Astronomernes yndlingsbilleder fra Hubble
En række top-astronomer har håndplukket de billeder fra rumteleskopet Hubble, som har den største videnskabelige betydning for dem.
Partner The Conversation

Videnskab.dk oversætter artikler fra The Conversation, hvor forskere fra hele verden selv skriver nyheder og bringer holdninger til torvs

De valgte billeder er ikke nødvendigvis de mest farverige eller iøjenfaldende, dem som man kan finde i de utallige top-10-billedgallerier på internettet. De er snarere udvalgt, fordi de giver en videnskabelig indsigt.

Tanya Hill, adjungeret professor og museumsinspektør på Museum Victoria

I mine øjne er Oriontågen et uovertruffent astronomisk objekt. Det er en smuk gasansamling, som ligger så tæt på Jorden, at den kan ses med det blotte øje. I Oriontågen foregår både dannelse af interstellare molekyler og af nye stjerner.

Jeg gik i gymnasiet, da jeg første gang så Oriontågen gennem et lille teleskop, og det føltes som en kæmpebedrift, da jeg manuelt styrede teleskopet i den rigtige retning og efter lidt tid fandt den på himlen (der var nemlig ikke en automatisk knap på teleskopet).

Oriontågen. (Foto: NASA, ESA, M. Robberto (Space Telescope Science Institute/ESA) and the Hubble Space Telescope Orion Treasury Project Team)

Hvad, jeg så den nat, var en fantastisk skrøbelig og flygtig sort og hvid gassky. En af de mest fantastiske ting ved Hubble er, at det afslører universets farver. Og dette bilede af Oriontågen er det nærmeste, vi kommer på at kunne tage derhen og se ansamlingen af gas med vores egne øjne.

Mange af Hubbles billeder er blevet ikoner, og for mig er det en glæde at se noget, der sammenbringer videnskab og kunst på en måde, som drager publikum ind.

Ved indgangen til mit kontor hænger en kæmpekopi af billedet på væggen. Det er fire meter bredt og 2,5 meter højt, og jeg kan fortælle dig, at det er en vidunderlig måde at møde arbejdsdagen på.

Michael Brown, lektor i astronomi, Monash University, Australien

Da fragmenterne fra kometen Shoemaker-Levy 9 slog ned i atmosfæren på Jupiter og kastede materiale flere tusinde kilometer op, var det første gang, at astronomerne i forvejen havde haft et varsel om en planetær kollision.

Mange af verdens teleskoper, heriblandt det nyreparerede teleskop ombord på Hubble, vendte sig mod den gigantiske planet.

Kometkollisionen var også min første professionelle oplevelse af observatorisk astronomi. Fra Mount Stromlo Observatoriet håbede vi på at se Jupiters måner reflektere lys fra kometens fragmenter i takt med, at de ramte Jupiter. Vi kom desværre ikke til at se lys fra Jupiters måner.

Da Jupiter roterede, kunne man se de enorme nedslagsmærker fra kollisionerne med kometfragmenter. (Foto: H. Hammel (SSI), WFPC2, HST, NASA)

Men Hubble fik en helt fantastisk og uventet udsigt. Kollisionerne på den anden side af Jupiter skabte røgfaner, der strakte sig så højt over Jupiters skyer, at de i kort tid kunne ses fra Jorden.

Da Jupiter roterede, kunne man se de enorme nedslagsmærker. Hvert mærke var et resultat af kollisionen med kometfragmenterne, og nogle havde en diameter, der var større end vores måne. For astronomerne rundtom i verden var det et forbløffende syn.

William Kurth, forsker, Institut for Fysik og Astronomi, University of Iowa

De to billeder viser et storslået, ultraviolet polarlysshow, der fandt sted i nærheden af Saturns nordpol i 2013.

Billederne blev taget med 18 timers mellemrum, og de viser, hvor varierende lysstyrken og faconen på Saturns polarlys kan være (alle planeter med en atmosfære viser en lysreaktion på solvindens partikler, men der skal et magnetfelt til for at få samme struktur på polarlyset som på Jorden. Saturn og Jupiter har magnetfelter, der ligger parallelt med deres omdrejningsakse, og har derfor en ring af lys rundt om nord- og sydpolen, red.)

De to billeder viser et storslået ultraviolet polarlysshow, der fandt sted i nærheden af Saturns nordpol i 2013. (Foto: NASA, ESA and Jonathan Nichols (University of Leicester), CC BY)

Vi benytter disse fotografier til at opnå en bedre forståelse af, hvor stor effekt solvinden har på polarlyset. Vi bruger fotografier fra Hubble til at føre tilsyn med polarlyset og rumsonden Cassini, som er i omløb om Saturn, til at observere radioemissioner associeret med lyset.

Vi var i stand til at afgøre, at polarlysets lysstyrke hænger sammen med stærkere radiointensitet.

På den måde kan Cassinis uafbrudte radioobservationer fortælle mig, om Saturns polarlys er aktivt eller ikke, også selvom vi ikke altid har billeder. Det var et stort gennembrud for astronomerne.

John Clarke, professor i astronomi, leder af Center for Space Physics på Boston University

Dette ultraviolette billede af Jupiters nordlige polarlys viser forbedringerne i Hubbles videnskabelige instrumenter. Billederne fra Space Imaging Spectrograph (STIS) viste for første gang hele polarlysemissionernes register, som vi lige var begyndt at forstå.

Det tidligere kamera (Wide Field Planetary Camera 2 - WFPC2) havde vist, at Jupiters polarlysemissioner roterede samme vej som planeten, og at de ikke blev fastholdt i den samme retning som solen. Det vil sige, at Jupiter ikke opførte sig som Jorden.

Vi ved, at Io (en af Jupiters måner) bevæger sig rundt i Jupiters stærke magnetfelt på tværs af feltlinierne, hvilket skaber en mega-ampere elektrisk strøm og polarlys, men vi var ikke sikre på, om det vil ske med de andre satelitter.

Selvom STIS har taget mange ultraviolette billeder af Jupiter, kan jeg godt lide netop lige dette. Jeg synes, det ser tredimensionelt ud. (Foto:NASA and John Clarke (Boston University), CC BY)

Selvom STIS har taget mange ultraviolette billeder af Jupiter, kan jeg godt lide lige netop dette, fordi man kan se polarlysemissionerne fra det magnetiske aftryk af Jupiters måner Io, Europa og Ganymede så klart, og fordi Ios emission helt tydeligt viser højden på 'polarlysgardinet'. Jeg synes, det ser tredimensionelt ud.

Chris Tinney, professor, University of New South Wales

Engang trak jeg min kone med ind på mit kontor for stolt at fremvise afbildede observationer fra Anglo-Australian Telescope fortaget af den (dengang) nye og (dengang) højtavancerede '8.192 x 8.192 pixel-imager'.

Billederne var så store, at vi blev nødt til at printe dem på flere stykker A4-papir, som vi så limede sammen for at danne et kæmpe sort-hvidt kort over en samling galakser, der dækkede hele væggen.

Jeg var knust, da hun kastede et blik på ‘kunstværket’ og sagde, »Det ligner skimmelsvamp«.

I midten af billedet kan man ane en ubetydelig plet. Pletten bekræfter observationen af det hidtil koldeste eksempel på en brun dværg. (Foto: HST/Adam Schneider (University of Toledo)/Chris Tinney (UNSW)

Det må vist være et bevis på, at selv den bedste forskning ikke altid er den kønneste.

Mit bud på det bedste billede fra HST er endnu et sort-hvidt billede fra 2012, som også ‘ligner skimmelsvamp’. I midten af billedet kan man ane en ubetydelig plet.

Pletten bekræfter observationen af det hidtil koldeste eksempel på en brun dværg (som kan beskrives som fejlslåede stjerner, der ikke har samlet nok masse til at sætte gang i fusionsprocesser i sit indre, red.).

Det er et objekt, som befinder sig mindre end 10 parsec (en astronomisk afstandsenhed, der anvendes til afstande uden for solsystemet; en parsec svarer til cirka 3,26 lysår, red.), altså mindre end 32,6 lysår fra solen, og som alligevel kun har en temperatur på 350 Kelvin, det er koldere end en kop kaffe!

Det er stadig i dag et af de koldeste kompakte objekter, vi har observeret uden for solsystemet.

Lucas Macri, lektor, fysik og astronomi, Texas A&M University

I 2004 var jeg en del af det hold, som brugte det nyinstallerede Advanced Camera for Surveys (ACS) på Hubble til at observere et lille område på en skive i en nærtliggende galakse (Messier 106) ved 12 separate anledninger i løbet af 45 dage.

Observationerne gjorde os i stand til at opdage flere end 200 cepheider, en gruppe af lysstærke, variable stjerner, som kan bruges til at måle afstande til galakser og i sidste ende universets ekspansion (som passende nok er opkaldt 'Hubbles Lov').

Metoden kræver en omhyggelig kalibrering af cepheidernes luminositet. Det kan foretages i Messier 106 takket være meget præcise og omhyggelige estimater af afstanden til denne galakse (cirka 24.8 millioner lysår med en fejlmargin på tre procent).

Det er estimater, man har opnået via radioobservationer af vanddampe i omløb omkring det supermassive sorte hul i midten af galaksen (ikke inkluderet på billedet).

Jeg var en del af det team, som observerede et lille område på en skive i en nærtliggende galakse (Messier 106). Observationerne gjorde os i stand til at opdage flere end 200 cepheider, en gruppe af lysstærke, variable stjerner, som kan bruges til at måle afstande til galakser og i sidste ende, hvor hurtigt universet udvider sig. (Foto: NASA/ESA/STScI, processing by Lucas Macri (Texas A&M University)

Et par år senere var jeg involveret i endnu et projekt, der benyttede disse observationer som det første trin på en robust kosmisk 'afstands-stige', der fastlagde værdien af Hubbles Lov som værende tre procent.

Howard Bond, Astronom emeritus, professor i astronomi og astrofysik, Pennsylvania State University

I mine øjne er et af de mest spændende billeder det første af lysekkoet fra stjernen kaldet V838-Moncerotis, på trods af at billedet aldrig blev berømt.

Stjernens pludselige opblussen blev opdaget i januar 2002, og lysekkoet blev observeret ved hjælp af små teleskoper cirka en måned senere.

Lyset fra udbruddet bevæger sig direkte mod Jorden og skaber en slags lysekko i takt med, at det bliver reflekteret i skallen af støv omkring stjernen.

I mine øjne er et af de mest spændende billeder det første af lysekkoet fra stjernen kaldet V838-Moncerotis. (Foto: NASA, ESA and H.E. Bond (STScI), CC BY)

Astronauterne havde lige givet Hubble et eftersyn i marts 2002. De havde installeret det nye Advanced Camera for Surveys (ACS), og vi var de første, der benyttede kameraet til videnskabelige observationer.

Jeg har altid godt kunnet lide forestillingen om, at NASA på en eller anden måde viste, at lyset fra V838 var på vej mod os fra en afstand af 20.000 lysår og lige nøjagtigt nåede at få ACS-kameraet installeret!

Selvom billedet kun har en enkelt farve, er det helt fantastisk. Hubble foretog flere observationer af lysekkoet over det efterfølgende årti. Enkelte af billederne var helt og aldeles fremragende og blev MEGET berømte.

Men jeg husker stadig, hvor overvældet jeg var, da jeg så det første gang.

Philip Kaaret, professor i fysik og astronomi, University of Iowa

Galakser danner stjerner. Nogle stjerner ender deres 'almindelige' liv ved at styrte sammen i sorte huller. Derefter begynder den et nyt liv med at udsende kraftig ultraviolet stråling drevet af gasser og stof, som den suger fra andre stjerner.

Jeg benyttede dette billede fra Hubble af Medusatågen for at få en bedre forståelse af forholdet mellem røntgenstråler fra sorte huller og dobbeltstjerne samt dannelsen af stjerner.

I den græske mytologi havde Medusa slanger i stedet for hår. Slangerne er de snoede striber af lysende gasarter i tågen. Medusatågen er en kollision af to galakser, og 'håret' er resterne af den ene galakse, der er blever flået i stykker af den anden galakses tyngdekraft.

I den græske mytologi havde Medusa slanger i stedet for hår. Slangerne er de snoede striber af lysende gasarter i tågen. Medusatågen er en kollision af to galakser, og ‘håret’ er resterne af den ene galakse, der er blever flået i stykker af den anden galakses tyngdekraft. (Foto: X-ray: NASA/CXC/Univ of Iowa/P.Kaaret et al.; Optical: NASA/ESA/STScI/Univ of Iowa/P.Kaaret et al., CC BY-NC)

Det blå område på billedet er røntgenstråling observeret af Chandra X-ray Observatory, og de blå pletter er neutronstjerner.

Tidligere forskning foreslog, at antallet af dobbeltstjerner var proportionelt med hastigheden, hvormed galaksen dannede stjerner. Disse billeder fra Medusatågen gjorde os i stand til at påvise, at det samme forhold gælder selv midt i galaktiske kollisioner.

Mike Eracleous, professor i astronomi og astrofysik, Pennsylvania State University

Nogle af de billeder fra Hubble-rumteleskopet, jeg bedst kan lide, viser galakser, der interagerer og kolliderer, for eksempel Antennegalakserne (de to galakser NGC 4038 og 4039), galakserne der blev døbt Musene (NGC 46769) og Vejrmøllegalaksen (ESO 350-40) og mange andre, der ikke er blevet navngivet.

De er alle eksempler på voldsomme begivenheder, der ofte finder sted i løbet af galaksernes evolution. Billederne viser med udsøgte detaljer, hvad der sker, når galakserne kolliderer: Forvridningen af galakserne, gasophobingen i midten og dannelsen af stjerner.

Billederne viser med udsøgte detaljer, hvad der sker, når galakserne kolliderer: Forvridningen af galakserne, gasophobingen i midten og dannelsen af stjerner. (Foto: NASA, ESA, the Hubble Heritage (STScI/AURA)-ESA/Hubble Collaboration, and A. Evans (University of Virginia, Charlottesville/NRAO/Stony Brook University), CC BY)

Jeg bruger billederne, når jeg skal forklare min forskning til offentligheden, de supermassive sorte hullers ophobning af gas i midten af disse galakser.

Frank Summers fra Space Telescope Science Institute (STScI) har kreeret en video, der på en rigtig fin måde illustrerer alt det, vi lærer ved at sammenligne disse billeder med modeller af galaksekollisioner.

Michael Drinkwater, professor i astrofysik, University of Queensland

De bedste computersimuleringer afslører, at galakserne vokser ved at kollidere og fusionere med hinanden. Ifølge vores teorier burde to galakser danne en stor ellipseformet galakse, når de kolliderer. Men det er noget helt andet, når man ser det i virkeligheden!

Dette smukke Hubble-bilede viser to galakser, der er ved at kollidere. Billedet fortæller ikke alene, at vores forudsigelser er gode, det giver os også mulighed for at regne detaljerne ud, fordi vi nu kan observere, hvad der egentlig sker.

Dette smukke Hubble-bilede viser to galakser, der er ved at kollidere. Billedet fortæller ikke alene, at vores forudsigelser er gode, det giver os også mulighed for at regne detaljerne ud, fordi vi nu kan observere, hvad der egentlig sker. (Foto: NASA, Holland Ford (JHU), the ACS Science Team and ESA)

Et rent fyrværkeri bliver udløst ved dannelsen af en ny stjerne i takt med, at gasskyerne kolliderer, og store forvridninger finder sted, som spiralarmene smadres.

Der er dog lang vej, før vi har en fuld forståelse af, hvor de store galakser dannes. Men billederne hjælper os et godt stykke ad vejen.

Roberto Soria, forskningsstipendiat, ICRAR-Curtin University

Dette er en observation med  den højeste billedopløsning af en kollimering af en jetstrøm drevet af et supermassivt sort hul i kernen af galakse M87 (den største galakse i stjernebilledet Jomfruen, 55 millioner lysår fra os).

Jetstrømmen skyder ud af området med skoldhed plasma, der omgiver det sorte hul (øverst til venstre), og vi kan se den strømme ned over galaksen over en afstand på 6.000 lysår.

Elektronerne, der snor sig rundt om magnetfeltet, bevæger sig med en hastighed a cirka 98 procent af lysets hastighed og skaber jetstrømmens hvide og lilla lys.

Dette er en observation med  den højeste billedopløsning af en kollimering af en jetstrøm drevet af et supermassivt sort hul i kernen af galakse M87 (den største galakse i stjernebilledet Jomfruen, 55 millioner lysår fra os). (Foto: NASA and The Hubble Heritage Team (STScI/AURA)

Forståelsen af de sorte hullers energibudget er en udfordring og et problem, der længe har fascineret astrofysikerne. Når gassen falder i et sort hul, udløses en enorm mængde energi som synligt lys, røntgenstråling og jetstrømme af elektroner og positroner (anti-elektroner, red.), som næsten bevæger sig med lysets hastighed.

Hubble gør os i stand til at måle størrelsen på de sorte huller (tusind gange større end det centrale sorte hul i vores galakse), energien og jetstrømmenes hastighed og strukturen på magnetfeltet.

Jane Charlton, professor i astronomi og astrofysik, Pennsylvania State University

Det var et af mit livs højdepunkter, da mit forslag til Hubble-rumteleskopet blev godkendt i 1998. Det betød, at teleskopet ville observere Stephans Kvintet, en smuk og kompakt samling af fem stjernedannende galakser.

Over de kommende en milliard år vil samlingen af galakser i Stephans Kvintet forsætte deres storslåede kosmiske dans om hinanden, styret af deres indbyrdes gravitationelle tiltrækning. Med tiden vil de smelte sammen, ændre form og til sidst blive en enhed.

Her ses Stephans Kvintet, en smuk og kompakt samling af fem stjernedannende galakser. (Foto: NASA, Jayanne English, Sally Hunsberger, Zolt Levay, Sarah Gallagher, Jane Charlton, CC BY)

Vi har efterfølgende observeret flere kompakte galaksegrupper med Hubble, men Stephans Kvintet er noget helt særligt, fordi dens gas er frigivet, og gasudbrudene på dramatisk vis oplyser den galaktiske stjerneformation.

Det er fantastisk at leve på en tid, hvor vi kan bygge et teleskop som Hubble og få et glimt af meningen med disse signaler fra vores univers. Tak til alle de helte, som byggede, og som vedligeholder Hubble!

Geraint Lewis, ph.d., University of Sidney

Da Hubble blev lanceret i 1990, var jeg lige begyndt på min ph.d. i 'gravitational lensing' (tyngdelinser). Mørkt stof viser sig ved sin tyngdekraft, og ifølge Einstein krummer tyngdefeltet selve rummet.

Det betyder, at lys fra fjerne galakser afbøjes af tyngdekraften fra det usynlige mørke stof. Fænomenet kaldes for 'gravitational lensing', fordi tyngdekraften afbøjer lys på en måde, der minder om lysets afbøjning i en linse af glas.

Hubbles billede af den massive samling af galakser Abell 2218 sætter fokus på, hvordan det mørke stof, der forbinder flere hundrede galakser, forstærker lyset fra fjerne kilder.

Mørkt stof viser sig ved sin tyngdekraft, og ifølge Einstein krummer tyngdefeltet selve rummet. (Foto: NASA, Andrew Fruchter and the ERO Team [Sylvia Baggett (STScI), Richard Hook (ST-ECF), Zoltan Levay (STScI)] (STScI)

Hvis man kigger nøje på billedet, kan man se nogle lange, tynde streger, som er forvrængede billeder af unge galakser, som det ellers ville være umuligt at se.

Det giver stof til eftertanke, at tyngdelinserne bruger det mørke stofs gravitationelle træk til at afsløre universets fantatiske detaljer, som vi ellers ikke kan se.

Rachel Webster, professor i fysik, University of Melbourne

Tyngdelinser er en fantastisk manifestation af, hvordan rumtiden i vores univers krummes af masser. I bund og grund betyder det, at rummet krummes, hvor der er masser, så fjerne objekter ser forvrængede ud.

Det minder om et 'mirage', en luftspejling, hvilket også er, hvad fænomenet kaldes på fransk. Hubble havde ikke været i gang længe, før et billede af en massiv galakse klynge dukkede op, hvor man virkelig kunne se tyngdelinseeffekten: De bittesmå galakser, der lå bagerst, blev udstrakt og forvrængede, men spændte samtidigt over galakseklyngen, nærmest som et par hænder.

Hubble havde ikke været i gang længe, før et billede af en massiv galakse klynge dukkede op, hvor man virkeligt kunne se tyngdelinseeffekten. (Foto: NASA, ESA, J. Rigby, K. Sharon, and M. Gladders and E. Wuyts)

Jeg var forbløffet. Det var en hyldest til teleskopets ekstraordinære opløsning, at det var i stand til at fungere så langt over Jordens atmosfære.

Set fra Jorden ville de tynde galatiske lysstriber ikke være genkendelige fra baggrunden.

Mine tredjeårsastrofysikstuderende studerede de 100 bedste Hubble-billeder, og det, der imponerede dem mest, var gasskyernes usædvanlige, men ægte, farver. Jeg kan til gengæld ikke forbigå et billede, der viser massens effekt på selve strukturen af vores univers.

Kim-Vy Tran, ph.d. i astronomi og astrofysik, Texas A&M

Einsteins relativitetsteori beskriver, hvordan rumtiden i universet krummes af masser og antager utallige former, der skaber det fænomen, vi opfatter som tyngdekraften.

Som en fascinerende konsekvens kan massive objekter i universet forstærke lyset fra fjerne galakse og blive til kosmiske teleskoper.

Dette Hubble-billede viser en galakseklynge, der har masse nok til at krumme lyset fra meget fjerntliggende galakser og danne meget klartlysende buer. (Foto: NASA, ESA, J. Richard, J.-P. Kneib (Astrophysical Laboratory of Marseille, France), CC BY)

Med Hubble-rumteleskopet udnytter vi den kraftfulde egenskab for at se tilbage i tiden og lede efter de første galakser.

Dette Hubble-billede viser en galakseklynge, der har masse nok til at krumme lyset fra meget fjerntliggende galakser og danne meget klartlysende buer.

Det første projekt, jeg gav mig i kast med som kandidatstuderende, var at studere disse bemærkelsesværdige objekter. Jeg bruger stadig Hubble til at udforske galaksernes beskaffenhed over kosmisk tid.

Alan Duffy, forskningsstipendiat, Swinburne University of Technology

Det menneskelige øje opfatter nattehimlen på dette billede som værende helt tom. Et lille område som ikke er større end et riskorn, der holdes i udstrakt arm.

Hubble-rumteleskopet pegede mod dette område i 12 dage. Teleskopet lod lyset ramme detektorerne, og så kom galakserne ganske langsomt én efter én til syne. Til sidst var der 10.000 galakser, som strakte sig hele vejen over universet, med på billedet.

De mest fjerntliggende er de bittesmå, røde prikker, som befinder sig milliarder af lysår væk, og som er dateret til at være et par få hundrede millioner år yngre end ‘Big Bang’.

Billedet har en enorm videnskabelig værdi. Det har revolutioneret vores teorier om både dannelsen af de tidligste galakser og hastigheden, hvormed de voksede.

De mest fjerntliggende galakser er de bittesmå, røde prikker, som befinder sig milliarder af lysår væk, og som er dateret til at være et par få hundrede millioner år yngre end ‘Big Bang’. (Foto: NASA, ESA, H. Teplitz, M. Rafelski, A. Koekemoer (STScI), R. Windhorst (Arizona State University), Z. Levay (STScI)

Vores univers’ historie, såvel som galaksernes mangfoldighed i både facon og størrelse, gemmer sig i dette ene billede.

Det, der virkelig er enestående ved dette billede, er, at det giver os et glimt af det synlige univers’ størrelse. De mange galakser i et så begrænset område antyder, at der findes hundredtusind millioner galakser over hele nattehimlen.

Èn galakse pr. stjerne i vores Mælkevej!

James Bullock, professor i astronomi og astrofysik, University of California, Irvine

Det hér er, hvad Hubble handler om! Et eneste ærefrygtindgydende syn kan afsløre fantastisk meget om vores univers; om dets fjerne fortid, dets fortsatte samling og endda de fundamentale fysiske love, som knytter det hele sammen.

Vi spejder gennem kernen af et mylder af galakseklynger. De glødende, hvide bolde er gigantiske galakser, som dominerer klyngens midte.

Hvis du ser nøje efter, kan du se diffuse antydninger af hvidt lys, der bliver revet væk fra dem. Klyngen agerer som en gravitationel blender, der blander mange individuelle galakser, så de ender som en enkelt sky af stjerner.

Men klyngen er kun det første kapitel i den kosmiske historie, der bliver fortalt her. Ser du de svage blå ringe og buer? Det er forvrængede billeder af andre galakser, som befinder sig langt ude i det fjerne.

Klyngens kolossale tyngekraft får den omkringliggende rumtid til at krummes. I takt med at lyset fra fjerne galakser passerer, tvinges den til at vride sig, som et forvrænget forstørrelsesglas forvrænger og gør et svagt stearinlys klarere.

Ved hjælp af vores forståelse af Einsteins almene relativitetsteori benytter Hubble-klyngen som et gravitationelt teleskop, der gør os i stand til at se objekter, der er længere væk og mere utydelige end nogensinde før.

Vi kan se så langt tilbage i tiden, at vi ser galakserne, som de så ud for mere end 13 milliarder år siden!

På én og samme tid ser vi den fjerne fortid og nutiden i ét pragtfuldt billede. (Foto: NASA, ESA, and J. Lotz, M. Mountain, A. Koekemoer, and the HFF Team (STScI), CC BY)

Som teoretiker vil jeg gerne forstå galaksernes livscyklus, hvordan de skabes (små, blå og revnefærdige af stjerner), hvordan de vokser, og hvordan de til sidst dør (store, røde og oplyst af det falmende lys fra gamle stjerner).

Hubble giver os lov til at forbinde disse stadier. Nogle af de matteste og mest fjerntliggende galakser på billedet er forudbestemt til at blive kæmpemæssige, ligesom de hvidglødende galakser i forgrunden.

På én og samme tid ser vi den fjerne fortid og nutiden i ét pragtfuldt billede.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark

The Conversation

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.