Kontrol med internettet ligner i nogle lande et teknologisk våbenkapløb.
Befolkningen forsøger at omgå blokeringer med værktøjer såsom VPN-forbindelser og satellit-internet.
Lederne står med noget, der minder om hovednøglen til al digital kontakt med omverdenen.
Regimer i Iran, Kina, Myanmar, Nordkorea, Afghanistan og Cuba begrænser borgernes adgang til bestemte hjemmesider, apps, mobilnet, wifi - eller i yderste konsekvens hele internettet.
Hvordan kan et land i praksis lukke helt eller delvist for digital kommunikation? Og hvad gør befolkningen for alligevel at finde vej til cyberspace?
Det har Videnskab.dk spurgt to forskere om:
- Signe Sophus Lai, lektor ved Institut for Kommunikation, Københavns Universitet, hvor hun forsker i internettets politiske økonomi
- Jens Myrup Pedersen, professor ved Institut for Elektroniske Systemer, Aalborg Universitet, hvor han blandt andet forsker i cybersikkerhed
Her er tre centrale greb i det, videnskaben betegner som ‘digitale diktaturer’:
1. Sluk hovedforbindelsen til omverdenen
Vi har tendens til at tænke på internettet som en slags sky.
Der er snarere tale om en række fysiske knudepunkter for al information til og fra et land, forklarer Signe Sophus Lai.
Hun peger på fysisk infrastruktur som kabler, datacentre, netværk og ’internet exchange points’:
»Man skal forestille sig en fysisk bygning med en router, som alt internettrafikken går igennem.«
I Danmark findes en lang række internetudbydere med forskellige knudepunkter, som det vil være svært at lukke ned for på samme tid.
I Iran er der kun én udbyder, og internettet kommer ind i landet gennem to knudepunkter - ‘gateways’ - som landets regime kontrollerer.
Derfor kan man vælge at begrænse fordelingen af internet internt i landet, siger Jens Myrup Pedersen.
»Det er egentlig ikke så svært,« siger han.
»Hvis et land kun har få fysiske steder, hvor trafikken forlader landet, og det er punkter, som staten har kontrol med - så kan man let filtrere forbindelsen eller slukke den helt.«
Det er det, som flere iagttagere mener, er sket i Iran under de folkelige protester mod regimet i januar 2026: Regimet har slukket for eller begrænset sine ‘internet exchange points’.
Det blokerer for adgang til sociale medier, udenlandske nyhedssider.
Styret kan også lukke ned for VPN-forbindelser, som for 90 procent af iranerne er et af de vigtigste redskaber mod censur under de folkelige protester.
2. Kontrollér ‘det parallelle internet’
Det har omkostninger for et autoritært regime at blokere for al internetkommunikation i et land.
»Virksomheder kan ikke kommunikere med hinanden, det er svært at sende betalinger ind- og ud af landet,« siger Jens Myrup Pedersen.
Derfor har man i flere lande opbygget et parallelt internet med egne apps og tjenester - for at kunne opretholde de vigtigste kommunikationsformer ved en lukning af forbindelsen til udlandet.
I Kina går det under navnet ‘The Great Firewall’, mens det i Iran har betegnelsen ‘halal-internettet’ med henvisning til, hvilken adfærd der er tilladt inden for islam.
»Så snart regimet (det iranske, red.) føler nogen trussel, så kan det lukke for det eksterne internet, mens man kan bevare forskellige kommunale services og beskedtjenester i brug indenrigs,« siger den iranske gæsteforsker ved Københavns Universitet Hesam Nourooz Pour til mediet Radar.
Systemet tæller statslige hjemmesider, betalingssystemer og beskedapps, som sikrer, at borgerne stadig kan betale regninger, overføre penge og kommunikere med hinanden.
Samtidig sikrer man streng kontrol med, hvad der bliver kommunikeret om, siger Signe Sophus Lai.
»Hvor internettet tidligere blev opfattet som en trussel mod autoritære regimer, er det i stigende grad blevet et magtinstrument.«
Hun henviser til egne og andre forskeres studier af, hvordan militæret i Myanmar lukkede for adgangen til internettet under et militærkup i 2021.
3. Bekæmp satellitbaseret internet
Når regimerne blokerer, leder nogle borgere efter nye smuthuller - og her er satellitbaseret internet såsom Starlink en af de nyere redskaber.
Starlink er ejet af Elon Musk og uafhængig af fysiske kabler. Forbindelsen til internettet går direkte fra en modtager på jorden og ud til satellitter i rummet. Borgerne omgår knudepunkter og det nationale internet, og teknologien er i teorien mere modstandsdygtig over for forsøg på censur og nedlukning.
Men også her slår de digitale diktaturer tilbage.
I krigen mod Ukraine er der forlydender om, at Rusland har benyttet sig af forskellige systemer til at blokere ukrainernes forbindelse til Starlink, især i det østlige Ukraine.
I Iran er der rapporter om lignende GPS- og signalforstyrrelser, også kaldet ‘jamming’.
Der er endda beretninger om, at de iranske myndigheder aktivt leder efter Starlink-modtagere på hustagene i de større iranske byer, og at man straffer enhver, som er i besiddelse af udstyret.
