Denne artikel blev publiceret 16. november 2025 op til kommunalvalget, men pointerne er også relevante op til det kommende folketingsvalg 24. marts 2026.
ChatGPT er blevet vores ven i nøden til livets store og små spørgsmål. Så bør du tage den med på råd, når du skal gøre din fornemme demokratiske pligt og stemme til et valg?
En undersøgelse fra Holland lavet i forbindelse med parlamentsvalget i 2025 viste, at:
- 10 procent af de adspurgte hollændere sagde, at de med stor sandsynlighed ville bruge ChatGPT til at hjælpe dem med, hvem de skulle stemme på.
- 13 procent sagde at de måske ville.
Og det kan også sagtens blive tilfældet ved det kommende kommunalvalg i Danmark, siger professor Claes Holger de Vreese, som er centerleder ved Digital Democracy Centre på Syddansk Universitet og en af forskerne bag undersøgelsen.
»Vi ved, at kommunalvalg kan skabe tvivl hos vælgere, og kan give anledning til brug af hjælpemidler. Hvis man i forvejen benytter ChatGPT til alt andet, er det oplagt at benytte inden et kommunalvalg også,« forklarer de Vreese til Videnskab.dk.
En undersøgelse viste, at to ud af tre stadig var i tvivl godt en måned inden kommunalvalget.
En meningsmåling fra Megafon viser desuden, at 72 procent af danskerne har prøvet at bruge ChatGPT eller lignende chatbots, og at mere end 30 procent bruger det enten ugentligt eller dagligt.
Men er det en god eller dårlig idé at benytte ChatGPT som hjælp inden valget?
Demokratiforsker: Jeg er skeptisk
Claes Holger De Vreese, der står bag undersøgelsen fra Holland, er skeptisk overfor brugen af ChatGPT i en demokratisk kontekst.
»Udfordringen er, at AI-chatbotter tager alt fra internettet og skraber det sammen, herunder personlige holdninger og ting der ikke længere er aktuelle.«
Hjælpemidler som valgtests er udviklet med stor omhyggelighed og præcision, hvilket står i skarp modsætning til chatbotter, siger Claes Holger De Vreese.
Herudover, er AI-chatbotter også indbygget på en måde, hvor de ofte selv udfylder ‘huller’ i information, skulle der være en mangel på det. Det gør den blandt andet ved at gætte sig frem til hvad, der giver mest mening.
Det kan være et problem særlig med kommunalvalg, hvor information på internettet om diverse kandidater og individuelle mindre partier er begrænset, forklarer professoren.
»Den kan ende med at tilskrive holdninger til partier, som er direkte forkerte, og mislede folk i hvor de skal sætte deres kryds.«
Claes Holger De Vreese kan godt se en fremtid, hvor AI kunne hjælpe folk med at sætte deres kryds. Men de modeller er bare ikke blevet udviklet endnu.
»Man kunne sikkert godt skabe nogle modeller, som var trænet mere specifikt til at kunne give sparring til konkrete valg med relevante og troværdige kilder. Men det er ikke det, de nuværende AI-chatbots er.«
»Lige nu er mit råd, at lade vær med at bruge ChatGPT til at finde ud af, hvem du skal stemme på, og hvis du gør, skal du være meget bevidst om, at de informationer du får, kan være forkerte og upræcise,« siger professoren.
AI-forsker: Lad ChatGPT hjælpe dig med dit valg
Anders Søgaard forsker i de såkaldte store sprogmodeller, som er teknologien bag AI-chatbots som ChatGPT. Han er ikke så afvisende overfor, at man tager ChatGPT med sig i sine overvejelser til kommunalvalget.
Anders Søgaard starter dog med at understrege at et værktøj som ChatGPT, aldrig har været designet til at rådgive folk om, hvor de skal sætte deres kryds.
Sprogmodeller som ChatGPT er designet som en oversættelsesteknologi, der skal hjælpe os med enten helt konkret at oversætte fra et sprog til et andet, eller give os et resume af en tekst.
»Det er en måde at indsamle eller sammenpresse en masse information så hurtigt som muligt, og præsentere det i et let format,« forklarer Anders Søgaard, der er professor ved Natural Language Processing ved det Datalogiske Institut på Københavns Universitet. .
»Ved at få chatbotter til at fortælle os, hvem vi skal stemme på baseret på vores holdninger, snyder vi os selv for det refleksionsrum, man opnår, når man går og grubler over, hvem man skal sætte sit kryds ved, og det er en vigtig del af demokratiet,« siger han.
Derfor skal man bruge ChatGPT på den rigtige måde, hvis den skal agere personlig politisk hjælper:
»I stedet for at spørge ChatGPT hvem man skal stemme på, så kunne man bede den om at skrive spørgsmål, der kunne være relevante at overveje inden et kommunalvalg.«
»Bed den om en liste af spørgsmål, man kan tænke over, så outputtet fra chatbotten giver en anledning til at reflektere og blive klogere, fremfor et forsøg på at finde et svar så hurtigt som muligt.«
Stadig et nyt fænomen
ChatGPT er fortsat et nyt fænomen i forskningens verden, og det er begrænset, hvor meget viden forskere har om danskeres brug af ChatGPT i en demokratisk sammenhæng, understreger professor bag studiet.
»Vores studie i Holland viste, at rigtig mange benytter ChatGPT som et alternativ til for eksempel valgtests, hvilket også med stor sandsynlighed er tilfældet i Danmark,« siger professor Claes Holger de Vreese.
»Vi ved endnu ikke, hvilken værdi folk tillægger de svar ChatGPT giver, eller om folk tager svarene med samme autoritet som for eksempel en valgtest.«
































