Facebook, Apple, Google, Netflix og Starbucks gør det allerede. Tilbyder at nedfryse kvindelige ansattes æg – som frynsegode.
Kommer vi også til at se den praksis i virksomheder som Novo, Mærsk og Vestas? Og hvilke etiske spørgsmål rejser det, når virksomheder så direkte går ind i deres ansattes reproduktive privatsfære?
De fleste danske virksomheder tilbyder en række frynsegoder som firmabil, mobiltelefon, sundhedsforsikringer, vinklubber og fitnesscenter, men hvor går grænsen?
Er det etisk forsvarligt, at en virksomhed tilbyder at betaler for unge ansatte kvinders nedfrysning af æg og fertilitetsbehandling?
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Svækker eller øger det kvinders autonomi?
Svarene på de spørgsmål har været livligt debatteret.
Det gælder især i USA, hvor førnævnte virksomheder har oprindelse og hovedsæde, men også i internationale tidsskrifter, der omhandler etiske og juridiske emner i forhold til anvendelsen af moderne teknologi.
Modstanderne af reproduktive frynsegoder er blandt andet bekymrede for, at virksomheder, der tilbyder at betale for eksempelvis nedfrysning af æg, vil tilsidesætte kvindernes selvstændighed.
Tilbuddet vil presse kvinderne til at sige ’ja tak’ til tilbuddet om nedfrysning af æg, fordi et ’nej tak’ demonstrerer, at man ikke er tilstrækkeligt karrierefokuseret og ønsker at få et barn inden for kort tid.
I modsætning hertil mener virksomheder og fortalere for at give kvinder disse muligheder, at tilbuddene øger unge kvinders reproduktive autonomi.
Så hvad pokker skal vi mene om den type tilbud – svækker eller øger de kvinders autonomi?
\ Læs mere
Hvornår er noget en autonom beslutning?
I en artikel i tidsskriftet Bioethics argumenterer Rune Klingenberg Hansen og jeg for, at sådanne tilbud vil styrke kvinders autonomi, hvis visse betingelser er opfyldt.
Men for at vi kan nå den konklusion, må vi præcisere, hvilke betingelser der skal være opfyldt for, at vi vil sige, at en person foretager en autonom beslutning.
Der er stor enighed om, at tre betingelser skal være opfyldt, før vi kan sige, at en person foretager en autonom beslutning i forhold til at takke ja eller nej til et tilbud eller en behandling.
- For det første skal personen have adgang til informationer vedrørende de relevante handlingsalternativer og de fordele og ulemper, der kan være ved at vælge det ene frem for det andet.
- For det andet skal personen have kompetencer til at forstå denne information og være i stand til at danne præferencer i forhold til de mulige handlingsalternativer og kunne foretage et valg på baggrund af disse informationer og præferencer.
- For det tredje skal den kontekst, hvor valget bliver truffet, være fri for problematisk indflydelse som tvang, trusler og manipulation.
Lad os se på de betingelser én for én.
\ Læs mere
Tilstrækkelig information om fordele og ulemper
Som udgangspunkt er den første betingelse let at opfylde, hvis en virksomhed tilbyder en kvinde at få nedfrosset æg. Det kræver, at den medicinske klinik, der står for at udtage og nedfryse æggene, informerer kvinden om en række relevante forhold.
For eksempel hvilke mulige risici og positive effekter der er ved proceduren og oplyser om succesraten i forhold til at få børn ved hjælp af nedfrosne æg (som også involverer reagensglasbefrugtning/IVF).
\ Hvad siger loven?
Ifølge loven om assisteret reproduktion § 15 må man kun nedfryse kvinders æg i op til 5 år, herefter skal de destrueres.
5 års reglen gælder dog ikke for kvinder, som er i fertilitetsbehandling eller for de kvinder, som lider af en alvorlig sygdom.
Endelig er det også vigtigt at informere om, at jo ældre man er, før man prøver at få børn, jo mindre er chancen for at få et barn.
Men for at kvinden kan foretage en autonom beslutning, er det også vigtigt, at virksomheden informerer klart og tydeligt, hvad tilbuddet indeholder.
Virksomheder skal for eksempel gøre det klart, hvor meget de vil betale for udtagelsen af æg, og hvor længe de vil betale for nedfrysningen.
Men også om de vil betale for den nødvendige IVF-behandling, hvis kvinden får brug for de nedfrosne æg i bestræbelserne på at få et barn.
Hvad der sker med de nedfrosne æg, når man ikke længere arbejder for virksomheden? Får ens leder at vide, at man som ansat har fået nedfrosset nogle æg? De spørgsmål skal virksomheden også informere om.
Endelig skal virksomheden fortælle, om de forventer, at man udsætter tidspunktet for, hvornår man får børn, når nu virksomheden betaler for nedfrysningen.
Afgørende om tilbuddet føles som et pres
Den anden betingelse – at man skal være kompetent til at forstå den relevante information – tager vi i artiklen for givet.
At hævde at kvinder (og den eventuelle partner) ikke er kompetente til at forstå denne information, er både forkert og arrogant.
Så det er især den tredje betingelse for autonomi, der har været fokus for den etiske diskussion. Vil kvinder opleve et moralsk problematisk pres (eller en skjult trussel) om, at de skal sige ja tak til disse tilbud?
Et nej tak til nedfrysning af æg kan arbejdsgiveren opfatte som et signal om, at man ikke er fuldt fokuseret på karrieren, da nedfrysning af æg jo netop muliggør, at man kan udskyde børnene.
Uvidenhed er vejen frem
Vi mener, det er muligt for virksomheden at give et tilbud om æg-nedfrysning uden at tilsidesætte kvinders reproduktive autonomi.
Det kræver dog, at virksomhederne sikrer sig, at arbejdsgiveren eller den nærmeste leder ikke ved, hvem der tager imod tilbuddet, og hvem der ikke gør det.
Hvis arbejdsgiveren er uvidende om, hvilke medarbejdere der tager mod tilbuddet, kan presset ikke foregå.
En måde at sikre denne uvidenhed på er ved at fertilitetsklinikken, der udtager af æggene og står for nedfrysningen, kun må informere én betroet person i virksomhedens HR-afdeling.
Den betroede person står så for betalingerne til fertilitetsklinikken og har tavshedspligt.
Hvis denne strategi kombineres med den relevante lovgivning for det danske arbejdsmarked – som sikrer, at virksomheder ikke har adgang til en række personfølsomme oplysninger vedrørende for eksempel sygdom, og familieplanlægning – burde vi ikke være bekymret for, at tilbud om æg nedfrysning vil krænke kvinder autonomi.
Tværtimod vil disse tilbud kunne understøtte kvinder i at skabe nogle bedre muligheder for at få børn, når de selv ønsker at få børn.































