Alting har en ende. Også stjernerne på himlen.
En dag vil den store stjerne, som giver liv på Jorden, Solen, også dø ud og blive til en såkaldt hvid dværg.
Hvis Solen var otte gange større, end hvad tilfældet er, ville Solen dø ud i en kæmpe supernova-eksplosion ifølge en populær stjerne-teori.
Men de store stjerner behøver måske ikke eksplodere, når de dør.
I stedet for at eksplodere og skyde masse fra stjernen ud i den omkringliggende galakse kan stjernen dø i stilhed.
Stjernen kollapser. Massen bliver for tung, tyngdekraften for stærk, og til sidst slukker den lysende stjerne og omdanner sig stille og roligt til et sort hul.
»Hvis man oplevede at stå og kigge på en synlig stjerne, der gennemgik totalt kollaps, så ville det muligvis på det helt rigtige tidspunkt være som at se en stjerne, der pludselig slukker og forsvinder fra stjernehimlen. Kollapset er så komplet, at du ikke har en eksplosion, intet slipper væk og man ser ingen lysende supernova på nattehimlen,« siger Alejandro Vigna-Gómez i en pressemeddelelse.
VFTS 243 er et stjernesystem, der ligger i udkanten af vores galakse. Her mener forskerne, at processen er ved at ske. Stjernen er ved at blive til et sort hul, og de kan ikke finde tegn på, at stjernen skulle være eksploderet.
bhe

































