Flueforskere afdækker kæmpe retsmedicinsk mysterium

Spyfluer er et fantastisk redskab til at bestemme, hvornår et mord har fundet sted. De bliver tiltrukket af den dødes lugt og lægger æg i mørke og fugtige områder – øjne, næse, mund, skridt og åbne sår – mellem 10 minutter og 6 timer efter, at døden er indtruffet.

Udviklingen i æggene, og senere maddikerne, kan måles meget præcist, og i de fleste tilfælde angive et imponerende sikkert dødstidspunkt.

Men i udviklingens tredje stadie, puppestadiet, løber efterforskerne ind i problemer.

10 dages uvished om dødstidspunkt

I hele 10 dage ligger fluen i en uigennemsigtig puppe, som hverken er til at hugge eller stikke i – bogstaveligt talt, fortæller ph.d. Thomas Simonsen, som arbejder ved Naturhistorisk Museum, Aarhus Universitet.

»Det er svært at snitte igennem dem, fordi puppen er så hård, og rent juridisk ødelægger du bevismateriale. Derudover kan du kun kigge på snit i ét plan, enten vertikalt, horisontalt eller i tværsnit, og det fortæller ikke så meget.«

I 10 dage kan man altså ikke se, hvor langt fluen er i sin udvikling – og i værste fald kan efterforskerne være nødt til at vente 10 dage, før de får vished om, hvornår en person er død.

Får stor retspatologisk betydning

Derfor gav Thomas Simonsen sig sammen med den meget anerkendte britiske retsantropolog Martin Hall i kast med at finde ud af, om det kunne lade sig gøre at kigge ind i puppen på anden vis. Sammen med en tredje forsker, spanske Daniel Martin-Vega, har de nu udgivet et nyt studie, som formentlig kommer til at få stor betydning for alverdens fremtidige mordsager:

Forskerne har formået at skanne pupperne, mens fluen indeni stadig var i live. På den måde har de observeret dens udvikling i løbet af de 10 dage, som tidligere har været et stort, sort hul i efterforskningen.

»Det er et meget, meget veludført studie med en fuldstændig skudsikker argumentation. Det er spændende viden rent insektmæssigt, men får helt sikkert også stor retspatologisk betydning,« lyder det fra lektor Thomas Pape, som arbejder ved Statens Naturhistoriske Museum i København og ikke selv har deltaget i det nye studie.

Udfordring at skanne levende fluer

Forskerne har kigget ind i pupperne ved hjælp af CT-skanning, som er en røntgenundersøgelse, der giver meget detaljerede billeder af kroppens indre organer. Forskerne brugte en særlig ’mikro’-CT-skanning, som gør det muligt at skanne meget små komponenter, som eksempelvis en flue.

Det første studie, som blev udgivet i 2012, handlede først og fremmest om at bevise, at det kunne lade sig gøre at skanne puppens indhold – det er en stor belastning af puppen at blive bombarderet med røntgenstråler, og til at starte med var det en udfordring at holde dem i live længe nok til at undersøge deres udvikling.

Det er nu lykkedes, fortæller Thomas Simonsen.

»Det, der er specielt ved det nye studie, er, at vi har taget enkeltbilleder med et minuts mellemrum af levende pupper. På den måde kunne vi følge udviklingen direkte.«

»Det var satans«

Forskerne har opdaget flere opsigtsvækkende elementer ved fluernes udvikling ved at skanne pupperne. Før fluen ligner en flue, kan den ikke udvikle alle sine indre organer – det viser sig, at den har løst denne udfordring ved at kaste maddike-looket fra sig imponerende hurtigt.

Overgangen fra larve til flue, med hoved, vinger og ben, sker nemlig i løbet af intet mindre end halvanden time. Det svarer til en halv procent af fluens samlede udviklingstid, fortæller Thomas Simonsen.

»Min umiddelbare reaktion var: ’Det var satans’. Ren og skær forbløffelse over, hvor hurtigt det faktisk går. Jeg havde forestillet mig, at det voksede langsomt i løbet af de her 10 dage. Ikke så meget i forhold til hovedet, for det ligger inde i maddiken og skal sådan set bare ’poppes ud’, men at benene og vingerne kommer ud på samme tid, synes jeg, er utroligt. Det kom virkelig bag på mig.«

Uforklarlig luftboble i puppen

Et andet fund i det nye studie, som også har en meget bedre tidsopløsning end det første fra 2012, er, at fluen danner en luftboble inde i puppen, inden den går fra maddike til flue. Det er sådan set ikke overraskende; lystfiskere har i årevis vidst, at pupperne ikke kan bruges som madding i dette tidsrum, hvor de, indlysende nok, flyder ovenpå.

Desuden ved man, at bananfluer og andre ’højere fluer’ – eksempelvis stuefluer – gør det samme. Der er bare ikke nogen, der ved hvorfor, fortæller Thomas Pape, som er specialiseret i fluer.

»Inde i puppen opstår der i kort tid en kæmpestor luftboble. Det gør der bare, det kan vi se. Men vi aner ikke hvorfor. Der er nogle indikationer på, at det har noget at gøre med de enorme forandringer, der sker i fluen, måske fordi den folder sit hoved ud i luftboblen,« siger han og fortsætter:

»Med de nye optagelser begynder vi at forstå, hvordan boblen pludselig opstår, vokser meget hurtigt og så forsvinder igen. Men vi ved dybest set stadig ikke hvorfor, og det, synes jeg, er virkelig spændende.«

Store perspektiver for stamcelleforskning

Thomas Pape fortæller, at han på baggrund af det nye studie har tænkt sig at kontakte Martin Hall for at diskutere mulighederne for et opfølgende studie med særligt fokus på luftboblerne.

»Jeg synes, det er enormt interessant, hvordan den rent evolutionært er opstået, og hvad det er, der styrer, at den vokser og pludselig klapper sammen. Jeg ville gerne lave en ansøgning, hvor vi kunne pejle i retning af andre fluer. Der er tusindvis af fluer, man kunne blive klogere på.«

Selv hvis man hverken interesserer sig for fluer eller for mordsager, er der perspektiver i den nye forskning, mener Thomas Pape.

»Mulighederne for anvendelsen i human stamcelleforskning er store. Det er en slags stamceller, der går i gang og styrer alle de ting, der sker på meget kort tid, når puppens indhold går fra maddike til flue. Det kan lære os noget om, hvordan de markante omorganiseringer kan styres og effektiveres, og jo bedre vi forstår det, jo bedre kan vi bruge det.«

Mordet blev begået mandag

Der er flere studier i flue-sagaen på vej, fortæller Thomas Simonsen. Heriblandt ét, der zoomer helt ind på det retsmedicinske perspektiv, som, han stadig mener, er det mest opsigtsvækkende.

»Vi har nu fået vores viden om fluens udvikling ned på så detaljeret plan, at vi ved at kigge ind i puppen kan sige, hvad dag mordet er begået. Det kommer selvfølgelig til at betyde, at fremtidige efterforskninger bliver meget mere præcise.«

Thomas Simonsen fortæller, at der tidligere har været sager, hvor det at få bestemt alderen på fluelarverne har rykket politiets opfattelse af en forbrydelse med en uge.

»Nu har vi givet dem et endnu mere præcist værktøj, og det er jo det, vi forskere gerne vil have, næsten uanset hvad vi laver – at vores forskning bliver brugt. Det er målet for det hele.«