25. januar er det otte år, siden marsrobotten Opportunity landede på den røde planet – tre uger efter dens identiske tvilling, Spirit.
I modsætning til Spirit, der blev erklæret ‘død’ i maj sidste år, så er Opportunity stadig i gang med at undersøge planeten.
Således har Opportunity siden begyndelsen af august sidste år opholdt sig ved det næsten 22 km store Endeavour-krater.
Greeley Heaven opkaldt efter planetforsker
Nu er robotten ved at gøre sig klar til sin femte vinter på Mars. Det skal efter planen foregå i et område, der uofficielt er blevet døbt ’Greeley Heaven’.
Området har fået dette navn til ære for planetforskeren og geologen Ronald Greeley, der døde i oktober sidste år. Greeley har været aktiv i marsforskningen i mange år – blandt andet via robotterne Spirit og Opportunity.
Solpaneler dækket af støv
Greeley Heaven er blandt andet blevet udvalgt, fordi Opportunity her kan stå lidt på skrå, så den kan få mere lys på sine solpaneler, når vintersolen står lavt.
Det er første gang, det er nødvendigt at træffe denne vinter-forholdsregel for Opportunity, da robottens solpaneler nu er dækket af et tykkere lag af marsstøv end tidligere.
For Spirit var det altid nødvendigt, fordi robotten befandt sig længere fra Mars’ ækvator end sin tvilling.
Ny indsigt i Mars’ indre opbygning
Opportunitys vinterophold vil dog også blive brugt til at lave videnskabelige undersøgelser – blandt andet en undersøgelse af Mars’ indre opbygning ved hjælp af radiomålinger.
Ved i flere uger at følge radiosignalerne fra Opportunity, mens den befinder sig på det samme sted, kan forskerne afsløre små forskydninger af Mars’ rotationsakse.
En analyse af disse målinger kan give ny indsigt i planetens indre opbygning.