Evnen til at krydse havet har længe været et symbol på menneskets opfindsomhed og eventyrlyst. Men hvornår gik havet egentlig fra at være en næsten uovervindelig forhindring til den maritime motorvej, vi kender i dag?
I mange år mente forskere, at svaret skulle findes i bondestenalderen. Det var en af de mest skelsættende perioder i menneskets historie, hvor menneskeheden for alvor lagde jæger-samler-livet bag sig og begyndte at dyrke jorden, holde husdyr og slå sig ned på faste bopladser.
Men vores forskerholds opdagelse af europæiske jæger-samleres tilstedeværelse på den lille middelhavsø Malta har vendt op og ned på denne opfattelse.
Resultaterne, som blev offentliggjort sidste år, viser, at mennesker nåede frem til Malta fra det europæiske fastland, sandsynligvis via Sicilien, for mindst 8.500 år siden.
Nu viser et nyt studie, at disse mennesker ikke blot foretog enkeltstående sørejser. Det ser derimod ud til, at de gentagne gange tilbagelagde mere end 100 kilometer over åbent hav længe før landbrugets indtog.
Enkeltstående, tilfælde, stranding eller noget mere komplekst?
Forskere har længe vidst, at forhistoriske sørejser må have fundet sted.
Det mest kendte eksempel er nok menneskets kolonisering af Australien, som fandt sted for titusinder af år siden, og som krævede, at mennesker krydsede åbent hav.
Men det har længe været den gængse opfattelse, at jægere og samlere ikke havde de nødvendige forudsætninger for at gennemføre lange sørejser til små og fjerntliggende øer, fordi deres livsgrundlag var uløseligt knyttet til de lokale naturressourcer.
Det gjaldt også Europas sidste jægere og samlere i den periode, der kaldes jægerstenalderen (mesolitikum), som var perioden før bondestenalderen (neolitikum).
I bondestenalderen introducerede en ny befolkning agerdyrkning til Europa fra Anatolien, der udgør størstedelen af nutidens Tyrkiet.
Her kommer de seneste fund fra Latnija på Malta ind i billedet. Afspejlede den overraskende tilstedeværelse af europæiske jægere og samlere på Malta en enkeltstående, tilfældig overfart, eller måske mennesker, som på en eller anden måde var strandet på øen?
Eller afspejlede jægerstenalder-menneskernes tilstedeværelse noget helt andet og mere komplekst?
For at afprøve disse muligheder vurderede vi, om Malta kunne understøtte en levedygtig bestand af jægere og samlere, der kunne have levet isoleret gennem øens 1.000-årige bosættelse i jægerstenalderen.
Malta har udviklet sig gennem tiden
Først undersøgte vi konsekvenserne af de ændrede havniveauer siden det sidste glaciale maksimum, altså kulminationen på den seneste istid, for omkring 21.000 år siden.
Det var på dette tidspunkt, at havniveauet begyndte at stige fra sit laveste niveau, omkring 130 meter under det nuværende havniveau.
På denne måde kunne vi kortlægge, hvordan Maltas størrelse ændrede sig over tid, og hvordan øens forbindelse til omkringliggende øer og landmasser udviklede sig.
Under det sidste glaciale maksimum var Malta forbundet med Sicilien via en landbro (er et stykke land, der forbinder to landområder, som i dag kan være adskilt af hav. Den kan for eksempel opstå, når havniveauet falder under en istid, red.).
Denne forbindelse bestod, mens havniveauet fortsatte med at stige, indtil for omkring 14.000 år siden, hvor landbroen begyndte at blive oversvømmet.
Den fortsatte havstigning betød, at Malta på mindre end tusind år blev betydeligt mindre og afskåret fra Sicilien, så kontakt mellem de to områder krævede en længere sørejse.
Da mennesker bosatte sig på Malta i jægerstenalderen, havde øen næsten fået sin nuværende form, og afstanden til Sicilien adskilte sig ikke væsentligt fra den, vi kender i dag.
Kunne Malta have understøttet en fastboende befolkning?
Efter at have kortlagt, hvordan det stigende havniveau påvirkede Maltas størrelse og tilgængelighed, undersøgte vi, om øens særlige økologiske forhold kunne understøtte jæger-samler-befolkninger.
Fordi jægere og samlere er afhængige af naturens ressourcer, hænger befolkningstætheden tæt sammen med et områdes økologiske produktivitet.
Vi modellerede derfor sammenhængen mellem befolkningstætheden hos nutidige jæger-samler-samfund og det, der kaldes ’netto-primærproduktion’, som grundlæggende er et mål for mængden af vilde ressourcer, der er til rådighed for jægere og samlere.
Derefter overførte vi resultaterne til fortiden ved hjælp af højopløselige computermodeller af tidligere tiders klima, såkaldte palæoklimamodeller.
Dermed kunne vi beregne den befolkningsstørrelse, som området kunne understøtte, først da Malta og Sicilien udgjorde én sammenhængende landmasse og siden som adskilte øer i takt med de stigende havniveauer.
Vores højeste befolkningsestimater tyder på, at den teoretisk mulige befolkning på Malta hurtigt faldt til 319 personer omkring 13.800 år før nu, efter at landbroen til Sicilien var blevet oversvømmet.
Der findes endnu ikke beviser for, at mennesker levede på Malta så tidligt, men vores modeller viser, at en eventuel befolkning gradvist svandt ind i takt med de stigende havniveauer. For omkring 9.000 år siden kunne øen kun have understøttet mellem 144 og 170 personer.
Til sidst sammenholdt vi resultaterne med tærskelværdier for en befolknings langsigtede levedygtighed og stabilitet baseret på bevaringsgenetiske studier.
Disse tærskelværdier peger på, at der skal en effektiv, reproducerende bestand på mindst 1.000 individer til, hvilket svarer til en samlet befolkning på 2.500-3.000 personer, da den samlede befolkning også omfatter børn og ældre, som ikke reproducerer sig.
Beviserne peger i én retning: Må have foretaget lange sørejser
Resultaterne tyder på, at Malta ikke kunne understøtte en isoleret og levedygtig befolkning, som kunne leve kontinuerligt gennem den omkring 1.000 år lange periode, hvor øen var beboet af jægerstenalderens jægere og samlere.
Dermed kan vi afvise, at der var tale om en befolkning, som blev strandet på Malta, da havet oversvømmede landbroen til Sicilien.
Vi kan også udelukke, at øens beboere stammede fra en enkelt, måske utilsigtet, overfart, som efterlod de søfarende isoleret på Malta.
Den eneste alternative forklaring er, at disse jægere og samlere i jægerstenalderen gentagne gange foretog lange sørejser mellem Malta og Sicilien, den nærmeste landmasse, for at opretholde de genetiske forbindelser, som gjorde det muligt for befolkningen på Malta at overleve gennem mere end et årtusinde.
Denne indsigt ændrer vores opfattelse af Europas sene jægere og samlere og af, hvor sofistikerede deres samfund var.
For at kunne opretholde gentagne forbindelser over lange afstande til søs må de have haft og videregivet omfattende viden om land, hav og himmel samt de teknologiske færdigheder, der skulle til for at bygge og vedligeholde deres fartøjer.
Fandt sted flere tusinde år før de første sejl
Vi ved ikke med sikkerhed, hvilken type fartøjer jæger-samlerne benyttede, men vi ved, at udhulede træstammekanoer fandtes på dette tidspunkt.
Rejserne til Malta fandt sted flere tusinde år før de tidligste spor af sejl, hvilket gør bedriften endnu mere imponerende.
Ud over navigation og fødeindsamling på havet om natten var de også nødt til at kunne leve bæredygtigt på en lille, halvtør ø. Det krævede et indgående kendskab til de mange forskellige fødekilder, som skiftede med årstiderne.
Med disse færdigheder in mente kan vi begynde at stille spørgsmålet: Hvor tog de ellers hen?
Der findes allerede tegn på forbindelser mellem Europa og Nordafrika i denne periode. Tidligere forskning baseret på forhistorisk DNA har identificeret et karakteristisk genetisk aftryk fra europæiske jægere og samlere hos mennesker, der levede i Tunesien før bondestenalderen.
Alt dette peger på, at vi måske er ved at få øje på et hidtil ukendt netværk af forbindelser over havet, som markerede begyndelsen på den forbundne verden, vi kender i dag, flere århundreder før de første agerbrugere nåede det centrale Middelhav.
Forståelsen af, hvordan disse grupper bevarede deres økologiske robusthed og samtidig formede økosystemerne efter deres behov, kan vise sig at rumme vigtig viden for menneskehedens nuværende og fremtidige udfordringer i en verden, der bliver stadig varmere.
I takt med at vi afdækker mere af Maltas enestående fortid med jægere og samlere, håber vi også at kunne kaste lys over denne tabte økologiske viden.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Kilder
