Meteorsværmen Perseiderne, der også er kendt som Sct. Laurentii tårer, er aktiv fra slutningen af juli til slutningen af august.
Stjerneskud og månelys
Meteorsværmen Perseiderne topper natten mellem 12. og 13. august (fredag og lørdag), men fuldmånens lys vil gøre det svært at se stjerneskud.

Perseiderne udstråler fra et punkt ved Cassiopeia. (Illustration: TBP)
Annonce:
Flest stjerneskud forventes natten mellem 12. og 13. august, men fuldmånen (Månen er fuld 13. august) vil gøre himlen så lys, at de svageste stjerneskud ikke kan ses. Og det er dem, der er flest af. De klareste stjerneskud vil dog stadig ‘brænde igennem’.
Perseiderne synes at udstråle fra et punkt i stjernebilledet Perseus, der ses under Cassiopeias karakteristiske skæve ”W”. Ved midnat står dette udstrålingspunkt – den såkaldte radiant – højt på himlen i nordøstlig retning, mens fuldmånen på det tidspunkt står over den sydlige horisont.
Stjerneskuddene er rester af kometen Swift-Tuttle, der trænger ind i atmosfæren med høj hastighed (mere end 200.000 km/t).
Luften foran kometstumpen presses sammen og bliver derfor meget varm. Sammenstød med luftmolekyler og den store varmeudvikling får kometstumpen til at fordampe. Varmen får også luften omkring stumpen til at gløde. Det er netop dette spor af glødende luft, vi ser som et stjerneskud.
Kometstumperne ligger langs kometens bane, der krydser Jordens bane om Solen netop der, hvor vores planet befinder sig hvert år omkring 12. august. Swift-Tuttles bane ligger sådan, at kometresterne rammer Jorden skråt oppefra. Derfor ses meteorsværmen bedst fra den nordlige halvkugle – bl.a. fra Danmark.
Komet Swift-Tuttle blev opdaget i 1862 af de to amerikanere Lewis Swift og Horace Tuttle. Tre år senere indså den italienske astronom, Giovanni Schiaparelli, at det er kometen, der er årsag til den årlige meteorsværm. Schiaparelli er dog nok mere berømt for sin opdagelse af, hvad han troede var kanaler på planeten Mars.
\ Find mere om
Et lille klik for et menneske...
...et kæmpespring for din viden! Få Videnskab.dk's gratis nyhedsbrev om rummet.
Tak fordi du tilmelder dig vores nyhedsbrev.
Der opstod en fejl under tilmelding til vores nyhedsbrev.
\
TOP 6
Mest læste om Rummet