Selvom verdensrummet er enormt, er det ikke helt så tomt, som vi engang har troet. Astronomer har allerede fundet over 3.000 ‘exoplaneter’ – planeter uden for vores solsystem.
Men et nyt signal fra NASA’s Kepler Space Telescope kan vise sig at stamme fra den første måne uden for Solsystemet – som dermed kan være den første ‘exomåne’.
Det fortæller et forskerhold fra Columbia University i New York, USA, ifølge bbc.com.
Den mulige måne har fået navnet Kepler-1625b I og befinder sig omtrent 4.000 lysår fra Jorden.
Hvis exomånen bliver endeligt bekræftet, har den formentlig størrelse og masse omtrent som Neptun og er i kredsløb omkring en planet på størrelse med Jupiter, men med 10 gange Jupiters masse.
Jupiter og Neptun er vores eget solsystems henholdsvis tungeste og tredjetungeste planeter.
Forskerne kom på sporet af den mulige exomåne ved at holde øje med lysstyrken fra dens værtsstjerne.
Når noget tilstrækkeligt stort passerer foran stjernerne, kan astronomerne måle det som små dyk i lysstyrke og dermed komme på sporet af nye objekter i himmelrummet.
For at finde en måne kigger astronomerne efter små udsving i en stjernes lysstyrke, umiddelbart før og efter en kendt planet passerer foran stjernen.
Og foreløbig har astronomerne bekræftet de ekstra, ‘måne-lignende’ udsving tre gange uafhængigt af hinanden.
Det er færre observationer, end astronomer helst vil have, før de annoncerer en ny opdagelse med sikkerhed, men det giver alligevel en meget høj sandsynlighed for, at der virkelig er en måne.
Men indtil astronomerne har bekræftet resultatet med Hubble-rumteleskopet, er de stadig varsomme med at melde for skråsikkert ud.
»Vi er spændte over det. Statistisk, formelt set, er der tale om en meget høj sandsynlighed. Men skal vi virkelig stole på statistikken? Det er noget, der ikke kan gøres op. Indtil vi har målingerne fra Hubble, kunne det lige så godt være 50/50 for mit vedkommende,« siger ph.d. David Kipping fra Columbia University til bbc.com.
Forskernes nye studie er tilgængeligt på online-biblioteket arxiv.org.