Onsdag 24. august opdagede astronomer en eksploderende stjerne – en supernova – i en galakse, der kun ligger 21 millioner lysår fra Jorden.
Supernova i baghaven
Astronomer har opdaget en eksploderende stjerne i en nærtliggende galakse. Det giver enestående muligheder for at studere fænomenet.

Den nærtliggende supernova i galaksen Messier 101 (markeret med pil). (Foto: B.J. Fulton, LCOGT)
Annonce:
Set med menneskelige øjne er det naturligvis en umådelig afstand, men astronomisk set er det i vores kosmiske baghave. Det giver astronomer en enestående mulighed for at studere supernovaen i detaljer. Det er den nærmeste supernova af sin type, der er blevet opdaget i en hel generation.
Supernovaen, der kaldes for PTF 11kly, befinder sig i galaksen Messier 101, som ligger i stjernebilledet Ursa Major (Store Bjørn). Supernovaens navn henviser til, at den blev opdaget af et kortlægningsprogram ved navn Palomar Transient Factory (PTF) . Fordi supernovaen ligger så tæt på som den gør, er den blevet opdaget meget tidligt i forløbet.
PTF 11kly er en supernova af type Ia. Disse supernovaer opstår i dobbeltstjernesystemer, hvor det ene medlem er en hvid dværgstjerne, der ‘stjæler gas’ fra sin ledsager. På et tidspunkt når mængden af gas, der er blevet overført til den hvide dværg, op over en kritisk grænse og stjernen eksploderer. En hvid dværgstjerne er den rest, der bliver tilbage, når en stjerne som Solen dør.
Supernovaer af type Ia er vigtige værktøjer til undersøgelse af universets opbygning. De formodes nemlig at have samme egentlige lysstyrke, når de eksploderer. Det gør dem egnede som ‘standardlyskilder’ til afstandsmåling.
En meget væsentlig konklusion omkring universets indretning er netop baseret på observationer af fjerne supernovaer af type Ia. Det har vist sig, at universets udvidelse foregår med en stadig stigende hast – udvidelsen accelererer.
For at kunne bruge supernovaer af type Ia som pålidelige standardlyskilder er det uhyre vigtigt at forstå de mekanismer, der bestemmer de eksploderende stjerners lysstyrke. Observationerne af PTF 11kly er derfor af stor vigtighed for astronomerne og netop nu arbejder både rum- og jordbaserede teleskoper på at følge den nærtliggende supernova.
\ Find mere om
Et lille klik for et menneske...
...et kæmpespring for din viden! Få Videnskab.dk's gratis nyhedsbrev om rummet.
Tak fordi du tilmelder dig vores nyhedsbrev.
Der opstod en fejl under tilmelding til vores nyhedsbrev.
\
TOP 6
Mest læste om Rummet