udtryk for, at vi atter jagter denne grundfølelse af, at der findes en fast på-forhånd-givet struktur i verden: omend nu en pragmatisk af slagsen. Sekulariseringens hårdtslående wake-up call har med andre ord betydet, at vi er begyndt at ophøje pragmatik til en slags religion.

En anden måde at sige det samme er, at vi nu i dag overfor en sitrende og farlig verden – typisk i alenehed. Derfor er vi begyndt at klippe græsset, konstant. Vi tjekker også hele tiden, om det er blevet for højt. For så skal det nemlig klippes – med det samme!

Glass skjuler frygten for kaos

Dermed sagt, at Glass kan være et symptom på, at vi som kultur er ved at arbejde os hen mod at blive hyper-pragmatiske.

Og i den forstand fremstår vi ikke nødvendigvis som de stærke og frie individer, vi så gerne vil være, men derimod som del af en urolig, usikker og nærmest kulturfjendsk post-pligt kultur, der syndiggør ineffektivitet i så høj grad, at vi over-håndterer verden.

Ret beset er vi ved at udarte os som en slags underskudsagtige control-freaks, der investerer alt vores energi i at 'polere' den kaos, som vi er så overfølsomme overfor, væk (heriblandt døden).

I den henseende skal vores hang til minimalisme, perfektionisme og sågar videnskab heller ikke opfattes som entydige sundhedstegn.

Disse kulturelle tendenser tyder derimod på, at vi er skræmte over at indse, at vi nu bliver nødt til at leve side om side med kaos.

Relevant for bloggens emne, så indebærer dette, at for at kunne nyde verden, hvile ud, være medmenneskelige, kulturelle, sociale og lignende, så skal vi nu til at mærke efter, om vi også har overskuddet til at kunne give slip på den konstante jagt efter orden, effektivitet, perfektion og 'sandhed' – i det mindste for en stund.

Debatten i diverse medier:

Simone Sefland, Information: 'Teknologi-skepsis på web-redaktionen'
Tarek Omar, Politiken: 'Det moderne samfund skaber udbrændte og angste borgere'
Brian Due, Politiken: 'Google Glass har både potentialer og en lang række udfordringer'
Anisse Gross, New York Times: 'What's the problem with Google Glass'
Marianne Eilenberger, Politiken: 'Vi er blevet bange for nydelsen'
Om Google Glass etikette, dr.dk: 'Om Google Glass etikette'